Den danske underklasse er indvandringspolitikkens ofre – den politisk ukorrekte virkelighed i ghettoen

Den politisk ukorrekte virkelighed i ghettoen.

 

Jeg har lige læst Morten Papes bog ”Planen”.

 

Den handler om hans egen opvækst i en ghetto på Amager, – og det er uhyggelig læsning.

 

Glem alle de politisk korrekte postulater om, at religion tilhører fortiden og kun sociale problemer er afgørende for folks handlinger.

 

I det multikulturelle helvede i ghettoen bliver man nemlig hurtigt delt op i muslimerne og de andre. Muslimerne og kartoflerne. Muslimerne har magten over kartoflerne, og måske derfor bliver det attraktivt for romanens hovedperson, brilleaben Morten Pape, at nærme sig muslimerne.

 

Han forvandler sig til Perker-Pape med omvendt kasket, arabiske og somaliske ord i sproget og så stor sympati for islam, at han faster under ramadanen i pagt med beskytterne. Men den 11. september 2001 kan han dog ikke dele muslimers jubel over flere tusinde amerikaneres død. Her bliver det klart for ham, at der er en vigtig skillelinje, som han ikke kan komme over.

 

Romanen kredser om brilleabens forsøg på at finde sin egen identitet. Det er ikke kun de religiøse og etniske konfliktlinjer i ghettoen, der gør det svært. Hans egen familie gør det også vanskeligt. Forældrene havde faktisk indset, at det ville være bedst for børnene at flytte væk fra ghettoen.

 

Men i stedet for at flytte, bliver forældrene skilt, og børnene bliver boende i ghettoen med en svag og depressiv mor. Skilsmissen er hård at bære for børnene, der mister den sidste rest af tryghed og nu skal til at forholde sig til forældrenes nye kærester og deres børn.

 

Især hovedpersonen har det hårdt, fordi han som den ældste i flokken bliver inddraget af forældrene som fortrolig i alle deres overvejelser. Det er som bekendt ikke godt for børn ikke at få lov til at være børn, når de er små. Hovedperson Morten føler sig ofte langt mere voksen end sine slappe forældre. Han ender af samme grund med at slå hånden af sin far.

 

Romanen prikker dermed hul på to andre politisk korrekte postulater: at skilsmisser ikke er det store problem, hvis de foregår i god ro og orden, og at man skal behandle sine børn som rationelle deltagere.

 

Læs også
Derfor stormer Rasmus Paludan ind i dansk politik

Morten kommer til at foragte sine forældre, selvom han elsker dem. Han gemmer sig i gymnasiet i et hash-misbrug, der dog ikke forhindrer ham i at få huen og dermed nye fremtidsmuligheder. Dem bruger han – inspireret af en kæreste uden for ghettoen – til at komme væk fra ghettoen.

 

Romanen har dermed en lykkelig slutning, – for Morten kommer ud og får et liv.

 

Men det er der andre, der ikke gør. Hans beskrivelse af den danske underklasse i ghettoen, der ligesom hans forældre ikke får taget sig sammen til at komme væk, er tragisk. De skræmte og undertrykte ”kartofler” kommer til at bære på et enormt had til undertrykkerne. Et had, der er så stort, at det ikke undrer Morten det mindste, da en tyrkisk dreng bliver dræbt af en flok kartofler. En af hans danske bekendte fra ghettoen viser sig at være involveret. Det taler han med sin mor om i denne symptomatiske samtale:

 

”Mor ved ikke, hvad hun skal sige til det. Han var jo så sød, ham Rasmus (drengen, der er involveret i drabet). Gad vide, hvad der dog er sket. Hun undrer sig. Klør sig i hovedet og forstår ingenting, og jeg banker ned i bordet foran hende og blæser min vrede ind i hovedet på hende. Hvad er det du ikke forstår? Hvad er det, der er så svært at få øje på? Det hele giver jo mening, med mindre man har lort i hovedet og tror, at der kan rettes op på noget som helst i det her forpulede kvarter! Hvorfor skal du altid give mig dårlig samvittighed, Morten? Hvorfor skal det altid gå ud over mig? Græder hun og slår sig opgivende på låret så smøgen mellem fingrene asker ned på gulvet og sofaen. Hun tuder som en baby.”

 

Romanen her burde være pligtlæsning for alle politikere, der har noget med indvandring og integration at gøre. For man skal lade være med at tude som en baby, som Mortens mor gør. I stedet skal vi erkende, at man i mange år har svigtet de svageste danskere ved at lade dem bære integrationens tungeste byrder. Den danske underklasse er indvandrings-politikkens ofre. Det skal vi have stoppet. Både ved at stoppe indvandringen til Danmark fra muslimske lande og ved at forbedre integrationspolitikken.

 

Morten Papes roman viser, hvor vigtigt det er, at vi kommer i gang så hurtigt som muligt.

 

Læs også
“På besøg i indvandrerghetto så jeg butikscenter uden julepynt men med korancitater og halal”

Marie Krarup er MF for Dansk Folkeparti

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…