På Socialdemokratiets kongres kom partiets formand Mette Frederiksen med et forslag om, at der blev lavet ”en bred politisk aftale” på udlændingeområdet.
En sådan aftale skal omfatte Socialdemokratiet, SF og blå blok.
Mette Frederiksen kom med et lignende forslag for to år siden på sin første kongres som partiformand.
Dengang blev det afvist af de andre partier med Venstre og Dansk Folkeparti i spidsen.
Nu siger de samme partier nej igen.
De kan ikke bruge forslaget til noget. De mener, at det først og fremmest skal tjene til at løse Mette Frederiksens egne problemer med at få sit parti med på en stram udlændingepolitik.
Det har de ret i.
Et forlig vil binde alle
Hvis man laver et bredt forlig om udlændingepolitikken, vil de involverede partier være bundet.
Man kan ikke bare løbe fra et forlig, hvis der opstår en ny situation. Man kan først træde ud af det efter et valg – og kun, hvis man varsler sin udtræden før valget.
Sådan er spillereglerne på Christiansborg.
Med et forlig kan Mette Frederiksen altså forhindre, at de andre partier går længere, end hun bryder sig om.
Det vil Dansk Folkeparti og Venstre ikke være med til.
Frederiksens problemer med baglandet
Mette Frederiksen vil gerne have de andre bundet, fordi hun har problemer med sit eget bagland i udlændingepolitikken.
Hun og gruppeformand Henrik Sass Larsen har drejet Socialdemokratiets kurs ganske betragteligt. Nu frygter de, at partiets bukser kan revne, hvis Dansk Folkeparti og Venstre lægger op til at stramme mere.
Omvendt kan en del vælgere gå til Dansk Folkeparti, hvis Socialdemokratiet igen ’falder bagud’ i udlændingepolitikken.
Derfor vil Mette Frederiksen gerne have alle parter låst fast i en bred aftale.
Men det vil Lars Løkke/Inger Støjberg og Kristian Thulesen Dahl ikke. De vil have frie hænder til at foreslå nye stramninger i udlændingepolitikken – i takt med, at problemerne tårner sig op i den virkelige verden.
De ser Mette Frederiksens forslag som en rent taktisk manøvre, der afslører, at hun har problemer med en del af sine egne og vil berolige dem.
Kritik på kongressen
På Socialdemokratiets kongres var der da også kritiske røster, der mente, at partiet gik for langt i en strammerkurs.
Det lykkedes for ledelsen at få begrænset denne opposition til spørgsmålet om kvoteflygtninge, hvor man fandt en kompromisformulering.
Men det rumler hist og pist. Når Mette Frederiksen talte om stramninger i sin afsluttende replik, blev det heller ikke modtaget med den stormende applaus, som man ellers hyppigt hører på S-kongresser.
Så Mette Frederiksen vil gerne have ro på i udlændingepolitikken.
Kan bukserne holde?
Det får hun dog ikke.
Der vil også fremover være et enormt migrantpres på Europa. Danmark vil få hårdt brug for at foretage yderligere stramninger.
Med al respekt for den kursændring, Mette Frederiksen har foretaget, kan man ikke lade hendes interne problemer afgøre, hvilken politik der skal føres.
Specielt Kristian Thulesen Dahl vil presse på for at gå videre. Mette Frederiksen vil bestræbe sig på at følge med – og så bede til at bukserne holder.
Det kommer næppe bag på hende og Henrik Sass Larsen, at de andre afviser forslaget om et bredt forlig.
Men nu kan de i hvert fald sige til deres partifæller, at de har forsøgt.
