Den uskønne virkelighed i Bella Italia

Colourbox
Udskriv

 

Situationen omkring Storbritanniens Brexit, præsidentvalgene i Østrig og Frankrig, parlamentsvalgene i Holland og Frankrig og det kommende valg til Tysklands Bundestag i september fylder meget i medierne. Sammen med intense vurderinger af Donald Trumps gøren og laden drives de europæiske finansmarkeder hid og did.

 

Italien er ikke genstand for samme opmærksomhed, men i slutningen af maj 2017 var Italien undtagelsesvist omtalt i danske medier. Søndag den 28. maj var en epoke i italiensk fodbold forbi. Hjemmekampen mod Genoa var Francesco Tottis sidste optræden i AS Romas trøje. Tottis betydning for den romerske storklub og dens tilhængere i de sidste 25 år har været så stor, at ingen rigtig kan forestille sig tiden efter ham.

 

Tottis exit overskyggede næsten det italienske værtskab for G7, der kulminerede med topmødet 26. – 27. maj 2017 med bl.a. deltagelse af Donald Trump i Taormina på Sicilien.

 

Billederne med Totti fra Stadio Olympico og fra Taormina viser Italien fra den bedste side, men side om side med den skønne idyl er der en uskøn virkelighed.

 

Verdens ældste bank i krise

Direktøren for verdens ældste bank, Banca Monte dei Paschi di Siena, Marco Morelli, har for nylig orienteret bankens aktionærer om, at banken er dybt involveret i drøftelser om en restruktureringsplan med Den Europæiske Central Bank, ECB, med konkurrencekommissær Margrethe Vestager i EU-Kommissionen og med den italienske regering.

 

Læs også
Sass Larsens vil sammenlægge DSB og Banedanmark – et godt forslag, der styrker den nationale sammenhængskraft

EU-Kommissionen har på en række betingelser den 1. juni godkendt, at med henblik på at imødekomme likviditetskravene garanterer den italienske regering for obligationer til en værdi af 11 milliarder euro.

 

En del af baggrunden for krisen i Siena er den stresstest, som den europæiske centrale bankmyndighed, ESA, gennemførte i 2016 af de største europæiske banker. Hovedparten af bankerne, herunder svenske og danske banker som Nordea og Danske Bank, klarede sig pænt i testen. Italienske banker derimod er i vanskeligheder. Banca Monte dei Paschi di Siena fra 1472 med 26.000 ansatte, er ikke den eneste italienske bank, der er truet af konkurs.

 

Italienske banker har i årevis udlånt uden fornøden sikkerhed, og Italiens økonomi har i mere end 15 år været i stagnation. Det startede før finanskrisen og er blevet accelereret af krisen. Italienske banker har dårlige udlån for 360 mia. euro, og de har kun hensat halvdelen af dette beløb til imødegåelse af tab.

 

Bankkrise trods reformforsøg

Selv om der har været nogle forsøg i de seneste år på at reformere banksystemet, har indgrebene typisk haft karakter af feberredninger i sidste øjeblik, når presset på enkelte banker nåede kritiske niveauer. Redningerne har måske midlertidigt mindsket spændingerne på markedet, men har ikke ændret de grundlæggende årsager til banksektorens systemiske stress: den italienske økonomi reelle sammenbrud gennem de sidste 5-6 år.

 

I de populære fremstillinger af den italienske banksektor fokuseres ofte på den dårlige forvaltning og ledelse af italienske banker, den omsiggribende korruption, svindel og misbrug, den udbredte praksis med favorable lån til venner og familie, de usmagelige bånd til politik og organiseret kriminalitet m.v.

Læs også
Danmark og andre EU-lande kommer nu med historisk forslag, der baner vejen for permanent national grænsekontrol

 

Økonomisk krise i Italien

Der er en vis sandhed i alt dette, men den væsentligste årsag til den italienske bankkrise, er at finanskrisen har været hård ved Italien. I hele euroområdet har Italien været det hårdest ramt land efter Grækenland. Italien har reelt været i recession siden 2008 – BNP er faldet med 10 procent, og samtidig er omkring 20 procent af Italiens industrielle kapacitet er blevet ødelagt. Ejendomspriserne er faldet drastisk, og der er ikke udsigt til – som i andre lande – at udviklingen har vendt – prisniveauet på fast ejendom i Italien ligger i dag under niveauet i 2008-9.

 

Den offentlige gæld har nu nået 132 pct. af BNP, og hvis BNP opgøres pr. indbygger er situationen endnu mere alvorlig med et BNP-niveau, der stort set ikke er vokset i 20 år.

 

Italiens notoriske strukturelle problemer med et stift arbejdsmarked, et ustyrligt offentligt bureaukrati, et monstrøst skatte og afgiftsniveau mv. har bidraget til problemerne.

 

Krisepolitikken

Det skal dog medgives, at de seneste italienske regeringer faktisk har ført en relativ stram finanspolitik, der faktisk har virket – det private forbrug er reduceret, importen er faldet og der er nu et mindre overskud på betalingsbalancen. Krisen har ikke mindst ramt Italiens mange små og mellemstore virksomheder, og det har igen sendt chokbølger gennem et banksystem, der typisk er beroende på netop små og mellemstore virksomheder.

Læs også
Lave renter – i hvert fald frem til oktober

 

Politisk ustabilitet og valg i 2018

Det rungende NEJ til folkeafstemningen den 4. december 2016 om ændringer i den italienske forfatning tvang den socialdemokratiske Renzi-regering til at gå af, men det styrkede heller ikke tilliden til det italienske banksystem.

 

Præsident Mattarella udpegede Paolo Gentiloni fra det socialdemokratiske parti, PD, som leder af en midlertidig regering. Midlertidig fordi den italienske valglov skal ændres inden et nyvalg. Siden er ønsket om at få en finanslov for 2018 på plads inden valget kommet til. Under alle omstændigheder er det mest sandsynligt, at parlamentsvalget i Italien udskydes til begyndelsen af 2018.

 

Paolo Gentilonis midlertidige regering, har fra dag 1 især været optaget af den italienske bankkrise.

 

Bankunionens regler

Den italienske situation er samtidig den første rigtige test af EU’s bankunion, som trådte i kraft i januar 2016. Reglerne foreskriver, at når en bank løber ind i problemer, skal aktionærer, kreditorer og indskydere med indskud, der overstiger det garanterede beløb på 100.000 euro, bære underskuddet før offentlige midler kan sættes ind (enten nationale midler eller midler fra den europæiske stabilitetsmekanisme, ESM).

 

Europa-Kommissionen og kernelandene – især Tyskland og Holland – har insisteret på, at Rom skal overholde reglerne, og tvinge kreditorerne til at nedskrive deres tilgodehavender, før der iværksættes en redningsplan.

 

Den italienske regering har vægret sig ved at lade ejere af bankobligationer bære omkostningerne.  Regeringen har frygtet, at saneringen ville ”fryse” det italienske nationale obligationsmarked. Årsagen er, at de obligationer, der tales om, ikke kun ejes af rige borgere, finansielle institutioner og andre banker. Op mod halvdelen af papirer for omkring 60 milliarder euro ejes af omkring 600.000 småsparere, som i mange tilfælde har købt papirerne på bankernes garanti for risikofrihed og påstande om, at de er ligeså sikre som normale bankindskud. Det er ikke svært at se, hvorfor tab for disse befolkningsgrupper vil skabe politiske problemer i Italien.

 

Midlertidig ro på finansmarkederne

Ligesom udfaldet af valgene i Holland og Frankrig har beroliget finansmarkederne, har oplysningerne om, at valget formentlig udskydes til 2018 skabt lidt ro i Italien.

For det første vil det give lidt mere tid til den helt nødvendige refinansiering af det italienske bankvæsen, men det vil også give tid til, at det politiske billede i Italien ”normaliseres”.

 

Italiensk EU-skepticisme

Et hurtigt valg efter den fejlslagne folkeafstemning om forfatningen kunne have givet EU-modstandere flertallet i det italienske parlament.

 

Den euroskeptiske femstjernebevægelse (M5S) ligger med ca. 30 pct. af stemmerne på en delt førsteplads i meningsmålingerne – side om side med Renzis demokratiske parti (PD). Sammen med det nationalistiske Lega Nord og Fratelli d’Italia (Brødre af Italien) kunne der faktisk dannes en regering med EU-skeptisismen og modstanden mod den fælles mønt, euroen, som samlingspunkt.

 

Det vil blive svært at holde sammen på en så umage koalition jo længere tid, der går, så de øvrige partier presser ikke på med et valg.

 

Italien udenfor EU-reformprocessen?

For få uger siden skabte udmeldinger fra eks-premierminister Matteo Renzi imidlertid ny usikkerhed. Renzi skubbede på for et tidligt valg i Italien – måske endda så tidligt som september. Renzi er utålmodig af natur og vil tilbage i rampelyset, men nok så betydningsfuldt er det nok, at Renzi nødig vil møde vælgerne lige efter at han har taget medansvar for endnu en stram finanslov.

 

Matteo Renzi har også personlige ambitioner om at Italien (og Renzi) skal være en del af processen med at forme Europas fremtid efter Brexit – en proces der nok startes af en sandsynligvis genvalgt Merkel og Emmanuel Macron.

 

Som det ser ud nu vil Italien – på trods af landets status som en af EU’s fædre – ikke kunne spille en stærk rolle i EU-reformprocessen. Sikkert er det til gengæld, at hvis ikke der indtræffer en mirakuløs bedring i den italienske økonomi, og hvis ikke de særlige problemer i banksektoren løses, vil italienske aktier, bankaktier især, samt statsrenter reagere negativt, når det italienske valg til sin tid udskrives.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ