En Danmark blevet rødt? – Nej, den folkelig modstand mod elitens multikulturelle drøm er usvækket

foto: Hanne Buchberg

Ikke uden grund jubler mange socialdemokrater efter partiets flotte kommunalvalg over valgsejren – ikke mindst i storbyerne.

 

Landspolitik og kommunalpolitik er to vidt forskellige størrelser

I den sammenhæng kan det være på sin plads at påpege, at landspolitik og kommunalpolitik er to vidt forskellige størrelser. Sidstnævnte handler meget om personer og mindre om partier. Derfor skal glade socialdemokrater og mange politiske kommentatorer da også passe på med at overfortolke resultatet af kommunalvalget.

 

Det, mange socialister ser som et uhyggeligt spøgelse, nemlig den i deres øjne betænkeligt voksende nationale bevidsthed og et ønske om at forsvare vores kultur mod totalitære angreb ude- og indefra, er således på ingen måde manet i jorden. Den politisk korrekte hær af kulturradikale kommentatorer går igen og igen til angreb på det, de opfatter som en højrekonservativ national-populistisk bølge.

 

Så længe migrationsproblemet ikke er løst politisk, og så længe EU ikke får styr på de ydre grænser, så vil man ikke blot i Danmark, men i hele Europa også i tiden fremover opleve stor folkelig modstand mod elitens multikulturelle drøm om at transformere de vesteuropæiske nationalstater fra homogene kristne demokratier til et multikulturelt Europa uden grænser.

 

Fremdeles et farligt skisma mellem de etablerede politikere og et flertal i befolkningen

 

At stærke og dygtige socialdemokratiske borgmestre har skabt absolutte røde flertal i en række kommuner – og i øvrigt klogeligt typisk har konstitueret sig bredt – ændrer intet ved det pres, som både vores kristne selvforståelse og vores politisk demokratiske kultur i disse år er udsat for.

 

Her eksisterer der fremdeles et skisma mellem et flertal af de etablerede politikere og et flertal i befolkningerne. Bliver der ikke bygget bro her, venter der en farlig og usikker fremtid, der i værste fald kan give næring til kræfter, ingen af os ønsker fremmet.

 

En overfortolkning af kommunalvalgets resultat både betænkelig og naiv

Den krise, mange politisk korrekte og andre ægte røde har set, hvor Polen i deres øjne er sort, Ungarn fascistisk og Sønderjylland tabt til de gule, eksisterer således i bedste velgående. Så drømmen om, at dette kommunalvalg er udtryk for, at Holger Danske er vågnet og har sat en alternativ rød modbølge i gang, er og bliver en drøm.

 

Socialdemokrater har som sagt god grund til at glæde sig over kommunalvalgets resultat mange steder i landet. De har også ret til at tolke det derhen, at ansvarligheden i deres øjne har vundet og i den forbindelse glæde sig over, at en del nu tidligere V-borgmestre er sendt på jobjagt. En overfortolkning af kommunalvalgets resultat er derimod både betænkelig og naiv.

 

Et lokalvalg netop afspejler lokale forhold, hvorfor der ikke kan drages overordnede nationale eller internationale konklusioner med en lang række specifikke lokalvalg som argument.

 

Så krisen er ikke aflyst – den bliver derimod endnu dybere, hvis de røde nu går og tror, at ”populisterne” er sat godt og grundigt på plads (!).

Del på Facebook