De norske socialdemokrater, der traditionelt har domineret norsk politik, fik ved mandagens valg det dårligste resultat i 16 år.
Dette fik naturligvis stor omtale også hos de danske TV-stationer.
Til gengæld var dansk TV fuldstændig tavst om, at Arbeiderpartiets store nedtur langt fra kun skyldes norske forhold.
De socialdemokratiske partier i Europa er i en historisk krise. Overalt taber de valg. I nogle lande er de nærmest blevet udslettede.
En hovedårsag til dette er masseindvandringen fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande. De fleste socialdemokratiske partier har ikke noget svar på denne enorme udfordring.
Sådan har det i den grad også været i Arbeiderpartiet under den meget politisk korrekte Jonas Gahr Støre.
Socialdemokrater i Norge og Danmark
Det havde været en indlysende opgave for journalisterne hos DR og TV2 at pege på denne større sammenhæng, som de norske socialdemokraters eklatante nederlag indgår i.
Hvorfor måtte de danske seere ikke høre om de europæiske socialdemokraters åbenlyse problemer med udlændingepolitikken?
Hvorfor måtte de ikke høre om, at Socialdemokratiet i Danmark er et af de få socialdemokratiske partier i Europa, som pænt holder skansen?
Og hvorfor måtte de ikke høre om, at det hænger sammen med, at de danske socialdemokrater er slået ind på en strammere udlændingepolitik? En politik, som Jonas Gahr Støre ikke ville vide af.
Virkeligheden? Ellers tak!
Svaret ligger lige for:
Fordi journalister i dansk TV nødigt vil fortælle noget, der kan anfægte deres venstreorienterede, politisk korrekte synspunkter.
Faktisk er de så modvillige over for at viderebringe den sandhed, de ikke bryder sig om, at de knap nok ænser den.
De opdager nærmest ikke, at det norske valg er en del af en større sammenhæng, der hedder socialdemokraternes krise og udlændingepolitikken.
De opdager det ikke, fordi de ikke kan forlige sig med at se virkeligheden i øjnene.
Befolkningen vælger sine egne veje
I stedet drukner de seerne i en hulens masse detaljer, som ingen kan bruge til noget.
Men flertallet i befolkningen vælger mere og mere sine egne veje.
De lytter ikke til politisk korrekte politikere som Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet. Og de lytter ikke til de politisk korrekte journalister hos DR og TV2.
Sådan går fremskridtet trods alt sin gang.