Cirka hver tyvende indbygger i Danmark er i dag muslim. I 2050 kan dette tal være ændret dramatisk, så hver syvende indbygger i Danmark vil være muslim. Det svarer til 1.1 millioner muslimer.
Disse tal blev tirsdag fremlagt af det anerkendte amerikanske analyseinstitut Pew Research Center. Pew afdækker udviklingen i hele Europa.
Konklusionen er klar: Europa bliver mere og mere muslimsk. Og det går stærkt.
Fortielse
En så omfattende tilstrømning af menneske med en helt anden kultur og helt andre samfundsværdier vil uundgåeligt skabe dybtgående forandringer i vores samfund.
Dermed er også sagt, at Pew-rapporten leverer en af de vigtigste nyheder i lang tid.
Alligevel er den blevet fortiet af stort set alle de etablerede medier i Danmark. Blandt andet DR, TV2, Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske.
Tilsyneladende mener de pågældende medier ikke, at danskerne skal have kendskab til den barske virkelighed, som rapporten afdækker.
For Journalistisk Venstreparti er det vigtigere at opdrage befolkningen til politisk korrekthed end at se virkeligheden i øjnene.
Pew giver et skøn for, hvor stor den muslimske befolkning i Europa vil blive frem mod 2050.
Tre muligheder
Rapporten understreger, at det er behæftet med betydelig usikkerhed. Den opridser tre mulige scenarier:
Det ene scenarie hedder stop for al muslimsk tilgang. Selv i dette tilfælde vil antallet af muslimer i Europa vokse betydeligt – fordi den muslimske befolkning er yngre og føder flere børn.
I det andet scenarie er der asylstop. Men muslimer vil komme til Europa som indvandrere. Det vil bringe andelen af muslimer i Danmark op på næsten 12 procent i 2050.
I det tredje scenarie vil den høje tilstrømning fra 2014-16 fortsætte i fremtiden. Det kan betyde, at hver syvende indbygger i Danmark (16 procent) vil være muslim i 2050.
I dette scenarie vil knap hver tredje i Sverige være muslim i 2050! Det samme vil gælde hver femte i Tyskland og Østrig (17.5 millioner muslimer i Tyskland).
Man kan forestille sig en mellemting mellem scenarie 2 og scenarie 3, så tallene ikke bliver helt så svimlende som dette. Men forøgelsen af den muslimske andel bliver i hvert fald stor.
Asylpolitik
Pew påpeger, at tilstrømningen til de enkelte lande hænger sammen med deres asylpolitik.
Langt de fleste flygtninge i Europa er muslimer (78 procent). Lande som Tyskland og Sverige har ført en yderst lempelig asylpolitik, og derfor vokser deres muslimske befolkning kraftigt.
Omvendt med østeuropæiske lande som Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet. De har ført en meget stram asylpolitik, og helt frem til 2050 står de til at få en beskeden muslimsk befolkning.
Hvis danskerne vidste …
Tallene fra Pew tyder på, at den danske asylpolitik slet ikke har været nok til at forhindre en kraftig vækst i andelen af muslimer.
Den stærke muslimske tilstrømning vil uundgåeligt presse den vestlige kultur tilbage. Dette kulturelle tilbagetog vil ændre vores samfund fundamentalt.
Hvis danskerne vidste dette, ville mange nok være utilfredse. Men stærke kræfter i vores samfund gør alt for at forhindre, at befolkningen får det at vide.
Det gælder således DR, TV2, Jyllands-Posten og Berlingske.
http://www.pewforum.org/2017/11/29/europes-growing-muslim-population/