Påsken var fredelig og begivenhedsløs på den hjemlige politiske front. Alligevel oplevede vi politisk dramatik.
Den kom i form af den tyrkiske folkeafstemning, som gav præsident Erdogan en række diktatoriske beføjelser.
Det berører os, fordi vi har en stor tyrkisk indvandrerbefolkning.
Det berører os, fordi Tyrkiet er allieret med Danmark især i NATO, og fordi landet er en vigtig aftalepartner for EU.
Og det berører os, fordi flertallet for den ny forfatning blandt tyrkerne i Danmark udstiller, hvor naive mange politikeres forestillinger om integration har været.
Midt i den fredelige påske blev det danske samfund ramt af et tredobbelt politisk chok fra den tyrkiske folkeafstemning.
Erdogans sejr
Præsident Erdogan vandt ikke nogen særlig overbevisende sejr ved folkeafstemningen. Selv om han på det groveste havde knægtet oppositionens ytringsfrihed, var hans flertal kun lige til øllet.
Måske vandt han kun, fordi der blev lavet valgsvindel – blandt andet med stemmekortene.
Samtidig drog han nytte af, at de tyrkiske indvandrere i Europa gav en større støtte til hans autoritære og islamiske forfatning end befolkningen derhjemme. Over 60 procent af de tyrkiske indvandrere i Danmark stemte således ja.
Men Erdogan vandt altså. Det er den politiske realitet. Og den rummer en vigtig lære for os i Danmark.
Det første chok
For det første lærer vi, hvor meningsløst begrebet ”integration” er blevet brugt herhjemme.
Mange har opfattet de tyrkiske indvandrere som ret velintegrerede. En del af dem har for eksempel et arbejde.
Men kendsgerningen er, at deres samfundsværdier i mange tilfælde adskiller sig stærkt fra de danske. Det viste folkeafstemningen.
Snart kan vi måske se de tyrkiske indvandrere i Danmark støtte Erdogan, når han indfører dødsstraf.
Mange forestillinger om integration klaskede sammen i påsken. Det var det første chok.
Det andet chok
Den tyrkiske udvikling berører os også, fordi Tyrkiet er en nær allieret og aftalepartner for Danmark og EU. Vi er sammen i NATO. Vi har en asylaftale, som EU – især Angela Merkel – lægger stor vægt på.
Samtidig river Erdogans sejr os ud af en anden illusion:
Danmark og resten af Vesten fik bidt sig fast i troen på, at vi styrede verden. De andre var simpelt hen nødt til at tilpasse sig vores værdier og måder at gøre tingene på, mente vi.
Men Erdogan viser, at det er nye tider. Han laver sine egne regler. Og han satser på, at Vesten lever med dem, fordi man har brug for ham som allieret.
På et tidspunkt vil Angela Merkel da også begynde at sende forsonlige toner til den tyrkiske tyran. Ikke mindst, fordi EU ikke har viljen og styrken til at håndtere sine egne asylproblemer.
Dette mønster gav påsken et klart indtryk af. Det var det andet chok.
Det tredje chok
Situationen har ikke kun givet os et ubehageligt billede af Erdogan. Den har også givet os et ubehageligt billede af den naivitet og politiske korrekthed, der har præget den danske udvikling.
Vi har åbnet for en indvandring, som er fuldstændig uholdbar for det værdifulde samfund, som vi har bygget op. Herunder en omfattende indvandring af tyrkere.
Mange politikere og meningsdannere har tiljublet denne udvikling i deres politisk korrekte holdning. De har sendt grove beskyldninger mod mennesker, der holdt hovedet koldt og advarede mod udviklingen – de var ”racister”, ”fremmedhadere” osv.
De danske tyrkeres ja til Erdogans forfatning i påsken mindede os om de skader, denne holdning har anrettet. Det var det tredje chok.
Nu presser en folkevandring fra andre lande end Tyrkiet på. Lande, der står os endnu fjernere. Dette pres er kun lige begyndt. Det kan give os flere og større chok, hvis naivitet og skønsnak ikke skiftes ud med fuld realisme og handlekraft.
