Hvis du ikke vil forstyrres i din nytårsfred, så vent med at læse denne bog.
Ny bog om kidnapning og menneskesmugling som milliardindustri er ikke ligefrem hyggelæsning.
Vi er selv med til at finansiere Islamisk Stat!
Hvis det har undret dig, hvor Al-Queda, Islamisk Stat og andre forbryderiske organisationer får alle deres penge til terror fra, så giver denne bog dig nogle svar.
Det korteste – og ganske foruroligende – svar står i overskriften til dette afsnit: Vi er selv med til at finansiere Islamisk Stat.
Og påvisningen kommer ikke fra en sensationslysten journalist, men fra en anerkendt forsker. Loretta Napoleoni er en af verdens førende eksperter i den internationale kriminalitets økonomi og i terrorfinansiering.
Det begyndte med en omlæggelse af narkotrafikken til Vesten. Efter vedtagelsen af The Patriot Act i okt. 2001 (et af USA’s svar på 9/11), der bl.a. skulle øge overvågningen og begrænse den internationale strøm af kriminelle midler og pengevask i amerikanske dollars, blev de colombianske narkokarteller tvunget til at finde alternative ruter for smugling af kokain til Europa.
Man valgte en rute gennem Vestafrika og over Sahel-regionen, hvilket skaffede enorme summer til de kriminelle islamistiske organisationer, som næredes af sammenbruddet af fejlslagne mellemøstlige stater – et sammenbrud, som vi i Vesten ikke kan benægte medansvaret for.
Kidnapning- kriminelt joint venture på højt niveau
Gennem narkohandlen var der opbygget en organisation og en pengetank til næste trin: kidnapning af vestlige journalister, hjælpearbejdere og turister. Det handler langt den største del af Napoleonis bog om.
Meget detaljeret beskriver hun denne ”fordring af bjørne”, hvor naive lykkejægere i form af mestendels freelance-amatørjournalister ender i kløerne på kidnappere, der modtager enorme løsesummer for at frigive dem. Det meste sker i al hemmelighed, da den officielle politik er, at staten naturligvis ikke indgår i slige handler!
Et af de stærkeste kapitler afslører mytologien om vestlige gidsler. De fremstilles som regel som helte, men virkeligheden er en anden. De fleste vesterlændinge kidnappes, ikke fordi de er helte, men fordi de ikke forstår den risiko, de tager. Ofte er der tale om unge, uerfarne mennesker, som enten er naive idealister eller blot er på jagt efter oplevelser og det store scoop.
Den politiske boomerang
Sidste år ankom næsten 2 millioner flygtninge og migranter til EU, og tilstrømningen af mennesker fra fejlslagne stater er på ingen måde forbi. Dette er tredje trin af finansieringen af kriminelle og/eller islamistiske organisationer. Og det sker for europæiske skatteyderes regning – i dobbelt forstand. Meget enkelt fremstillet: vi bruger milliarder på at bombe for så som ”tak” at modtage millioner af flygtninge.
På et tidspunkt kommer også genopbygningen af de ødelagte lande. Det hele for vores regning. Der er mange i EU, som tjener styrtende på dette sammenbrud. Der er endog økonomer og politikere, der påstår, at denne pludselige tilstrømning af en ny arbejdsstyrke er positiv for Europa! At vi med andre ord drager fordel af denne menneskelige tragedie.
Hvor længe skal denne galskab fortsætte? Det giver bogen ingen klare svar på. Som nævnt: det er ikke optimistisk læsning. Men bogen kan anbefales alle, som ønsker indsigt i de faktiske forhold i menneskehandelindustrien.
Loretta Napoleoni, Menneskekøbmænd. Tiderne Skifter 2016, 259 sider, 300 kroner.
