Kaare Dybvad Bek, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet siden 2015, har skrevet en tankevækkende og nødvendig bog, der først og fremmest gør op med ”den kreative klasse”, som er Det Radikale Venstre og Alternativets hede drøm om fremtidens utopia på det danske arbejdsmarked.
Bogen er ikke uden skønhedspletter og unoder, men skal roses for at turde tage et opgør fra venstre med mange af den ustyrlige værdipolitiske venstrefløjs fantasterier. Bogen fulde titel er sigende og lyder således:
De lærdes tyranni – Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund
Det er en god og stort set korrekt titel. Det eneste, der klinger en anelse hult, er den med ”verdens bedste samfund”, både på grund af det lovligt svulstige, men især som følge af den erodering af det danske samfund, der er sket som følge af ukontrolleret indvandring, og som Kaare Dybvad ikke adresserer godt nok. Højst kratter han lidt i overfladen på det, der er Danmarks uden sammenligning største problem.
Men til bogens hovedpointe, som er god og sand: Toneangivende kredse i Danmark – politiske og kulturelle – har i mere end et årti bildt sig selv ind, at produktionssektoren i dette land var ved at blive udfaset som irrelevant for vækst, velstand og velfærd. I stedet skulle vi hengive os til amerikaneren Richard Floridas teori om ”den kreative klasse” som skaberen af den nye vækst.
Det har betydet, at gymnasiet og videregående humanistiske, samfundsvidenskabelige og kreative fag er blevet gud, mens håndværk er blevet forvist til en taberrolle. Håndværker kunne man blive, hvis man ikke kunne blive andet. Sådan har mantraet lydt fra Det Radikale Venstres Marianne Jelved og Morten Østergaard og over til den mest rendyrkede af slagsen, Alternativets leder Uffe Elbæk.
De jammerlige resultater er ikke udeblevet. Der er blevet uddannet alt, alt for mange indenfor humaniora og samfundsvidenskab og alt for få håndværkere og teknikere og naturvidenskabsfolk med længerevarende uddannelser.
Bundlinjen? Langt højere arbejdsløshed blandt alt for mange akademikere med kvalifikationer, der ikke er umiddelbart anvendelige og alt for få dygtige håndværkere og teknikere, der skal sørge for at hjembringe morgendagens vækst, velstand og velfærd.
De alt for mange akademikere er så forsøgt ansat i det offentlige, hvor de som oftest har fortrængt de ”varme hænder”, nemlig sundheds- og plejepersonalet, folkeskolelærerne og politibetjentene. Grupper, der sørger for ordentlighed, rimelighed og tryghed i det danske samfund.
Kaare Dybvad er opmærksom på, at det er svært at vende denne supertanker af en fejlslagen kreativ politik på en studs. Alt for mange menneskers arbejde i det offentlige afhænger allerede af den forkerte politik, der er blevet ført. Men udviklingen skal vendes, og det må ske ved gradvist at begrænse adgangen til de længerevarende uddannelser indenfor humaniora og samfundsvidenskab og udvide adgangen til håndværk og de tekniske uddannelser. Samtidig skal der tilskyndes hertil. Håndværket skal helt frem i første række, fordi faglærte i samarbejde med tekniske og naturvidenskabelige specialister også fremover vil være bærere af et rigt dansk samfund.
Kaare Dybvad fortjener stor ros for sin bog, men malurt skal der også til. Kaare Dybvad er alt for vag, hvad angår den ulykke, som ikke-vestlig masseindvandring udgør. Uanset hvad vi foretager os, vil det i længden ikke nytte noget, hvis vi undergraver vores eget eksistensgrundlag gennem hovedløs indvandring af for langt størstedelens vedkommende ukvalificerede mennesker fra den tredje verden.
Her kunne Kaare Dybvad måske ligefrem lære noget af sine ledende partifæller Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen?
Men når det er sagt, skal Kaare Dybvad roses for at skrive en bog til tiden. Den være hermed anbefalet.
