Terrordømt afghaner udvises til Afghanistan uden aftale
Den 31-årige Abdoulghani Tokhi blev i 2009 idømt otte års fængsel for forsøg på terror i Glasvej-sagen fra København.
Dommen bød også på en udvisning for bestandigt til Afghanistan. Men ifølge afghanerens advokat, Gunnar Homann, har de danske myndigheder ikke på forhånd lavet en aftale med kollegerne i Afghanistan.
Det skriver Politiken.
– De danske myndigheder vil tage til Kabul og fremstille ham i lufthavnen og så der finde ud af, om myndighederne vil tage imod ham eller ej, siger Gunnar Homann til Politiken.
Normalvis plejer myndighederne at henvende sig til hjemlandets nærmeste ambassade for at få praktikken på plads.
I december afvist Flygtningenævnet en klage over hjemsendelsen. Gunnar Homann henviste i klagen til bestemmelserne om, at en udlænding ikke må udsendes til et land, hvor han eller hun risikerer dødsstraf eller tortur.
Abdoulghani Tokhi selv er bange for, hvad der kommer til at ske, når han atter sætter sine fødder på afghansk jord.
– Oplysningerne om, at jeg er terrordømt og al-Qaeda-relateret ligger på nettet, og derfor frygter jeg, at de vil tilbageholde mig i Kabul, siger han til Politiken.
Tohki har ikke været i Afghanistan siden 1987.
Rigspolitiet vil ikke kommentere sagen.
/ritzau/