Karen Blixen og hendes bror Thomas Dinesen er rundet af en af Danmarkshistoriens store slægter – i en ny biografi bliver deres historie fortalt

Karen Blixen og hendes bror Thomas Dinesen er rundet af en af Danmarkshistoriens store slægter. I en ny biografi fortælles slægtens og søskendeparrets historie.

 

Tom Buk-Swienty: TOMMY OG TANNE – Det store i livet. Indb. med omslag. Ill. 480 sider. 349,95kr. Gyldendals Forlag (2016).

 

***** (fem stjerner)

 

Tom Buk-Swienty (født 1966) er historiker og journalist. Hans kombination af professioner blev bragt til udsøgt udfoldelse i de dokumentariske fortællinger ”Slagtebænk Dybbøl”(2008) og ”Dommedag Als” (2011).

 

Siden er hans historieskrivning med brug af fortællende journalistik og litterære virkemidler omsat i en række biografier om Dinesen-slægten: Det første bind om Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, kom i 2013 med titlen ”Kaptajn Dinesen. Ild og blod”. Bind to ”Kaptajn Dinesen. Til døden os skiller” fulgte i 2014. Og så i 2016 kom turen til søskendeparret Karen Blixen (med kælenavnet Tanne) og den syv år yngre bror Thomas Dinesen (Tommy).

 

Tommy spiller hovedrollen

Det er Tommy, der spiller hovedrollen i den seneste biografi, hvilket allerede fremgår af de to portrætter på bogens forside: Tommy er trukket helt frem i billedet, mens Tanne befinder sig i mellemgrunden – begge dog med direkte øjenkontakt til beskueren. Her er tydeligvis tale om et par unge, selvbevidste mennesker, hvis selvfølelse ikke fejler noget.

 

De to søskende har begge deres far – krigeren, eventyreren, jægeren og levemanden Wilhelm Dinesen – som deres store forbillede og navigationspunkt. Hans størrelse og format er ikke blevet mindre af, at han ikke var til stede i kød og blod for sit begavede afkom. Han begik selvmord som 50-årig i 1895, da Tanne var 10 og Tommy 3 år gammel. Men Tanne har stor succes med at få Tommy med i fanklubben for faderen, selv om han altså aldrig rigtigt har dyrket omgang med ham.

 

Stamtræ

Buk-Swienty har lavet et stamtræ over den omfangsrige familie, så læseren får en klar idé om, hvilke mennesker det mest berømte medlem, Karen Blixen, er rundet af. Og altså også Tommy.

 

Hvordan formede Dinesen-børnenes barndom og ungdom sig? Det er spørgsmålet, biografien besvarer, og sat ind i en større historisk ramme, hvor ikke mindst Første Verdenskrig danner et vigtigt bagtæppe.

 

Hvordan blev de (ud)dannet? Hvilke fritidsaktiviteter havde de? Hvilke drømme og tanker havde de om deres liv? Hvordan var deres kærlighedsliv? Deres politiske holdninger? Hvilken mening søgte de i tilværelsen? Og hvilke valg førte denne søgen til?

 

Ikke tidligere offentliggjort kildemateriale

I ”Tommy og Tanne” har forfatteren været i den gunstige situation at få adgang til ikke tidligere offentliggjort familieejet kildemateriale. Således har hovedpersonen Thomas Dinesens lange breve til bl.a. Tanne, hans dagbog og en selvbiografi om ungdomsårene givet et sjældent godt indblik i det dinesenske familieliv, og de forventninger, der lå til børnene i en slægt med blåt blod i årerne.

 

Endnu mere interessant er indføringen i Tommys oplevelser under Første Verdenskrig, hvortil han meldte sig som frivillig.

 

Tom Buk-Swienty er en strålende fortæller, og biografien er tillige spækket med megetsigende portrætter, familiefotografier, billeder af herregårde i slægtens eje, krigsfotos, (Karen Blixens) tegninger, dagbogssider, postkort mv. De mange illustrationer farver yderligere et i forvejen fængslende stof.

 

Kun én indvending

Dinesen-familien og dens historie er fascinerende, fordi så mange af dens medlemmer ikke ville lade sig nøje med mindre end det største og mest storslåede, et menneskeliv kan byde på. Om det så skulle koste dem dette liv at forfølge deres ambitiøse mål og eventyrtrang.

 

Kun én indvending i forhold til dette gedigne biografiske arbejde. Der er undertiden FOR mange detaljer med, så teksten bliver lige lovligt lang i spyttet. Men det er virkelig i småtingsafdelingen.

 

 

Del på Facebook