I debatten hører man ofte, at integration kun har med økonomi og jura at gøre. Hvis bare indvandrerne får arbejde, og hvis bare de overholder lovene og bekender sig til de demokratiske principper, så skal alt nok gå. Men det er en fejl. For det er indvandrernes kultur, der betinger, om integrationen lykkes.
Selv om der er stor blindhed over for kultur blandt politikere og akademikere, så ved vi faktisk meget om kulturens betydning. En i den sammenhæng uhyre vedkommende bog for samfundsdebatten herhjemme i Danmark er kulturforskeren Kasper Støvrings bog ”Sammenhængskraft” fra 2010.
Bogen gør op med selve hjørnestenene i den debat – at man stirrer sig blind på økonomi og jura og helt glemmer kulturens betydning for et samfund. Denne glemsel kan med rette undre, men kan netop skyldes at en udpræget fælles kultur i et land så (hidtil) homogent som Danmark, ubevidst går hen og bliver opfattet som en selvfølgelighed.
Nationens homogene kultur
Denne bog handler om hvor værdifuld – og undervurderet – dansk kultur er. Her menes ikke kultur i den forstand dom Politikens kultursektion diverterer med. Her menes ikke finkultur for de få, men hele folkets kultur forstået som de nedarvede sæder, vaner, værdier, skikke, dyder, normer osv. gennem tusind år. Denne kultur, forklarer forfatteren, kan netop være bindemidlet i et samfund, afhængigt af i hvor høj grad det er en fælles kultur.
For det danske folks vedkommende, har vi en meget udpræget fælleskultur – vi er (endnu) et ret homogent folk. Kasper Støvring kredser i bogen om hvorfor denne fælleskultur har langt større betydning for vor nations sammenhængskraft end jura, politik og økonomi. Han skriver: ” Nationen er ikke blevet til ved en sammenkomst af tilfældige individer, der rationelt har besluttet sig til at ”konstruere” fællesskabet i form af en social kontrakt”. Sådan er EU måske blevet til, men netop EU savner tydeligvis også sammenhængskraft.
Den snakkende klasses ”oikofobi”
Bogen trækker på mange af de store værker og forfattere indenfor samfunds- og historieskrivning, såsom Alexis de Tocqueville, Samuel P. Huntington, Allan Bloom og Christopher Lasch. Men den bidrager i høj grad selv med originale og tankevækkende betragtninger, og kan i dybde fuldt ud måle sig med de store værker.
F.eks. har bogen et rigt – og til dels nyt – ordforråd af betegnelser for den kulturblindhed, der i mange år har præget det danske etablisment indenfor medier og politik. Oikofobi er et af dem, en modsætning til xenofobi, og kommer af det græske ord oikos som betyder hjem. Oikofobi betegner angsten eller modviljen mod det hjemlige, det nære og intime. Oikofobi kommer velsagtens af den ældgamle ide om at ”græsset er grønnere på den anden side”. Nedgørelsen af det hjemlige som plumpt og kedeligt, og det fremmede som farverigt og underholdende, er besnærende og hvem kan sige sig fri for at have leflet for den slags i en periode af sit liv? Særligt de intellektuelle, den snakkende klasse, udsættes for denne fristelse.
De arbejder ved skrivebordet og har tingene på afstand. Netop afstanden bliver en kvalitet i sig selv og således også det fremmede. Fristelsen fra det fremmede kommer naturligt nok også af at de intelektuelle, som regel, læser mere om fremmede kulturer. Mange af dem holder ikke stand mod fristelsen og netop de intellektuelle lod sig i høj grad besnære af kommunismen og lader sig i dag besnære af mulitikulturalismen.
Fukuyamas forkerte antagelse
Et andet begreb er relativismen og relativisterne, der måske ikke ligefrem er bange for det hjemlige men som gør en dyd ud af at distancere sig fra det. Så er der universalismen der baserer sig på formodning om at modernisering og økonomisk udvikling gør verden ensartet. Den mest kendte universalist er nok Francis Fukuyama, der skrev den omdiskuterede bog Historiens Afslutning.
Den er fra 1992, altså lige efter jerntæppets fald og hævder at seriøse alternativer til demokratiet er forsvundet – at liberale demokratier fra nu af vil gå sejrsgang verden over. Men, skriver Støvring, grunden til at Fukuyama tog så grundigt fejl, var at han kun så på politiske alternativer til demokratiet. Han overså helt partikulære kulturers betydning, hvor f.eks. religion spiller en afgørende rolle. Han overså en ny tidsalder for den religiøse terrorisme.
Multikulturalisme medfører mistillid
Et ord som multikulti bringes også på bane i bogen – en slags bakterie eller gift for den tillid og sammenhængskraft der er så uhyre vigtig for et velfungerende samfund. Det forstår lande som Japan, Korea og Kina og det er måske netop derfor at de, og en voksende række af østeuropæiske lande, takker nej til at lade multikulti bakterien komme ind i landet. Derimod er vesteuropæiske lande som Frankrig, Tyskland og Sverige med deres mantra om at multikulturalisme skal fremmes, i færd med at masseimportere multikulti som et spændende krydderi, og tilsyneladende helt uden tanke for de langsigtede konsekvenser dette kan have for disse samfund som tolerante højtillidskulturer.
Nogle danske af den snakkende klasse, som Politikens Anders Jerichow, hævder sågar at vi slet ikke kan sige nej til multikulturalismen, som han nævner i flæng med globaliseringen. Men det er landene østpå som nævnt et modbevis på idet f.eks. Japan i årtier har undgået indvandring, uden af den grund at blive stævnet af FN-bureaukrater. Man kan i øvrigt sagtens omfavne globalisering uden at ville have noget som helst med multikulturalisme at gøre. Her er Kina det mest oplagte eksempel.
Kultur kommer før politik
Forfatteren går også i rette med liberalismen. Han skriver: ”..liberale værdier som frihed, åbenhed og lighed risikerer at føre til en nedbrydning af disse selvsamme værdier. Det sker, hvis disse værdier så at sige står alene, ubeskyttede af nationale loyaliteter og uden kulturel forankring.”
Bogen slutter af med et citat af filosoffen Roger Scruton: ”At forudsætte at den nationale ide på en eller anden måde skulle være fremmed for den liberale stat, er at overse at vores eksistens som politiske væsner ikke stammer fra staten, men fra sociale loyalitetssfærer, og at det er gennem en sådan loyalitet, at staten består.”. Med andre ord: Det giver først mening for den civile borger at være politisk, når der hersker en social og national loyalitetssfære altså når vi overhovedet kærrer os om vores naboer, medborgere og landsmænd. Det gør vi vel først for alvor når vi føler et værdifuldt fællesskab af uformelle normer der har dybe rødder.
Kort sagt: kultur kommer før politik. Hvis denne erkendelse kunne vindpas indpas hos vores elite, vores politikere og meningsdannere, så ville vi være godt på vej mod at løse de integrationsproblemer, vi har kæmpet med siden liberaliseringen af udlændingeloven i 1983.
