76 procent af Venstres vælgere vil have et burkaforbud. Det er netmediet Altinget, der har spurgt danskerne: Ønsker du et forbud mod at gå med burka i Danmark? 59 procent af alle svarer ja og 31 procent svarer nej.
Men blandt Venstres vælgere er antallet af ja til burkaforbud altså endnu højere. Det skriver Kristeligt-Dagblad 4.9.
Men den borgerlige regering er indtil videre gået imod et forbud. Her kunne den lære af VK-regeringen.
Rettidig omhu
Under VK-regeringen 2001-2011 så vi regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet udvise en handlekraft og en hurtighed, der sjældent er set blandt politikere. I forbindelse med spørgsmålet om indhyllede dommere ved vores verdslige, uafhængige og neutrale domstole gik det for en gangs skyld forbløffende stærkt.
Når dette emne overhovedet kom på dagsordenen, skyldtes det, at Domstolsstyrelsen mente, at dommere godt kunne bære islams flag hijab i landets retssale. For Domstolsstyrelsen var der ingen tvivl om, at dommere, selv om de med deres påklædning propaganderede for shari’a, i retssalen nok skulle glemme, at det var netop, hvad de repræsenterede.
Tidligere var dommeres politiske, ideologiske og religiøse holdninger uvedkommende for dem, der skulle stedes for en dommer. Men nu skulle der andre boller på suppen.
Hvad befolkningen mente om at skulle stå over for en dommer, der tydeligt viste, at hun underkastede sig en ideologi, der for de fleste vækker afsky, var Domstolsstyrelsen ligegyldigt.
Protesterne mod et forbud mod shari’a-propaganderende dommere gik især på, at man jo slet ikke vidste, om der var nogen med hijab, der ville være dommere. Så det var alt for tidligt at gøre noget. Vi burde vente og se. Altså den typiske multikulturalistiske tilgang: Vi vænner os såmænd nok til det.
Netop derfor udviste regeringen, DF og S gudskelov for en enkelt gangs skyld rettidig omhu (S dog med to dissidenter). Det skulle tages i opløbet, inden der var så mange, at et forbud ville blive nærmest umuligt. Og i 2009 blev loven om forbud for dommere mod at bære hijab i retssalene vedtaget (den såkaldte Tørklædelov).
Nu er der brug for rettidig omhu igen. Selv om det måske nok er at tage munden for fuld at tale om rettidighed, når politikerne tygger drøv på en dom fra Menneskerettighedsdomstolen på tredje år.
Fra 30 g stof til totalindhylning
Det måtte komme. Kunne islamisterne ikke blive dommere, så kunne de i hvert fald prøve danskernes grænser af på anden måde. Nu med totalindhylning af kvinder. Hvorfor opgive at provokere, når man er i et land, hvor den sædvanlige holdning til alle forsøg på indførelse af shari’a erfaringsmæssigt er pyt og herregud?
Et forbud mod burka og niqab i det offentlige rum blev første gang et hedt diskussionsemne, da De Konservative i 2009 under VK-regeringen foreslog et forbud. Kun DF støttede forbudet.
Alle andre partier og alle medier hånede forslaget. Det kunne man ikke, det måtte man ikke, det var et brud på Grundlovens religionsfrihed og brud på stort set alt, hvad danske politikere gennem årene via internationale forpligtelser havde bebyrdet den danske befolkning med.
Men lidt ville regeringen da godt gøre det ved det. Så der blev nedsat et råd, bestående af forskere, der skulle i gang med at tælle burkaer i Danmark.
Vild forvirring
Burka var i hele Europa og også i Danmark fællesbetegnelsen for dehumaniseringen af den muslimske kvinde, hvad enten hun var hyllet ind i f.eks. den somaliske kvindedragt, den iranske chador, eller den saudiarabiske niqab.
Intet under, at også forskerne var forvirret. Hvad var hvad?
Forskerne nåede først frem til, at der i hele Danmark var tre iført burka, som altså er de lyseblå afghanske talibandragter med nettet for øjnene. Dem havde imidlertid ingen set nogen iført, så et år og 100.000 kr. senere, kunne forskerne i 2010 aflevere en rapport, der oplyste, at burkaklædte var der ingen af. Til gengæld havde man talt sig frem til, at der var måske op til 150, der var iført niqab, dvs. helt tildækkede ansigter, hvor kun øjnene var fri. Man kunne samtidig konstatere, at de fleste niqabier var konvertitter, altså etniske danskere, der havde underkastet sig en anti-demokratisk ideologi og havde shari’a som ledetråd. Indtil døden.
Når henses til forskeres latente modvilje mod at kalde en spade for en spade, kunne man næsten fornemme et suk af lettelse over, at når det ikke kun var tilvandrede islamister, der underkastede sig en afskyelig ideologi, så var der med konvertitterne ikke længere en fare for, at ”en gruppe blev dæmoniseret”.
Og herregud, hvad betød dog 150 kvinder uden ansigt i det store billede? Gå en tur på Nørrebro, i nordvestkvarteret, gennem samtlige ghettoer i Danmark og tag et smut gennem asylcentrene med de af politikerne planlagte ”nye danskere”. Husk regnemaskinen. Antallet vil være overvældende.
Islamisk og venstreorienteret fornemmelse for solidaritet
Overalt i den vestlige verden er de værdier, vi sætter højt, såsom demokrati, frihed, ytringsfrihed og ligestilling mellem kønnene, under stærkt pres. Det ville ikke betyde særligt meget, hvis presset kun kom fra fjender udefra. De indre fjender er langt farligere, for de arbejder målrettet – heraf mange gerne voldeligt – på at islamisere den vestlige verden.
Islamisters arbejde med at få en “World hijab day” stablet på benene kunne ignoreres og afvises, hvis ikke den vestlige verdens venstrefløj var helt med på ideen.
I 2017 var det 5. år i træk, hvor hijab-dagen løb af stablen. Det var ikke var en solidarisk manifestation med kvinder i den 3. verden, som ofte udsættes for hårde straffe ved ikke at være tilstrækkeligt indhyllet, men gudhjælpemig solidaritet med de islamiske kræfter, der er i gang med at islamisere hele den vestlige verden. Venstrefløjens kvinder er så heldige, at de kan vælge kun at formumme sig en enkelt dag. Så blæse være med kvinder i muslimske lande, der ikke har noget valg.
Det næste bliver at være solidarisk med voksne niqabier, og om ikke længe kan venstrefløjens kvinder i solidaritetens navn iføre deres egne småpiger niqab, så de kan vænne sig til fremtiden.
Om politikerne virkelig er så lalleglade uvidende om den vidt fremskredne islamisering, som de fremstår, eller om de er ligeglade med at ødelægge den kultur, som vi har fået overgivet af generationer før os, må henstå i det uvisse. Men det er en meget farlig vej, de vælger.
I elvte time
Den ægyptiske forfatter Mona Eltahawy, som selv er muslim, siger i et interview i Weekendavisen den 4.9.2009: ”Men en demokratisk stats grænse skal gå ved tildækningen af hele ansigtet. Det er så åbenlys en umenneskelighed, en likvidering af kvinden, at den ikke skal accepteres.”
Og mange lande har forstået det og har forbudt maskeringen af kvinder i det offentlige rum. Da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ved dom af 1.7.2014 gav grønt lys for et forbud, er der slet ikke noget at betænke sig på. Så hold op med at tælle på knapper.
Det haster.