39 dræbt og 69 sårede under terror mod natklub i Istanbul – gerningsmanden jages

Udskriv

1. Jan 11:17

Der meldes om 39 dræbte efter skudmassakre på natklub i Istanbul nytårsnat. 16 af ofrene er udlændinge.

 

Nytårsfesten på en natklub i Istanbul i Tyrkiet blev godt en time inde i det nye år forvandlet til et blodbad, da festglade gæster blev mejet ned af en – måske to – væbnede mænd.

 

Dødstallet søndag formiddag lå på 39. Af dem er 16 ifølge regeringen i Tyrkiet udlændinge.

 

Der er ikke meldinger om danskere blandt ofrene.

 

69 mennesker meldes såret på natklubben, hvor der var omkring 600 gæster, da skudsalver pludselig lukkede festen.

 

Det er ikke klart, hvem der stod bag udåden. Vidner siger, at det var en mand forklædt som julemanden, der skød løs på de festglade mennesker.

 

Læs også
21-årig og 18-årig anholdt i terrorsag i London – britisk avis kalder den ene for ‘flygtningebarn’ og hjem med plejebørn undersøges

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at blodbadet blev begået af en enkel person, der efterfølgende tog flugten.

 

På de sociale medier var der rapporter om, at der havde været flere om at dræbe de 39 mennesker. Manden i julemandskostumet skal have smidt det røde tøj, hvorpå han forsvandt.

 

Den tyrkiske avis Hurriyet citerer vidner for at sige, at gerningsmanden råbte noget på arabisk, inden han åbnede ild.

 

Inden han skød omkring sig på natklubben, dræbte han ifølge Reuters en vagt og en civil ved indgangen.

 

Suleyman Soylu, Tyrkiets indenrigsminister, siger, at myndighederne jager en gerningsmand.

 

Læs også
Islamisk Stat tager ansvaret for terror: Trusselsniveauet det højest mulige – angreb kan være nært forestående

Natklubben hedder Reina og er en af Istanbuls mest kendte steder at feste. Stedet er populært blandt såvel lokale som udlændinge.

 

Fra natklubben kan man se over Bosporus-strædet, der adskiller Europa og Asien i Istanbuls kosmopolitiske Ortakoy-distrikt.

 

Recep Tayyip Erdogan, Tyrkiets præsident, siger i en erklæring, at Tyrkiet agter at bekæmpe terrorgrupper, uden at han dog kommer ind på, hvem der kan stå bag blodbadet.

 

– De forsøger at skabe kaos, at demoralisere vort folk og destabilisere vort land med afskyelige angreb, der er målrettet civile. Vi vil bevare vore kolde hoveder som nation, stå mere sammen, og vi vil aldrig give plads for sådan et beskidt spil, siger præsidenten videre i sin skriftlige erklæring.

 

/ritzau/

Læs også
UNESCO vedtager resolutioner, som svigter Israels kamp for demokrati i Mellemøsten
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ