Hvad i alverden havde Liberal Alliances leder Anders Samuelsen forestillet sig?
Han og hans parti kravlede endnu engang op i et stort træ under forhandlingerne om finansloven. Nu kommer Samuelsen så kurrende ned ad træet igen.
Han har kun fået et lillebitte figenblad til at skjule sit nederlag. Et forudsigeligt, tåbeligt og ydmygende nederlag.
Situationen er en belastning for hele regeringen. Det giver jo et temmelig uheldigt indtryk, at Lars Løkke og Anders Samuelsen er del af den samme regering, men de holder hver deres pressemøde.
Utroværdig trussel
Under forhandlingerne mellem de blå partier truede Liberal Alliance med at stemme imod finansloven, hvis der ikke inden den endelige afstemning var indgået en skatteaftale.
Men den trussel var fra starten fuldkommen utroværdig.
Det ville være helt uhørt, hvis et regeringsparti stemte imod regeringens egen finanslov. Konsekvenserne ville være uoverskuelige for blå blok og Liberal Alliance selv.
Hvis finansloven blev stemt ned, ville Lars Løkke være nødt til at gå af. Han kunne udskrive folketingsvalg, eller han kunne åbne for en dronningerunde, hvor muligheden for en ny regering blev undersøgt.
Det ville være et regulært sammenbrud for blå blok.
Det var umuligt at se, hvad Samuelsen kunne opnå ved at udløse denne situation. Netop derfor var hans trussel tom.
Hvorfor kravlede Samuelsen op i træet?
Både den resterende regering og Dansk Folkeparti nægtede at hoppe på den.
Kristian Thulesen Dahl gjorde det klart, at han ikke ville forhandle en skatteaftale færdig, før han var sikker på at få betydelige indrømmelser i udlændingepolitikken.
Og Lars Løkke gjorde det klart, at han hverken kunne eller ville tvinge Dansk Folkeparti til at indgå en skatteaftale før tredjebehandlingen af finansloven.
Havde han forsøgt på noget sådant, ville Dansk Folkeparti selvfølgelig sætte hælene i.
Alt dette var helt forudsigeligt. Enhver kunne se, at Samuelsens trussel ikke kunne virke. Enhver kunne se, at den måtte ende med et nederlag.
Hvorfor fremsatte han den så? Hvorfor kravlede han op i træet?
Det lillebitte figenblad
Det er svært at få øje på nogen rationel begrundelse.
Måske var det en slags trodsighed, som man ikke kan bruge til noget i politik.
Måske var det et behov for at spille stor og stærk, som man heller ikke kan bruge til noget i politik – og da slet ikke, når man hverken er stor eller stærk.
Kendsgerningen er i hvert fald, at Anders Samuelsen og Liberal Alliance nu står afklædte tilbage.
Det lillebitte figenblad, som de har fået til at dække sig med, er en ny deadline for forhandlingerne:
Løkke og Samuelsen er blevet enige om, at denne deadline skal være 31. januar.
Hvis forhandlingerne ikke er afsluttede til den tid, så … så… ja, hvad sker der så egentlig?
Hvad nu, hvis forhandlingerne er i rigtig god gænge den 30. januar, men Kristian Thulesen Dahl insisterer på, at det kræver lidt flere dage at nå et tilfredsstillende resultat?
Skulle man så afbryde forhandlingerne? Selvfølgelig ikke.
Nøglen til forlig ligger i udlændingepolitikken
Finansloven bliver nu vedtaget den 22. december. Socialdemokratiet og sikkert også andre vil ligeledes stemme for den – for det er parlamentarisk kutyme, når regeringen selv står samlet.
Men så skal der findes en afklaring på de andre store emner.
Nøglen til et stort forlig ligger i det politiske indhold. Den ligger først og fremmest i udlændingepolitikken.
Dansk Folkeparti vil kun lave en skatteaftale, hvis man har opnået betydelige resultater i udlændingepolitikken.
Dette er den parlamentariske realitet. Det var det i går. Det er det i dag. Det vil det være i morgen.
Regeringen er afhængig af Dansk Folkeparti. Hvis man ikke kan få Dansk Folkeparti med, får man ingen store forlig – udover den finanslov, der nu bliver vedtaget.
Ingen forklaringer og ingen trusler fra Anders Samuelsen kan ændre på dette.