DR gengiver ukritisk myten om et ”andalusisk paradis” under det islamiske kalifat i Middelalderens Spanien

Wikipedia
Udskriv

KOMMENTAR: Søndag den 26.april havde DR-Journalist Steen Nørskov i programmet ”Arabiske stemmer” inviteret lektor på ”Institut for Tværkulturelle og regionale studier”, KU, Dr. theol et phil. Joshua Sabih i studiet til en samtale om den såkaldte “gyldne tidsalder” i Spanien under det islamiske styre i middelalderen. Det blev et lærestykke i mikrofonholderi og ”politisk korrekt”islamforskning.

 

 

Den andalusiske myte

                                                                                                                                  

Den fortælling om det islamiske ”Al-Andalus” i Spanien, som især i de sidste par decennier med fornyet kraft er bragt til torvs blandt ”politisk korrekte” islamforskere på vestlige universiteter, og som også Joshua Sabih lancerede, går ud på, at der i det muslimsk besatte Spanien (711-1492 e.kr.), særlig under umayyade-dynastiets angiveligt tolerante regentperiode i Córdoba (756-1031e.kr), opstod et enestående interreligiøst og oplyst samfund. Endda – skal vi tro Sabih – var det et ”sekulært” samfund, hvor religion var en ”privatsag”, og muslimer, jøder og kristne levede fredeligt sammen i gensidig kulturel udveksling og respekt, mens videnskab, medicin, filosofi, digtning, arkitektur, musik og kunsthåndværk nåede en hidtil uset blomstring. Studerende fra hele det kristne Europa strømmede til Córdoba for at lytte til lærde muslimer og jøder, som f.eks. den navnkundige jurist og filosof Averroës. Med til denne fortælling hører gerne, at der gøres udtrykkeligt opmærksom på, at resten af Europa på samme tid henlå i et middelalderligt urmørke af barbari, uvidenhed og vold. Inspirationen fra islamisk filosofi og videnskab under den andalusiske blomstringsperiode skulle så være en af de vigtigste forudsætninger for, at Europas sorte middelalder blev afløst af Renaissancen og siden Oplysningstiden. Europæerne har således tilsyneladende uendelig meget at takke den islamiske højkultur i Spanien for.

 

 

Dette er i grove træk fortællingen, som dog for længst er blevet afsløret af gedigne vestlige islamforskere som en sen romantisk myte, opstået i det 18.og19. århundredes Europa, hvor først og fremmest oplysningstidens tænkere ( Pierre Bayle, Edward Gibbon, Montesquieu, Voltaire, Lessing m.m.fl.), kunne bruge myten om det oplyste, højciviliserede og tolerante styre under de muslimske herskere i Andalusien til civilisationskritik af det kristne, bagstræberiske og intolerante Europa. Men også blandt europæiske, ikke mindst tyske, jøder ( f.eks. Herder og Heine) blev myten populær som et eksempel på en lykkelig integration til efterfølgelse for både jøder og det omgivende kristne samfund. I den tidlige romantik i 1800-tallet blev der ligefrem tale om en sværmerisk ”araberkult”, der dyrkede den ”ædle araber” og den orientalske mystik i populære romaner med civilisationskritik for øje, nøjagtig svarende til brugen af forestillingen om ”den ædle vilde”.

Læs også
15 minutter i Holstebro centrum viser, hvor hurtigt islamiseringen sker i Danmark

 

 

Den historiske virkelighed

                                                                                                                                  

Hvordan så så den historiske virkelighed ud? Det har den amerikansk-spanske islamforsker Darío Ferdández-Morera fornyligt skrevet en overbevisende og veldokumenteret bog om, ”The Myth og the Andalusian Paradise”, udkommet på engelsk i efteråret 2016. Underlaget for Moreras fremstilling er et væld af samtidige arabiske, jødiske og kristne kilder, som der gøres omhyggeligt rede for i noteapparatet, ligesom bogens bibliografi henviser læseren til den væsentligste videnskabelige litteratur om emnet. Dermed bekræfter og uddyber Morera den viden, som tidligere vestlige specialister i Spaniens historie under islam for længst har lagt frem.

 

Religiøs jihad

                                                                                                                                       

Læs også
England i oprør: Lille pige blev påtvunget muslimsk plejemor, der forbød hende at være kristen og krævede, at hun lærte arabisk

Morera godtgør, at invasionen af Spanien i 711 e. kr. af berbiske muslimer under ledelse af arabere var regulær religiøs jihad, d v s hellig krig med henblik på at udbrede islam og indføre det islamiske kalifat. Modsat benægter visse marxistisk inspireret historikere, derunder Sabih, det religiøse jihadperspektiv og kalder invasionen for en krigshandling, bestemt af almindelige ”magtpolitiske” eller ”socioøkonomiske” årsager, andre påstår, at det bare var almindelig, stort set fredelig emigration. Man har åbenbart en ideologisk interesse i at benægte, at der skulle være tale om religiøs islamisk jihad. Dette modsiges af de historiske kilder. På mindre end ti år var næsten hele Spanien undertvunget, bl.a. takket være udbredt forræderi og samarbejde med besættelsesmagten både fra jødisk og kristen side. Det betød undergang af det visigothiske rige, hvis unge, 300årige kristne kultur blev så godt som udryddet. Kirker blev nedbrudt til grunden, altre, kors, hellige bøger og andre dyrebare manuskripter blev ødelagt og brændt, kostbarheder i dyngevis konfiskeret, byer jævnet med jorden, og de befolkninger, som havde gjort modstand, massakreret efter overgivelsen eller gjort til slaver. Resten af befolkningen, som ikke enten flygtede eller blev dræbt, endte som dhimmier(andenrangs borgere) under islams dhimmipagt eller konverterede.

 

 

Al-Andalus var styret af ”sharia”

 

Hele det muslimske Spanien var styret af den religiøse malikitiske sharia-lov, en ret streng retning inden for de fire islamiske retsskoler, hvilket indebar at Jøder og kristne levede som andenrangsborgere: De betalte beskyttelsespenge, Jizya, som var en betydelig del af skattegrundlaget for det islamiske styre. Derudover var der en lang række bestemmelser, som understregede ikke-muslimers nedværdigende retsstilling. Når man lige bortser fra en lille udvalgt overklasse, levede almindelige muslimer, jøder og kristne stort set hver for sig i hver deres kvarter. Der var således aldeles ikke tale om et ”sekulært samfund” med fri interreligiøs udveksling. Kun jøders og kristnes religion kunne siges at være en slags ”privatsag”, med betydelige og ydmygende restriktioner bl.a. var det forbudt kristne af vise deres religiøse ceremonier offentligt. Hele samfundet var styret af islam, som bestemt ikke var nogen ”privatsag”. Religiøst politi (inkvisition) snusede rundt for at opdage folk, som brød sharie-lovene. Straffene var drakoniske. Kristne kirker blev ikke kun ødelagt under erobringen, men igennem hele perioden. Eksempelvis nedbrød den første Ummayyade-emir Raman I den fine gamle Skt. Vincents basilika i Córdova og byggede en moske på tomten med det nedbrudte materiale fra kirken. De kristne fik så lov til at bygge en meget mindre kirke langt uden for byen til gengæld.

Læs også
SIDSTE NYT: Muslimsk byråd tvang kristen pige i muslimsk pleje – nu har dommer grebet ind, men uhyggen breder sig

 

 

Trods det, at den malikitiske sharia- lov forbød, at vantro var overordnede muslimer, så er det rigtigt, at samarbejdende jøder, af og til også kristne, kunne indtage høje stillinger i administrationen. Det var ikke så meget et udslag af en enestående tolerance som af politisk klogskab. Jøder og kristne var dygtige og i reglen loyale mod herskeren, hvis nåde de var helt afhængige af; faldt  kaliffen, ville de selv falde med ham. Det gjaldt ikke de fornemme muslimer, som havde mange intriger og magtkampe kørende ved hofferne.

 

Progromer, deportationer og slaveri

                                                                                                                                        

I hele perioden fandt der progromer og deportationer til Nordafrika sted, både af jøder og kristne. Mange kristne, men også jøder, flygtede til det kristne Nordspanien, andre konverterede for at undgå de ydmygende forhold som dhimmier. I slutningen af det 12. århundrede var den oprindelige kristne flertalsbefolkning allerede så godt som ikke-eksisterende. Det samme gjaldt de jødiske menigheder. Det taler ikke ligefrem for tesen om et tolerant islamisk styre.

 

De enorme rigdomme og kolossale mængder af slaver, som blev røvet ved de mange jihadkrige var grundlaget for velstanden og arbejdskraften over alt i den islamiske verden. Det gjaldt også i Andalusien. Al-Andalus blev under umayyderne bl.a. et blomstrende center for slavehandel. En af hovedeksportvarerne var slaver fanget i Frankrig og Gallicien. Umayyadekaliffernes haremmer bugnede af sexslaver som bestod af kvinder, småpiger og kastrerede drengebørn. Rahman III (889-961) havde således mere end 6000 slaver i sit harem, foruden 3.750 andre slaver ved hoffet, i hæren havde han 13.750 slaver.

 

Morera konkluderer sin forskning i Umayyadedynastiets såkaldte ”tolerante” ca. 250årige styre såldes: ”Umyyaderne løftede i virkeligheden religiøs og politisk forfølgelse, inkvisition, halshugninger, spidninger og korsfæstelser til højder, som ikke er overgået af nogen herskere, hverken før eller siden.” Man kan selv læse op på emnet.

 

 

Havde islamisk filosofi betydning for Europas oplysningstid?

                          

Hvad angår dette samfunds betydning for oplysningstidens Europa er blot at sige, at det er stærkt overdrevet. Folk, der lever sammen, har til alle tider påvirket hinanden, viden, opfindelser, musik, byggestil og kultur udveksles. Og påvirkningen går begge veje, også når det drejer sig om undertrykkere og undertrykte.

 

 

Averroës (1126-1198) var islamisk jurist og dommer af den malikitiske skole og adskilte sig ikke i sine strenge synspunkter på sharia fra andre lærde. Og det var ikke moderne human retslære! Hans nyplatonsk farvede kommentarer til nogle af Aristoteles’ værker (som byggede på unøjagtige oversættelser til arabisk fra græsk, oprindelig foretaget af kristne syrere i det 9. århundrede) og hans syn på fornuftens rolle i den filosofiske tænkning – om han også udstrakte fornuftens brug til at gælde koranens åbenbaring er omdiskuteret – vandt en vis udbredelse i Europa, bl.a. ved universiteterne i Padua og Paris. Men det blev ikke nogen varig indflydelse. Den litterære og filosofiske græsk-romerske kulturarv var ikke ”glemt” i Konstantinopel (Byzans) og det øvrige Europa, som sagnet går, men bevaret, læst og kommenteret på. Der fandtes glimrende oversættelser fra de græske grundtekster til latin i Europa lang tid før de kristne lærdes oversættelser til arabisk i Mellemøsten i 800-tallet, bl.a. i Italien ( Sicilien) og andre steder i Europa på de kristne klostre (f. eks. abediet Mont Saint-Michel). Først da disse nøjagtige oversættelser af hele det aristoteliske værk blev bredere studeret, fik Aristoteles sin egentlige betydning for den videnskabelige og teologiske tænkning i skolastikken i højmiddelaldren.

 

De to fremtrædende jødiske tænkere Gabirol (1021-1070)og Maimonides (1135-1204), som Sabih også nævner, skrev nogle berømte værker, også nyplatonsk inspirerede, som fik stor betydning for jødiske tænkning, men også fik udbredelse i det kristne Europa og via jøden Spinoza kan siges at have haft en vis indflydelse i oplysningstiden. Om alle tre tænkere gælder det imidlertid, at de havde svære vilkår i Al-Andalus. Gabirol vandrede rundt i Al-Andalus på flugt fra forskellig forfølgelse, for tilsidst sandsynligvis at være blevet myrdet. Averroës ragede uklar med de islamiske retslærde og endte sine dage som landflygtig i Nordafrika og måtte lide den tort at se sine bøger brændt på torvet i Fes. Maimonides flygtede også rundt med sin familie efter jødeforfølgelser i Córdova og endte tilsidst i landflygtighed i Fes, hvor talrige jøder i 1165 blev henrettet, og Maimonides formentlig blev tvangskonverteret til islam. Familien flygtede videre til Ægypten, hvor Maimonides blev Saladins hoflæge. Ingen af de tre fik nogen som helst betydning for islam.

 

 

Den saltvandsindsprøjtning, som bekendtskabet med den rige græske kulturarv gennem de kristne oversættelser til arabisk havde betydet for islamisk tænkning, forblev en kortvarig parates i den muslimske verden. I Mellemøsten havde den kendte teolog og filosof Al-Ghazali(1058-1111) været optaget af aristotelisk logik, men slog helt om, vendte filosofien ryggen, forkastede fornuften og fastholdt alene den bogstavtro læsning af koranen og underkastelsen under den guddommelige åbenbaring. Al-Ghazali vandt kampen mod sine opponenter. Med ham blev ”døren” for altid lukket ind til rationel filosofisk nytænkning. En ulykke for den islamiske verden.

 

Den tabte erindring

 

Man kan roligt sige, at det kun var takket være europæisk (og jødisk) nysgerrighed og åbenhed for nytænkning, at kendskabet til disse andalusiske tænkere er bevaret. I den muslimske verden synes der overhovedet ikke at have været nogen interesse for, endsige erindring om, ”den gyldne tidsalder” i Andalusien og dens ”banebrydende betydning” for oplysningstiden i Europa. Det var først noget man opdagede i det 19.århundrede, efter at myten blev skabt i Europa. Det afstedkom til gengæld, at sammensværgelsesteorier opstod om, at de europæiske imperialister med vilje (af misundelse?) havde skjult denne storslåede sandhed for muslimerne. I vore dage er fortællingen om det fantastiske Andalusien en del af ethvert muslimsk barns skolelærdom. Og der ofres enorme summer af petrodollars på at udbrede denne lykkelige viden overalt på europæiske og amerikanske universiteter.

 

 

En ideologisk mission

                                                                                                                     

Om alt dette ikke et ord i Steen Nørskovs og Joshua Sabihs udsendelse om Al-Andalus. Da man dårligt kan forestille sig, at de to herrer ikke har kendskab til den eksisterende solide kritik af  ”myten om det paradisiske Andalusien”, må der være en meget god grund til ikke at nævne kritikken. Hvad kunne det mon være?      Nærliggende er det, at inde årsagen i det betændte miljø, som har udviklet sig på utallige vestlige universiteter, hvor en ”politisk korrekt” multikulturel agenda og rehabilitering af islam som ”fredens religion” har fået lov til at dominere islamforskningen. Her har netop den ”andalusiske myte” været omfattet af en særlig øm kærlighed, fordi den kan bruges til at understøtte den ideologiske mission for et fremtidigt multikulturelt samfund, hvor alverdens brogede mangfoldighed lever sammen i tolerance, fred og fordragelighed. Omvendt er opponenter, som har punkteret det glade budskab med henvisning til de barske historiske realiteter, hurtigt blevet udgrænset med skældsord som islamofober, kulturelle racister, chauvinister eller ”orientalister”. Det sidste er en henvisning til den nu afdøde palæstinensiske litterat Edward Saids bog ”Orientalisme” (1978), hvori han rettede en voldsom kritik mod klassisk europæisk islamforskning, som han anklagede for ”orientalisme”, dvs gamle, hvide mænds imperialistiske, eurocentriske og nedladende automattænkning om islam og Orienten. Saids værk er for længst blevet udhængt, som det sjuskede, dilettantiske makværk, det er, demonstrerende en mageløs uvidenhed om europæisk islamforskning, bl.a. af  Robert Irwing (seniorforsker ved School of Oriental and African Studies, London University) i bogen ”Af begær efter viden”(udg. på dansk 2006). Ikke desto mindre bruges Saids bog stadigvæk som standardværk og et slags ”sandhedsvidne”, for ikke at sige kultklassiker, på vestlige universiteter – også i Danmark. Hvem ønsker sig nu ramt af en Edward Saids prædikater? For slet ikke at tale om de konsekvenser det har i de studiemiljøer, man færdes i, og de venskaber man slutter, ikke mindst blandt muslimske studerende og forskere. Hvem ønsker sig udelukket af ”de godes”selskab? Enhver kritik af islam kan desuden resultere i, at knyttede venskaber til fremtrædende imamer og lærde i Mellemøsten går i stykker, og at det bliver for farligt for forskere i det hele taget at rejse til Mellemøsten. Det er alvorligt. Det samme gælder naturligvis for journalister!

 

 

Endelig skal tilføjes, at det er vanskeligt for opponenter til politisk korrekt forskning i islam at opnå anerkendelse af speciale – eller Ph.d. projekter, der går imod den politiske modestrømning, for ikke at tale om at opnå embeder ved universiteterne. Ved de universiteter i Vesten – og dem er der mange af, som modtager rigelige pengemidler fra mellemøstlige oliestater, er det plat umuligt at udføre forskning, som går imod en mellemøstlig agenda.*)

 

 

Sammenfattende kan siges om Steen Nørskovs og Joshua Sabihs udsendelse om ”Al-Andalus”, at den er et skoleeksempel på det fænomen, som kaldes ”præsentisme”, hvilket vil sige, at fortiden bliver genfortolket i lyset af en nutidig agenda. Nørskov stiller ikke et eneste kritisk spørgsmål og kommer derved til at give lytterne et stærkt vildledende billede af de historiske forhold. For at sige det med islamforskningens”grand old man”, Bernard Lewis’ ord: ”Det er fuldkommen naturligt og normalt, at en historiker stiller spørgsmål til fortiden ud fra i hans egen tid…men det er helt utilladeligt, når forhold i ens egen tid også vil give svarene.”

 

 

*) Eksempler på hvordan petrodollars har kompromitteret islamforskning på vestlige universiteter kan interesserede læse mere om i bøger af f.eks. Giulio Meotti:”Islam Buys Out Western Academia ” og Martin Kramer: ”Ivory Towers of Sand: the Failure of Middle Eastern Studies in America”.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ