De er en plage for både de københavnske borgere og turister
De driver omfattende tiggeri og tricktyverier. De forretter deres nødtørft på fortove og offentlige pladser, og deres lejre er ét stort svineri og udgør en sundhedsfare dem, der skal rydde dem.
Det er de rumænske romaer, der er tale om.
I tirsdags den 6. juni ryddede Københavns Politi tre af deres lejre i det indre København ved henholdsvis Ørstedsparken, Sankt Johannes Kirke og Vor Frue Kirke.
I alt 22 personer, alle rumænere, blev anholdt og har fået en bøde på 1.000 kroner for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Atten af dem blev løsladt, medens politiet via Udlændingestyrelsen undersøger, om der er grundlag for at udvise de resterende fire.
Vil målrettet rydde romalejrene året ud
Hver gang en romalejr bliver ryddet, opstår der blot en ny.
”Men vi vil året ud gå målrettet efter dem,” lyder det i en pressemeddelelse fra vicepolitiinspektør Jacob Søndergaard, udlændingekontrolsektionen i Københavns Politi.
Den logiske løsning ville være at udvise dem, men da de som rumænere er omfattet af EU’s opholdsdirektiv, har de ret til at opholde sig i blandt andet Danmark i tre måneder.
Som en mulig løsning på problemet er regeringen nu ved at fremsætte et lovforslag, der giver domstolene mulighed for at fængsle romaer i op til to uger for tiggeri og ophold i ulovlige lejre.
Nu vil DF løse problemet én gang for alle
Men den løsning er utilstrækkelig, mener Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen.
”For østeuropæere er ophold i et dansk fængsel ren luksus, som ikke afskrækker nogen,” siger Martin Henriksen til Den Korte Avis og fortsætter:
”Når regeringens forslag skal til behandling i Folketinget her inden sommerferien vil vi derfor fremsætte et ændringsforslag, således at alle romaer vil blive udvist, efter at de har udstået deres fængselsstraf.”
Det skulle gerne løse problemet én gang for alle, lyder det fra Martin Henriksen.
Tidligere roma-forslag blev nedstemt i Folketinget
Det er ikke første gang, Dansk Folkeparti forsøger at skaffe flertal i Folketinget i spørgsmålet om romaernes hærgen i København.
I januar i år blev et forslag om at gøre det lettere for politiet at kontrollere romaernes EU-tilladte opholdstid på tre måneder i Danmark stemt ned i Folketinget
Forslaget gik i al sin enkelthed ud på, at det skulle være op til hver enkelt roma at dokumentere sin indrejsedato i modsætning til nu, hvor det er politiet, der skal bevise, at opholdstiden på de tre tilladte måneder eventuelt er overskredet.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) afviste på regeringens vegne dengang forslaget med den begrundelse, at det ville være i strid med EU’s opholdsdirektiv.
”Direktivet sætter klare grænser for, hvilken dokumentationer myndighederne kan forlange af en EU-borger,” lød det fra Inger Støjberg, som fortsatte:
”Det vil derfor være i strid med opholdsdirektivet at indføre en regel om, at EU-borgere skal medvirke aktivt til at dokumentere deres lovlige ophold ved for eksempel at stille krav om dokumentation for indrejsetidspunktet.”
Og den forklaring henholdt de øvrige partiers ordførere inklusive Socialdemokratiets Dan Jørgensen sig til.
Men nu vil Mette Frederiksen udfordre EU-systemet
Under Folketingets afslutningsdebat den 31. maj lød der imidlertid nye toner fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.
På et spørgsmål fra Kristian Thulesen Dahl (DF) om, hvorvidt Socialdemokratiet i modsætning til tidligere ville være indstillet til at være med til at finde en løsning på roma-problemet, svarede Mette Frederiksen afslutningsvis:
”Der skal være to tempi: Ét hvor man helt konkret nu rykker ind i København og sørger for at få genoprettet fred og ro, og to: Hvor vi bliver nødt til at udfordre EU’s regler på det her område.”
Hvad Mette Frederiksen konkret mente med at udfordre EU-reglerne blev aldrig præciseret.
”Men nu vil det jo vise sig, hvor seriøst Socialdemokratiet mener det, når vores ændringsforslag om at udvise dømte romaer skal til behandling i Folketinget,” lyder det fra Martin Henriksen.
Han mener i øvrigt ikke, at hverken regeringen eller Folketingets flertal denne gang kan dække sig ind bag opholdsdirektivet.
”Der vil jo være tale om dømte kriminelle,” så jeg kan ikke se, hvor indvendingerne skulle være, understreger Martin Henriksen.