Østre Landsret har ifølge Ritzau frifundet en libaneser i en sag, der drejer sig om mennesker på såkaldt tålt ophold. Manden har været straffet for groft sexovergreb på børn og narkohandel.
Tålt ophold bruges blandt andet i forhold til kriminelle, der ikke kan udvises, fordi de risikerer dødsstraf eller tortur i deres hjemland.
Libaneseren blev i 2009 pålagt meldepligt flere gange om ugen i Center Sandholm. Han har også været pålagt opholdspligt på Center Sandholm.
Men 17. januar i år afsagde Højesteret kendelse om, at disse krav siden 2013 havde været i strid med menneskerettighederne.
Nu har Østre Landsret så afgjort, at manden ikke skal straffes for, at han overtrådte sin meldepligt fra 2013. Fordi denne meldepligt altså stred mod menneskerettighederne.
Det venlige Danmark
Sagen viser, hvor venligt det danske retssystem behandler en børnemisbruger og narkohandler, der slet ikke burde være her i landet.
Libaneseren fik i 2005 en dom på 8 års fængsel og udvisning af Danmark i en narkosag. Allerede i 2009 fik han dog prøveløsladelse, så han kunne forlade fængslet.
Han burde selvfølgelig have været udvist. Men det lykkedes ham altså at overbevise det danske retssystem om, at han risikerede dødsstraf og/eller tortur, hvis han blev sendt af sted.
Så han fik lov at blive og belaste det danske samfund.
Forbryderens familieliv
For dog at have snor i ham skulle han melde sig regelmæssigt på Center Sandholm.
Men i sin skelsættende dom fra 17. januar i år fastslog Højesteret, at de danske myndigheder ikke havde ret til at blive ved med at fastholde denne meldepligt.
Ifølge Højesteret burde meldepligten højst være opretholdt i 3 år og 11 måneder. Ellers var den ude af proportion, lod man forstå.
Der blev i den forbindelse henvist til, at libaneseren havde kone og to børn i Aarhus. Det krænkede hans menneskerettigheder, at han skulle han skulle være væk fra dem for at melde sig i Sandholm.
Samtidig henviste man til, at myndighederne vidste, hvor manden opholdt sig.
Forbryderen skal jo ikke behandles som en forbryder
Libaneseren har begået grove forbrydelser mod danske borgere og mod det danske samfund. Og det danske samfund har indvilliget i at hænge på ham, fordi der er en påstand om, at han vil være i livsfare i Libanon.
På den baggrund kunne man synes, at det var almindelig sund fornuft, at manden ikke havde alt for megen bevægelsesfrihed og behagelighed under sit ophold.
Men den udenlandske forbryders rettigheder går forud for samfundets behov for at uskadeliggøre forbryderen og helst ’hjælpe’ ham ud af landet.
Nu kan manden se frem til en god tilværelse i Danmark uden irriterende indgreb fra myndighederne.
Det kan jo ikke være meningen, at man behandler en forbryder, der ikke hører hjemme i Danmark, som en forbryder, der ikke hører hjemme i Danmark …
Og nu er han altså blevet frikendt for, at han trodsede den meldepligt, som myndighederne pålagde ham. For i tilbageblik har man fundet ud af, at denne meldepligt stred mod menneskerettighederne.
Hvad er der sket med ofrene?
Højesterets dom fra 17. januar betyder, at også andre udenlandske forbrydere på tålt ophold får en lettere tilværelse i Danmark.
Desværre melder historien ikke noget om, hvordan det går med de daværende børn, som libaneseren begik grove sexovergreb på.
Måske har de det ikke så godt. Men det vil sikkert være en glæde for dem at høre, at gerningsmandens menneskerettigheder bliver plejet efter alle kunstens regler.
