Hun brugte Islamisk Stats egen dumhed til at snyde dem – og slap væk

Nadia Murad /Twitter

Fanget i egen snare

Af Ricardt Riis

 

I det engelske magasin The Economist er der i denne uge en anmeldelse af en bog, der i nogen grad minder om den bog af Sara Omar, der nys er udkommet. Bogen hedder The Last Girl: My Story of Captivity, and My Fight against the Islamic State.Den er skrevet af Nadia Murad og Jenna Krajenski. Den fortæller om Nadia Murads skæbne.

 

Hun er yasidier, og hun og hendes familie blev ofre for IS’s fremmarch i Irak for to år siden. De mandlige medlemmer af familien blev skudt, de ældre kvinder ligeså, men de yngre kvinder blev solgt som sex-slaver på det dertil oprettede marked i Mosul, også Nadia Murad.

 

Der er sikkert mange flere ting, der kunne fortælles om, end de to ting, jeg her skal hæfte mig ved, men det får være. Det må være nok med disse to forhold.

 

For de fremkalder modsatte følelser hos mig. Den ene ting fremkalder en følelse af beundring for en muslimsk familie, den anden en følelse af skadefryd overfor muslimerne i IS.

 

Nadia blev i første omgang solgt til en dommer. Han brugte hende som sexslave, og det endte med, at hun forsøgte at flygte fra ham. Hun blev dog fanget og straffet for sin flugt. Derefter blev hun solgt til endnu en jihadist. Men også ham flygtede hun fra.

 

Og her sker der det mærkelige, at hun, da hun banker på en tilfældig dør i Mosul, bliver hjulpet. Det er en sunni-muslimsk familie, og ingen tvivl om det: det kan koste dem livet, hvis det bliver opdaget, at de har hjulpet en slave til friheden. De gør det dog alligevel.

 

Hvis nogen mindes Grundtvigs sang om kong Farao, vers 3, om kvinderne der rørtes ved synet af det lille barn, Moses i kurven på Nilen, så kan det være med god grund. Grundtvig synger om det:

 

Kong Faraos datter var bedre end han, 
hun havde dog hjerte i livet, 
hun kom som en dronning alt efter sin stand

og så, hvad sig rørte i sivet, 
hun sukked, hun så i den kølige seng, 
med blødende hjerte, den grædende dreng. 
Selv midt i Ægypten man finder 
til lykke dog hjerte hos kvinder.

Ja, det var vel overraskende at finde hjerte i livet hos kvinder i det ellers hårdhjertede Egypten dengang, men hos familien i Mosul var det ikke blot kvinderne, der havde hjerte i livet, det var også mændene. Og det er det, der er værd at bemærke. Det kan nok fremkalde beundring.

 

De blev klar over, at de måtte have hende ud af byen, det var for farligt for dem, hvis hun blev der. Og derfor kørte de hende ud af Mosul i en taxi under det påskud, at hun var gift med én af sønnerne i familien. Men da de kom frem til et check-point, så Nadia, at der var ophængt et billede af hende som efterlyst slave. Men her kommer så min anden reaktion på historien, og vi kan gå til Grundtvigs sang igen. Han synger i næste vers:

Læs også
BBC: Kilde siger, at den efterlyste tyrker fra Utrecht har været terrorist for Islamisk Stat

 

En søster ad drengen på timen sprang til, 
hun stod der på lur for det samme: 
»Befaler prinsessen, straks bringe jeg vil 
den lille ebræer en amme,« 
og knap Hendes Højhed fik jaet udsagt, 
før pigen var borte og moderen bragt. 
Når mænd er som dyrene vilde, 
til lykke er kvinderne snilde.

 

Og vi husker måske nok fra vor børnelærdom, hvordan kvindelist i dette tilfælde næsten var uden ende. Det var jo virkelig smart tænkt af Moses’ mor. Og i vor nutidshistorie er det givetvis mænd, der er vilde som dyr, sandt nok, men der er altså andre mænd, der er snilde som kvinderne på Faraos tid.

 

Man havde nemlig forsynet Nadia med en niqab, den hovedbeklædning, der skjuler ansigtet, og kun lader en smal stribe åben til øjnene. The Economist skildrer episoden:

 

Jihadisterne ved check-pointet var betænkelige ved at fornærme en af deres sunnimuslimske trosfæller ved at kræve, at han fik sin kone til at vise sit ansigt, så hun blev ikke genkendt.

 

Her vil min skadefryd næsten ingen ende tage. Her giver jeg fuldstændig los for al den hån og drillesyge, jeg bare kan mønstre overfor disse jihadister.

 

Ha, ha, her går de selv frem med strenge krav og forlanger, at kvinderne skal klæde sig på muslimsk vis, jo mere muslimsk, des bedre. Og se så, hvordan dette krav rammer dem i nakken som en boomerang: det havde de jo ikke tænkt på, at de med dette krav afskærer sig fra at kunne identificere de kvinder, der passerer deres check-points. De kan efterlyse dem, så meget, de vil, deres check-points bliver kun effektive, når de forlanger samtlige niqabs aftaget. Og det tør de ikke gøre, for så går det alligevel lidt for tydeligt imod deres egne krav til kvinderne.

 

Læs også
Tre partier siger nej til at lade Islamisk Stats tilhængere komme tilbage til Danmark

Ja, så sandelig, kvinderne (og mændene) var virkelig snilde her.

 

Begivenheden minder lidt – meget lidt – om det, det svenske politi har gjort i snart mange år. Man har udsendt efterlysninger af mistænkte ud fra overvågningsbilleder, men hver gang det af ansigtstrækkene alt for tydeligt fremgår, at der er tale om en indvandrer, har man pixeleret ansigtet, og derfor jo gjort selve efterlysningen meningsløs.

 

Men i sin store politiske korrekthed har det svenske politi ikke turdet gøre andet.

 

Sådan også her. Jihadisten ved check-pointet har i sin muslimske korrekthed ikke turdet gøre andet end lade enhver niqab-klædt kvinde slippe igennem. Og så var altså den omhyggeligt fremstillede efterlysningsplakat fuldstændig uden betydning, meningsløs indtil det latterlige.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…