I marts 2016 blev der indgået en ny aftale, der skulle bringe flygtninge i arbejde. Det var en såkaldt trepartsaftale mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen.
Der blev ikke sparet på de fine ord og store forhåbninger. Men efter et halvt år har aftalen været en regulær fiasko.
Krumtappen i aftalen var den såkaldte IGU, der kombinerer et arbejde til en elevløn med undervisning og en præmie til arbejdsgiveren.
Men på lidt over et halvt år er kun sølle 157 flygtninge blevet bragt i arbejde (Berlingske). Danskerne har således fortsat udsigt til, at de i massivt omfang skal forsørge dem, der får asyl her i landet.
Direkte tilbagegang
Kendsgerningen er, at samtlige de ordninger, der gennem tiden har forsøgt at bringe flygtninge i job i Danmark, har været fiaskoer.
Kendsgerningen er ligeledes, at man i det store udland har gjort samme erfaringer. Hos vores nabo Tyskland er billedet således også særdeles dystert.
I Danmark er det endda gået direkte tilbage med at få flygtninge i job. Det viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening.
I 2010 havde kun 6 procent af flygtningene et job efter et halvt års ophold. Efter et års ophold var dette tal kun lige kravlet op på 8 procent.
Men i 2014 var det værre endnu. Efter et halvt års ophold var under 1 procent af flygtningene i job. Efter 1 års ophold var det kun steget til sølle 2 procent.
Danskerne betaler. Også økonomisk betyder det store antal, der får asyl her i landet, en uholdbar belastning af det danske samfund.
’Bullshit’
Imens fylder politikere og organisationer befolkningen med bullshit, som det hedder på nudansk. En masse ord, som ikke rigtig har noget indhold, men klinger godt.
Hvorfor går det så dårligt med at få flygtninge i arbejde? Den vigtigste forklaring på dette er også den vigtigste forklaring på, at integration er et fantasifoster, når det gælder store grupper af ikke-vestlige, overvejende muslimske flygtninge:
Afstanden mellem deres verden og vores verden er simpelt hen for stor til, at det fungerer.
Politikere og folk i organisationerne ved uendelig lidt om disse kulturforskelle – og de vil heller ikke vide det. Uvidenheden gør det meget lettere at cykle derudaf på flosklerne.
De to vigtigste årsager
Når den ene jobplan for flygtninge efter den anden ender i fiasko, skyldes det ikke primært alle mulige specielle årsager.
Det skyldes ikke primært bureaukrati. Det skyldes ikke primært et forkert mix af uddannelse og arbejde. Det skyldes ikke primært for lidt omsorg, for små lokaler, for få frimærker, eller hvad man ellers kan finde på.
Det skyldes først og fremmest to ting:
Den ene er, at mange flygtninge har meget dårlige forudsætninger for at begå sig på det danske arbejdsmarked. Når det gælder sprog, uddannelse og andre kvalifikationer.
Den anden er, at mange flygtninge har et andet forhold til arbejde end det, vi er opdraget til. I oktober 2015 udtrykte Eskild Dahl, der har mange års erfaring med integrationsarbejde i Mjølnerparken på Nørrebro, det således til Ekstra Bladet:
”De ser kontanthjælpen som penge, de får under alle omstændigheder, og arbejdet som en straf, der kommer bagefter, med mindre man finder en måde at undgå det på.”
Mediernes falske nyheder
De politisk korrekte medier bidrager til at bedrage den befolkning som betaler gildet.
De omtaler kun i særdeles beskedent omfang problemerne med flygtningenes manglende motivation og manglende kvalifikationer.
Til gengæld serverer de jævnligt historier om enkelte flygtninge, der har fået et arbejde – som om det var det almindelige mønster.
Dermed giver man et groft misvisende billede af situationen. Det er falske nyheder.
