I Danmark findes der nu om dage en hel del mandspersoner med meget oppustede æresbegreber. Det fik en 37-årig mand fra Randers at mærke på den hårde måde tirsdag aften.
Manden gik sammen med to kammerater ind i 7-Eleven på Gl. Skivevej i Viborg. Det beretter viborgfolkeblad.dk.
Inde i butikken var der tre andre mænd, og den ene var i gang med at spise et eller andet.
Pludselig fik den spisende mand noget remoulade på overlæben, og det så tilsyneladende lidt komisk ud, så den 37-årige kom til at grine ad ham.
Det skulle koste ham meget dyrt.
For den spisende mand betragtede det åbenbart som en grov krænkelse af sin ære, at der blev grinet ad remoulade på hans overlæbe.
Faldt besvimet om
Da den 37-årige og hans kammerater forlod butikken stod de tre andre udenfor og ventede.
De truede den 37-årige, og så overfaldt de ham med slag og spark flere steder på kroppen.
Til sidst lykkedes det for den 37-årige og hans kammerater at stikke af. Men de nåede kun lige at løbe et par hundrede meter, inden det maltrakterede offer faldt besvimet om. Hans venner tilkaldte en ambulance.
Voldsmændene var fint kørende – vennerne fra Randers så dem stige ind i en Audi A6. De kunne give politiet dens registreringsnummer. Politiet kunne fortælle, at bilens ejer bor i Aalborg.
Der er ingen oplysninger om gerningsmændenes baggrund. De eneste holdepunkter er foreløbig deres tilsyneladende oppustede æresbegreber, deres voldelige tilbøjeligheder og den dyre bil.
Så kan man jo overveje, hvad man skal lægge i det.
Den 37-årige blev efter den uhyggelige episode kørt til Viborg Sygehus.