Efter det tyske valg den 24. september 2017 har den 63-årige forbundskansler Angela Merkel arbejdet på at danne en regering af CDU/CSU, De Frie Demokrater, FDP, og De Grønne. Forhandlingerne om en sådan Jamaica-regering (navnet kommer af de tre partiers farver – grøn, sort og gul – der også findes i Jamaicas flag) er dog meget vanskelige.
Ifølge det tyske nyhedsbureau, dpa, har det liberale og meget erhvervsvenlige FDP givet sig på de skatteløfter, partiet slog på tromme for i valgkampen. Nu accepterer partiet moderate skattelettelser og insisterer ikke på en samlet skattelettelse på 30-40 milliarder euro.
De Grønne har samtidig ladet forstå, at de måske ikke længere er helt så faste i kødet, når det gælder kravet om fuldstændig at forbyde benzin- og dieselbiler i Tyskland fra år 2030.
Det konservative parti CSU, søsterparti i Bayern til Merkels CDU, er ikke særlig medgørlig i forhandlingerne, og i Bayern giver man øjensynlig ikke meget for det, de to små partier kalder indrømmelser.
Der er imidlertid stadig nogle store knaster, der skal løses. Det gælder eksempelvis på migrantområdet, hvor CSU kræver, at Tyskland højest accepterer 200.000 flygtninge om året. Partierne er øjensynlig også er uenige om reglerne for familiesammenføring og andre elementer i udlændingepolitikken.
Energipolitikken
Men især er den tyske energipolitik en væsentlig knast i forhandlingerne.
Det forlyder, at mens De Grønnes har modereret bombastiske krav om et totalt forbud mod benzin- og dieselbiler fra 2030, er partiet stadig optaget af udfasningen af kul i den tyske energiforsyning.
Det er ikke kun i Tyskland, at kul er dæmoniseret i energiproduktionen. Men lige nu er det et særdeles kontroversielt spørgsmål i Tyskland, hvor Angela Merkel i regeringsforhandlingerne er under pres for at lukke de tyske kulkraftværker, hvoraf er baseret på brunkul, der er billige, men med store bidrag til Tysklands CO2-emissioner. Tyskland dækker omkring 40 procent af elproduktionen med kul – heraf godt 23 pct. med brunkul.
Selvom Angela Merkel på klimakonferencen COP23 i Bonn for nylig opfordrede til mere fart på klimakampen, er der rejst tvivl om, hvorvidt Tyskland kan nå målet om at skære CO2-udslippet med 40 procent i 2020. De Grønne har argumenteret for, at en væsentlig del af CO2-reduktionerne skal komme fra udfasningen af kul i Tyskland.
Merkel har dog ikke hidtil været villig til at love udfasning af det kritiserede tyske kulforbrug allerede inden 2030. For CDU/CSU spiller beskæftigelsen i kulindustrien, og de tyske virksomheders energiomkostninger en stor rolle. De Grønnes krav om reduktion i kulkraftproduktionen med 8-10 GW svarende til 10-15 pct. af kulkraftkapaciteten er afvist af CDU/CSU. Det forlyder, at CDU/CSU måske ville kunne acceptere en reduktion på 3-5 GW.
Det forlyder, at regeringsforhandlingerne den 16. november 2017 er gået ind i den afgørende fase, som enten ender med en ny regering – eller i tilfælde af fiasko – et nyt valg.
Kul i Danmark – over 70 pct. af energiforbruget dækkes af fossile brændsler
I Danmark har kulfyring også stadig betydning. Det er ikke mere end 20 år siden, at Danmark var uofficiel verdensmester i kulkraft. Hvis man i begyndelsen af 90’erne havde spurgt en medarbejder på Avedøreværket, Fynsværket eller på Vestkraft i Esbjerg, hvem der lavede de bedste kulfyrede kraftværker i verden, så vil svaret have været: Det gør vi!
Hvis man dengang havde spurgt i Energistyrelsen ville svaret formentlig have været det samme. Den danske teknik var uforlignelig, og de dengang nye danske kraftværker i 4-500 MW-klassen kunne bryste sig med en elvirkningsgrad på over 45 procent. Udenlandske værker opererede dengang typisk med elvirkningsgrader på under 40 procent.
Udover bedre økonomi gav den højere virkningsgrad også – alt andet lige – lavere emissioner af CO2, SO2, NOx m.v. Læg dertil ultramoderne røgrensningsudstyr og udnyttelse af overskudsvarmen i de store fjernvarmesystemer. Dengang – og det er stadig ikke mere end 20 år siden – var Danmark førende med hensyn til udvikling af anvendelse af kraftvarme, som betød, at udnyttelsesgraden i de kul, der blev fyret med, kunne nå op på 90 pct.
Væsentlig kulandel i el- og kraftvarmeproduktionen
I 2017 er de to mest anvendte fossile brændsler på danske kraftværker stadig kul og naturgas. I 1990 udgjorde andre brændsler end kul kun 8,7 pct. af det samlede brændselsforbrug. Andelen af andre brændsler end kul steg op gennem 1990’erne og udgjorde i perioden fra 2000 til 2010 ca. 40-53 pct.
I 2015 var kul faldet til 25,6 PJ eller 24,5 pct. af den samlede elproduktion. Hertil kommer naturgas, der tegnede sig for 6,5 PJ hvilket svarer til 6,3 pct. af elproduktionen. Olie og ikke-bionedbrydeligt affald tegnede sig for hhv. 1,1 PJ (1,1 pct.) og 2,7 PJ (2,6 pct.) af elproduktionen.
I Danmark samproduceres en stor del af den samlede el- og fjernvarmeproduktion. Produktionen af fjernvarme baseret på kul er faldet fra knap 50 pct. til i dag ca. 15 pct. Tilsvarende er andelen baseret på vedvarende energi – primært biomasse – steget fra omkring 20 pct. til i dag at dække knapt halvdelen af fjernvarmeproduktionen.
Knap 35 pct. af den samlede el- og kraftvarmeproduktion i Danmark dækkes således fortsat af fossile brændsler.
Det er også fortsat et faktum, at det samlede danske energiforbrug i 2015 på 756 PJ for 71,6 pct. vedkommende blev dækket af fossile brændsler og 28,4 pct. af vedvarende energi.
Mål om udfasning af fossile brændsler
Målsætningen er, at Danmark skal være helt fri for fossile brændsler som olie, kul og gas i 2050.
Ligesom i Tyskland er problemet med de ambitiøse klimamålsætninger, at opfyldelsen er forbundet med omkostninger for virksomheder og forbrugere. Kul er et billigt brændsel, der findes i rigelige mængder. Et ton kul koster godt 55 dollar og til fremstilling af 1 kWh medgår godt et halvt kilo kul. Prisen baseret alene på brændselsprisen er dermed på knap 3 cent per kWh.
Andre brændsler herunder vedvarende energi som sol og vind har svært ved at konkurrere med priser på det niveau, og derfor mødes kravet om udfasning af kul af skepsis i mange vækstøkonomier.
Det er derfor svært at bebrejde Kina og andre lande, som er i gang med at arbejde sig ud af fattigdommen, at de endnu ikke har opgivet kulkraftværker.
På klimakonferencen COP23 i Tyskland, har Storbritannien og Canada taget initiativ til en aftale om udfasning af traditionel kulkraft inden 2030. Den danske klimaminister underskriver torsdag den 16. november 2017 erklæringen, som ikke er juridisk bindende, men alligevel forpligter Danmark til at udfase eksisterende traditionel kulkraft inden 2030.
De øvrige 14 lande i anti-kulalliancen lande er: Storbritannien, Canada, Finland, Italien, Frankrig, Holland, Portugal, Belgien, Schweiz, New Zealand, Etiopien, Chile, Mexico og Marshall Øerne.
Nærmere om kulalliancen her.
