I årtierne efter 1968 har venstreorienterede skolelærere, pædagoger og journalister præpareret børn til at nedvurdere deres eget samfund og dets værdier.
Børnene er blevet indoktrinerede, som man engang kaldte det.
Indoktrineringen er ikke forsvundet. Men nu er det ikke længere så meget socialismen, der driver værket. Det er derimod en ekstrem udgave af klimakampen. Også her er der al mulig grund til at være på vagt.
Verden står over for meget alvorlige klimaproblemer. Det er ubetinget nødvendigt at få disse problemer diskuteret og komme videre med løsningen af dem.
Men det skal ikke betyde fri bane for ekstrem klimapolitisk propaganda i skoler eller medier.
Fælles for den socialistiske og den klimapolitiske indoktrinering er, at man lægger det etablerede samfund og dets værdier, der er bygget op gennem generationer, for had.
Bedstemors mange synder
Et konkret eksempel har skabt voldsom debat i vores naboland Tyskland.
På den store regionale TV-station WDR (WDR 2) lod man et kor af skolebørn synge en sang, hvor det blandt andet hed: ”Min bedstemor er et gammelt miljøsvin.” Det var en omdigtet udgave af en kendt børnesang. (Videoen kan ses i bunden af artiklen)
I sangen får man andre eksempler på denne omtale af de ældre generationer og deres ”miljøsvineri”. Her er nogle stykker:
”Min bedstemor steger sig hver dag en kotelet, fordi discount-kød så godt som intet koster.”
”Min bedstemor flyver ikke mere, hun er oplyst – i stedet tager hun hvert år ti gange på krydstogt.”
Og så denne ’perle’: ”Min bedstemor kører til lægen i sin SUV (stor, bred bil) – undervejs kører hun et par ældre over.”
Generationshad
TV-stationen WDR kalder det ”satire”. Det står klart, hvem denne satire er rettet imod: Sangen angriber de ældre generationer for at ødelægge klimaet – det sker så i en ungdommelig, bramfri sprogbrug, som formodes at tale til programmets seere.
Sangen er med andre ord gennemsyret af det generationshad, som Greta Thunberg har slået sig op på – velsagtens inspireret af hendes rådgivere og forældre.
Det var en samme holdning, der forleden fik den tyske aflægger af Greta Thunbergs Fridays for Future til at skrive: Hvorfor skal vi høre på bedsteforældrene? – de dør jo alligevel snart.
Angreb fra ministerpræsident
Men denne ”satire” har fået blodet i kog hos en stor del af WDR’s seere. De drukner stationen i tweets om deres bedsteforældre, der levede et flittigt og nøjsomt liv.
Samtidig er stationen også kommet under beskydning fra højeste politiske plan. Specielt fra Armin Laschet, konservativ ministerpræsident i Tysklands største delstat Nordrhein-Westfalen, hvor WDR hører hjemme.
Laschet taler om, at voksne har ”instrumentaliseret” de syngende børn til deres egne formål. ”Det må aldrig ske,” skriver han på Twitter.
Dødssyg undskyldning
Flodbølgen af vrede og forargelse har bragt WDR-ledelsen i defensiven.
Nu forsøger man fortvivlet at hævde, at satiren skam ikke er rettet mod de ældre generationer og deres ”miljøsvineri”. Nej, nej, satiren er tværtimod rettet mod ”den undertiden hysteriske klimadiskussion”, lyder det! Altså en satire mod Greta Thunberg eller hvad?
Det lyder som en dødssyg undskyldning. Den bliver da heller ikke købt af de vrede WDR-seere.
Venstreekstremister
Ministerpræsident Armin Laschet har selvfølgelig ret i, at det ikke er de syngende børn, der har skrevet om bedstemødre som ”miljøsvin”. Nogle voksne har gjort børnene til instrumenter for deres egne politiske budskaber.
Hvem disse voksne er, ved vi ikke konkret – bortset fra, at de er knyttet til det store medie WDR.
Men man kan i hvert fald konstatere, at et par røster fra den yderste venstrefløj bakker helhjertet op om sangen og sætter den ind i en ideologisk kamp mod det bestående samfund og dets værdier.
En af dem satirikeren Jan Böhmermann. Han giver sit eget eksempel på, hvilke afskyelige ting man uden videre sætter børn til at synge, samtidig med at man kritiserer sangen om bedstemors ”miljøsvineri”.
Böhmermanns eksempel på en sådan afskyelig sang er … den tyske nationalsang. Som god venstreekstremist hader han nationalfølelsen lige så meget, som han hader ”miljøsvinene”. Som han skriver på nettet:
”I små miljøsvin ville jo uden at blinke lade et børnekor synge alle tre strofer af ’Deutschlandslied’ (nationalsangen). Og det er ikke for sjov.”
En freelance-medarbejder på WDR går helt amok på nettet: ”Jeres bedstemor var ikke et miljøsvin. Hun var et nazisvin.” I sin venstreekstreme ophidselse synes manden ikke at ænse, at stort set ingen af Tysklands nuværende bedstemødre var voksne under nazismen.
Helt ud over kanten
Opgøret om ”miljøsvin”-sangen understreger, at der skyller en ny bølge af ekstremisme gennem medier og uddannelsesinstitutioner i vores del af verden.
Denne gang drejer det sig ikke som i 68 om at få gennemført en socialistisk revolution. Det drejer sig om at køre en vigtig klimakamp helt ud over kanten.
Sagen viser, hvor nødvendigt det er at gennemføre en løbende kritisk granskning af, hvordan og hvor meget der politiseres i de store medier og uddannelsesinstitutioner – også i Danmark.
WDR, wie erbärmlich ist das denn? pic.twitter.com/bUcwNiIOHt
— Mario (@marioderheide) December 27, 2019