USA’s angreb på en militærbase ved den syriske by Homs har ingen større militær betydning. Angrebets formål var politisk.
Præsident Donald Trump ville sende en besked til den syriske leder Bashar al-Assad og til Ruslands Vladimir Putin. Indirekte også til Iran, der ligesom Rusland støtter Assad.
Han havde to grunde til at sende denne besked:
For et første ville Trump demonstrere, at USA ikke vil acceptere Assads anvendelse af kemiske våben.
For det andet ville Trump vise, at man ikke skal tage fejl af hans nye udenrigspolitiske linje.
Det rigtige at gøre her og nu
I forhold til disse to politiske mål var det en velovervejet beslutning at gennemføre angrebet på den syriske flybase.
Basen var forholdsvis tom. Der var ingen civile tab. Kun få soldater mistede livet. Intet russisk mandskab eller materiel blev ramt – Rusland var blevet advaret på forhånd.
Samtidig vil denne begrænsede aktion ikke styrke de islamistiske kræfter, som dominerer den væbnede kamp mod Assad.
Men beskeden blev sendt: Med Assads giftgas-angreb var grænsen nået for USA.
Det var det rigtige at gøre her og nu. Derfor er der også grund til at bifalde, at et bredt flertal i Folketinget har bakket op om den amerikanske aktion – fra Dansk Folkeparti over regeringen til Det radikale Venstre.
Obamas fiasko
Donald Trumps forgænger Barack Obama havde også erklæret, at USA ville slå til mod Syrien, hvis det overskred den røde linje, der hedder brug af kemiske våben.
Syrien overskred denne røde linje … og der skete intet.
Hvis Trump havde gentaget dette, ville det have været opfattet som et kolossalt svaghedstegn fra USA’s side.
Assad ville føle sig bekræftet i, at han kan gøre, som det passer ham, uden konsekvenser. Han ville blive opmuntret til at anvende giftgas ved senere lejligheder, hvis han fandt det hensigtsmæssigt.
Samtidig kunne andre skrupelløse regimer føle sig tilskyndet til at anvende kemiske våben.
Logisk beslutning
Umiddelbart kan det se ud, som om det amerikanske angreb strider mod Trumps generelle udenrigspolitiske linje.
Han har lagt stor vægt på, at USA ikke skal påtage sig ansvaret for alverdens konflikter og spille global politibetjent.
Men aktionen i Syrien er faktisk en logisk del af Trumps udenrigspolitiske kurs.
Man skal stadig ikke forvente, at Trump vil involvere USA i alle mulige konflikter. Men netop derfor er det vigtigt for supermagten at vise, at der er nogle grænser for, hvad den vil acceptere.
Nu ved verdens lande, at brugen af giftgas overskrider de grænser, som Trumps udenrigspolitik hviler på.
Succes?
USA’s militær aktion er berettiget. Men det er for tidligt at kalde den en succes.
Vil Assad ophøre med at bruge giftgas? Vil Putin og den iranske ledelse holde ham i strammere tøjler?
Rusland har kaldt den amerikanske aktion for en aggression. Putin opsiger aftalen med USA om at kordinere de to landes luftoperationer mod Islamisk Stat.
Det er forudsigeligt at Rusland reagerer negativt. Men den russiske reaktion er foreløbig behersket.
Så Trump har en meget reel chance for at opnå målet med sin aktion.
Ingen hjælp til islamiske ekstremister
Intet tyder på, at USA er på vej til at involvere sig i den syriske krig.
Det ville stride mod hele hans udenrigspolitiske linje at lade sig trække ind i dette morads.
Samtidig vil Trump under ingen omstændigheder foretage sig noget, der kan hjælpe de islamiske ekstremister, som er Assads værste modstandere.
Han ønsker i den grad disse islamister besejret.
Derfor kan han formentlig stadig leve med Assad, hvis denne afstår fra giftgas. Men han så givetvis gerne, at Putin lod Assad skifte ud med en anden og mere samarbejdsvillig skikkelse i det syriske regime.
Grundlæggende har Trumps politik over for Syrien ikke ændret sig.
Han fik sendt en besked. Det var det, han ville.
USA’s angreb natten til fredag var vendt mod brugen af giftgas. USA er ikke på vej til at påtage sig ansvaret for Syriens udvikling.
