Europæiske politikere ser med bekymring på den voksende folkelige mistillid til det etablerede politiske system. En mistillid, der blandt andet har givet nye indvandringskritiske partier vind i sejlene.
Statsminister Lars Løkke Rasmussens nytårstale var også præget af denne bekymring. Blandt andet med advarsler om, at ”vi kan ikke bygge mure mod verden”.
Men de etablerede politikere går ofte fejl af den tillidskrise, som er tydelig.
National kontrol med asylstrøm
Når mange vælgere reagerer kritisk, er det ikke, fordi de har fået sære ideer. Det er, fordi de ikke synes, at de etablerede politikere løser de problemer, som for dem er vigtige.
Vælgerne kræver for eksempel skrap national grænsekontrol og styring af asylstrømmen, fordi EU har vist sig helt ude af stand til at løse den opgave.
I øvrigt har den danske regering selv indført en midlertidig national grænsekontrol, som den ønsker at forlænge til februar.
Det eneste, der kan fjerne den folkelige mistillid er effektive løsninger på konkrete, påtrængende problemer.
Det værste, politikerne kan gøre, er at holde fine taler, som ikke holder i det virkelige liv.
Smukke ord og store planer
Det var for eksempel det, man gjorde i marts 2016, da man lavede den såkaldte trepartsaftale mellem regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne.
Her formulerede man smukke ord og store planer om at bringe flygtninge i arbejde, blandt andet med en ny form for uddannelse af flygtninge (IGU). Men resultaterne har været yderst sparsomme.
Flygtningene er slet, slet ikke det bidrag til at øge den danske arbejdsstyrke, som visse røster har givet udtryk for.
I massivt omfang bliver flygtningene hængende på offentlig forsørgelse. Betalt af de danske skatteydere. Samme mønster ses i andre lande.
Det fører til mistillid i befolkningen og skærper helt naturligt ønsket om en stram styring af tilstrømningen.
Nedslående tal
Dansk Arbejdsgiverforening har netop offentliggjort en analyse af, hvordan det går med at få flygtninge og familiesammenførte til flygtninge i arbejde.
Det korte svar er: Det går rigtig skidt. Og det er faktisk gået stadig dårligere.
I 2010 havde kun 6 procent af flygtningene et job efter et halvt års ophold. Efter et års ophold var dette tal blot steget til 8 procent.
For flygtninge og deres familiesammenførte, der er kommet hertil senere, ligger tallene faktisk langt lavere endnu.
For flygtninge og deres familiesammenførte fra Eritrea, der fik opholdstilladelse i 2014, er tallet ligefrem nul. De er overhovedet ikke kommet i job på danske virksomheder inden for det første 1,5 år.
Intet tyder på, at trepartsaftalen fra foråret for alvor vil rette op på dette mistrøstige mønster.
Motivationsproblemer
Dette er i sig selv et argument for en stram styring af tilstrømningen. Integrationen fungerer særdeles dårligt, også når det gælder arbejdsmarkedet.
Det er samtidig et argument for at bruge økonomiske midler til at få flygtninge i arbejde. Østeuropæerne kan jo uden videre selv finde ud af at finde sig et arbejde. Det samme bør være tilfældet for flygtninge.
Regeringen har taget et skridt i den retning med integrationsydelsen. Men man er nødt til at skabe en stærkere motivation hos flygtningene til at tage sig et arbejde. For der er et motivationsproblem.
I oktober 2015 udtrykte Eskild Dahl, der har mange års erfaring med integrationsarbejde i Mjølnerparken på Nørrebro, det således:
”De ser kontanthjælpen som penge, de får under alle omstændigheder, og arbejdet som en straf, der kommer bagefter, med mindre man finder en måde at undgå det på.”
Det er op til politikerne at finde konkrete, effektive løsninger på disse problemer.
Skønsnak vil kun øge vælgernes mistillid.
http://www.agenda.dk/2016/12/flygtninge-i-job/
http://ekstrabladet.dk/nationen/integrationschef-flygtninge-ser-arbejde-som-en-straf/5766077
