Alt tyder nu på, at EU vil afbryde forhandlingerne med Tyrkiet om optagelse i EU.
Endnu er der ikke truffet nogen formel beslutning om det. Men den tyske forbundskansler Angela Merkel har erklæret, at Tyrkiet efter hendes opfattelse ikke skal optages som medlem – “nogensinde”.
Det skete i valgduellen med den socialdemokratiske kanslerkandidat Martin Schulz på TV søndag aften.
Når Merkel har den holdning, er er ingen tvivl om, at det også bliver holdningen i EU.
På høje tid
Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen gik mandag på banen og var ganske klar i mælet:
“Det er udsigtsløst og har været det måske i virkeligheden altid. Men det har hvert fald stået klart de seneste år, hvor Tyrkiet har bevæget sig i den gale retning. Så det, Merkel sagde i går, er det, mange har tænkt længe.”
“Jeg er fuldstændig enig med Merkel i, at det er udsigtsløst at have optagelsesforhandlinger kørende. Tyrkiet, som vi kender det, bliver ikke medlem af EU. Det gør de ikke i min eller mine børns levetid, så det er fint nok at få stoppet det.” (Ritzau)
Man må i høj grad hilse disse meldinger velkommen. Det var på høje tid.
EU har tøvet
Tyrkiet har aldrig hørt hjemme i EU, som Løkke også antyder. Og det bør efter alt at dømme aldrig have en plads i EU, som det antydes af Merkel.
EU bør selvfølgelig bestræbe sig på at skabe et godt samarbejde med Tyrkiet – selv om det er mere end svært med det nuværende Erdogan-regime. Men medlemskab bør ikke komme på tale.
Det er ikke tilfældigt, at netop Merkel og Løkke nu siger tingene ret lige ud.
Ingen af dem har faktisk været begejstrede ved tanken om tyrkisk medlemskab. Merkel har ønsket et tæt samarbejde – “privilegeret partnerskab” – i stedet for medlemskab.
Men hidtil har de støttet, at drøftelserne med Tyrkiet om medlemskab fortsatte på lavt blus – i et håb om, at det kunne dæmpe Erdogan.
Indtil for nylig var det kun Østrig, der direkte gik ind for at afbryde forhandlingerne.
Resten af EU tøvede med at tage skridtet, primært ud fra håbet om, at man kunne holde lidt styr på Erdogan, så længe disse forhandlinger stadig kørte.
Historisk beslutning kom tumlende
Men Tyrkiets autoritære leder har gjort enhver forhåbning om dette totalt til skamme. EU burde for længst have draget den konklusion, at det var meningsløst at fortsætte forhandlingerne.
Nu er den historiske beslutning om at afvise Tyrkiet så kommet tumlende på en temmelig rodet og tilfældig facon.
Merkels farvel til tyrkisk medlemskab kom under søndagens valgdebat i TV med den socialdemokratiske kanslerkandidat Martin Schulz.
Schulz forsøgte at score points ved at sige klart, at man skulle afbryde forhandlingerne. Det er et meget populært standpunkt blandt tyske vælgere.
Merkel reagerede ikke straks. Men inden debatten var omme, havde hun forpligtet sig på, at det nu skulle være slut med disse forhandlinger.
Mandag gik flere danske politikere på banen med samme budskab – efter kort betænkningstid gjorde Lars Løkke det selv.
Det er svært at se nogen i EU, der kan og vil stille sig hindrende i vejen for dette.
Tyrkiet i EU ville have dybt skræmmende konsekvenser
Tyrkiet er et muslimsk land. Det er præget af værdier og normer, som ligger langt fra europæiske standarder for et frit, demokratisk og ligestillet samfund.
Med islamisten Erdogan ved roret er der gennemført en konsekvent islamisering af landet. På det seneste er det sket gennem meget alvorlige angreb på demokrati og ytringsfrihed.
Samtidig har Erdogan kastet sig ud i stadig mere skingre angreb på EU.
Hvis Tyrkiet blev medlem af EU, ville det alene i kraft af sit folketal få en meget dominerende rolle. Samtidig ville den tyrkiske indvandring i Europa tage voldsom fart. Resultatet ville blive enorme muslimske parallelsamfund i det vestlige Europa.
De fleste tyrkere i EU-landene støtter i forvejen Erdogans ekstreme synspunkter.
Stor lettelse
Det burde på den baggrund være fuldkommen utænkeligt at overveje tyrkisk medlemskab af EU. Men et svagt EU har snakket og snakket og vredet og vendt sig.
Den Korte Avis har konsekvent været modstander af tyrkisk medlemskab af EU. Det er en stor lettelse, at det nu ser ud til at være slut.