At definere danskhed er den nye trend.
Objektivt er det muligt at definere danske værdier: demokrati, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed osv. Noget vanskeligere er det subjektivt at gøre det. Der er tale om følelser, hvorfor det også er langt nemmere at definere, hvad der ikke er dansk.
Det er ikke korrekt, som Gorilla Media mener, at danskhed er uhåndgribeligt, og alle har ret til deres egen mening om, hvad danskhed er. Bemærk: ”alle har ret til”!
Nej, det har alle ikke ”ret til”. Jeg tror, at man såvel i Iran som i et arabisk land (og alle andre lande) meget ville frabede sig, at jeg mente at have ret til at definere de pågældende landes kultur, selv om man venligt havde stukket mig et nationalitetspas ud.
Hvem er rigtig dansk?
Er man dansk, fordi man er født her af (oprindeligt) udenlandske forældre? Er man dansk i samme øjeblik, man får udleveret et dansk pas? Er man dansk, når den ene forælder har danske aner langt tilbage, mens den anden er indvandrer?
Den diskussion forløb den 22. september 2016 i Clement Kjærsgaards debatprogram (det program, hvor alle skriger i munden på hinanden, og TV-værten højest) om danskhed. Clement ville vide, om Martin Henriksen (DF) mente, at en tilstedeværende gymnasieelev med en dansk mor og en iransk far, var dansker. Henriksen svarede, at han jo ikke kendte den unge mand og derfor ikke kunne svare på, om han var dansk.
Det var et helt reelt svar, for det har intet at gøre med, at den unge mand er af blandet herkomst med den ene forælder fra et muslimsk land. Det er der masser af danskere, der er, uden at de af den grund betragtes som ikke-danskere. Det beror helt på, hvilke værdisæt de opdrages i og føler sig hjemme i.
Der er også unge, hvis forældre begge kommer fra et muslimsk land, men hvor et ønske om at blive en del af vores fællesskab bevirker, at de opdrager deres børn til at sætte pris på danske værdier.
Endelig er der unge, hvis forældre er pæredanske, men hvor deres børn konverterer til islam og til de værdisæt, der hersker dér. Er de stadig danske, efter at de har meldt sig ud af det danske værdifællesskab og hylder et barsk menneskesyn med sharia som ledestjerne?
Hvad med denne unge pige, der frabeder sig at få dansk kultur presset ned over hovedet? Er hun dansk? Selv gør hun det meget klart, at det er hun ikke på trods af måske en alenlang række af danske aner. Vi kan ikke vide noget om, hvorvidt hendes foragt for dansk kultur skyldes hendes nye ”søstre”, eller om hun har forældre, der også lider af had til dansk kultur.
Børn som gidsler
Føj for katten – for at benytte et udtryk, der kan sættes på tryk – at se en videofilm, der viser brug af børn.
Tre mænd fra Gorilla Media har valgt at bruge børn i en film, hvor bl.a. en lille pige grædende vender hovedet væk, da hun får at vide af faderen, at hun ikke er dansk. Videofilmen er pinlig, ja den rene følelsesporno, og det er glædeligt, at der også er politikere, der kan se det.
Det hævdes endvidere, at børnene er blevet spurgt om, hvor de kommer fra. Spørgsmålet er slet ikke usandsynligt, al den stund danskerne ofte viser nysgerrighed og interesse, når de møder personer, der ikke ser nordiske ud. Der ligger ingen fornærmelse bag, og man skal være meget let at krænke for at tyde det på den måde.
Det er synd for små børn at få at vide af deres kammerater, at de ikke er danske. Men børn er ofte onde imod hinanden, og det er også synd for lyshårede børn, når deres kammerater fortæller dem, at de er urene, fordi de spiser leverpostej og frikadeller i så grove vendinger, at børnene ikke mere tør have deres yndlingspålæg i madpakkerne.
Er der i øvrigt danske forældre, der har lavet en videofilm om det?
Børn som gidsler i muslimske lande
De fleste husker sikkert den chokerende video, hvor en lille pige bliver opdraget til at mene, at jøder er aber og svin.
Allerede under palæstinensernes besættelse af Blågårds Kirke i 1992, fik vi en forsmag på, hvordan (nogle) muslimer sender børn på slagmarken for at kæmpe de voksnes kampe.
På TV udspillede sig en scene fra kirken, hvor små børn gik op og ned ad kirkegulvet mellem bænkeraderne – hvor de voksne sad og puttede sig – med hjemmelavede, håndskrevne skilte, hvor teksten var en appel til de danske politikere om at give dem asyl, som de ikke var berettigede til.
Dette udanske, politiske misbrug af børnene var øjeblikket, hvor jeg blev klar over, at det ville være en meget stor fejl at lade mennesker som dem blive i Danmark. Kun et fåtal af dem ville sandsynligvis nogen sinde blive en del af vores fællesskab. Der er tale om en af de allerstørste politiske katastrofer, politikerne har budt den danske befolkning.
Det betød ikke noget for Det Radikale Venstre, som altid har ment og stadig mener, at græsset er grønnere, jo længere væk det er. Så det lykkedes partiet som primus motor at presse to andre partier, nemlig SF og S, til at hoppe med på vognen.