Der har længe været hård kritik af de hjælpeorganisationer (NGO’er), der samler migranter op ud for Libyens kyst og sejler dem til Europa.
Hjælpeorganisationernes skibe sejler nu tæt ind under Libyens kyst. Dermed går de menneskesmuglernes ærinde, lyder anklagen.
Det betyder nemlig, at menneskesmuglerne sender masser af mennesker afsted i faldefærdige både, fordi de satser på, at hjælpeorganisationerne hurtigt samler dem op.
Sidste år anklagede Frontex, EU’s grænseagentur, organisationerne for reelt at gøre det lettere for menneskesmuglerne at skovle penge ind ved at sende folk over havet.
Lækkede dokumenter fra Frontex taler også om et tilfælde, hvor de kriminelle skulle have smuglet migranter direkte om bord på et af hjælpeorganisationernes skibe.
En anden beskyldning går på, at en organisation ved i hvert fald et tilfælde gav bådene med migranter informationer om, hvad vej de skulle sejle for at komme frem til NGO-redningsskibene.
Samarbejder direkte med smuglerne
En lignende beskyldning er kommet fra den italienske statsadvokat Carmelo Zuccaro fra Catania på Sicilien. Han har sagt til den italienske avis La Stampa:
”Vi har beviser for, at nogle hjælpeorganisationer samarbejder direkte med menneskesmuglerne.”
Det skulle blandt andet være sket ved at sende lyssignaler, der viser smuglerbådene vej frem til redningsskibene.
En oberst Tarek Shandoor fra den libyske kystvagt går et skridt længere:
Han hævder ligefrem, at NGO’erne direkte betaler menneskesmuglerne for at sende så mange migranter ud på havet som muligt, så redningsskibene kan hjælpe dem videre til Europa. (Mail on Sunday)
Foreløbig har han dog ikke leveret nogen dokumentation for sine påstande. Hjælpeorganisationerne afviser alle anklager.
Frustration i EU-landene
Men hos EU, der netop tilskynder Libyens kystvagt til at stramme kontrollen, er der tydelig frustration over organisationerne.
EU kæmper for tiden for at begrænse strømmen over Middelhavet.
Man mener med stor ret, at hjælpeorganisationerne bidrager kraftigt til at øge strømmen ved at gøre det lettere for menneskesmuglerne at sende folk afsted.
En million mennesker på vej
Uanset hvilket forhold NGO’erne har til smuglerne, så bidrager de i praksis til at forstærke migrantpresset på Europa voldsomt. Det mærkes specielt i Italien.
Ifølge IOM (Den Internationale Organisation for Migration) venter op mod en million mennesker fra arabiske og afrikanske lande for øjeblikket på at komme fra Libyen til Europa.
Efterretningskilder er blevet citeret for, at omkring seks millioner mennesker nærer ønske om at komme over Middelhavet.
Foreløbig er der i årets første fem måneder kommet mere end 60.000 migranter fra Libyen til Europa – 26 procent flere end i samme tidsrum sidste år. 1.200 er omkommet undervejs.
De fleste af disse migranter er ikke flygtninge. De jagter et bedre liv. Det er forståeligt. Men hvis de europæiske samfund ikke skal ødelægge sig selv, er de nødt til at bremse strømmen.
http://www.krone.at/welt/mittelmeer-libyen-fordert-rueckzug-der-ngos-schlepper-kontakte-story-573598