Bør Danmark tilslutte sig Bankunionen?

Nationalbanken

I denne tid kører der en intens debat i den finansielle sektor om bankunionen.

 

Basel-komiteen (Basel Committee on Banking Supervision, BCBS), arbejder i øjeblikket med nye kapitalkrav til de største banker. Arbejdet er forsinket, men de kommende Basel IV regler vedrørende bl.a. risikovægtede kapitalprocenter forventes at resultere i øgede kapitalkrav til europæiske banker på omkring 900 mia. kr. og beskære afkastet på ansvarlig kapital med omkring 0,6 procentpoint.

 

Traditionelt implementeres de regler, der kommer ud af BCBS, umiddelbart som krav i EU’s Bankunion, og dermed i eurolandene, der er tvungne medlemmer af Bankunionen, men måske også i Danmark og Sverige, der sammen med UK står uden for bankunionen.

 

Erhvervsministeriet har etableret en særlig Basel-ekspertgruppe, der nu vurderer, at effekten af de mest sandsynlige Basel-anbefalinger vil øge største danske institutters samlede kapitalkrav med i størrelsesordenen 64 til 92 mia. kroner.

 

Bankernes brancheforening Finans Danmark har tidligere vurderet, at Basel IV-kravene ville komme til at betyde en nødvendig øget polstring i niveauet 130 mia. kr., og branchen mener stadig at kapitalkravene til danske finansielle institutter vil blive øget med 80 – 100 mia. kr.

 

Foreløbig har bl.a. hensynet til den danske realkreditmodel og kapitalkravene til banker og pengeinstitutter og ikke mindst danske realkreditinstitutter betydet og det deraf følgende mindre kapitalafkast, at Danmark ikke har tilsluttet sig Bankunionen.

 

Selvom Danmark står uden for Bankunionen følger Finanstilsynet de eksisterende Basel-regler (Basel III) og f.eks. udpeges hvert år de systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) i Danmark: Danske Bank A/S, Nykredit Realkredit A/S, Nordea Kredit Realkredit A/S, Jyske Bank A/S, Sydbank A/S og DLR Kredit A/S.

 

Målet med Basel IV er at vedtage et nyt sæt kapitalkrav til verdens største banker, der skal minimere risikoen for en ny finanskrise i stil med den, der ramte i 2008-2009.

 

Bankunionen

Bankunionen i EU indeholder blandt andet et fælles tilsyn med bankerne (Single Supervisory Mechanism – SSM) og en fælles afviklingsmekanisme for nødlidende banker (Single Resolution Mechanism – SRM) inklusive en fælles afviklingsformue. Bankunionen omfatter dermed et fælles regelgrundlag, et fælles banktilsyn, en fælles afvikling af kriseramte banker og en fælles indskydergarantiordning.

 

Hovedprincipperne i Bankunionen vedrørende kriser i banksystemet er høje krav til kapitalgrundlag og polstring og kontrolleret håndtering af nødlidende banker.

Læs også
Hvad betaler Danmark til EU,  ansatte i EU og vanvittig regel-tsunami fra EU

 

Kapitalkravene er strammet i flere omgange og vil som nævnt blive yderligere strammet når Basel-komiteen har færdiggjort sit arbejde. Det såkaldte krisehåndteringsdirektiv (2014/59/EU), Bank Recovery and Resolution Directive (BRRD), der trådte i kraft i EU 1. januar 2015, skal sikre en kontrolleret håndtering af truende kriser i banksystemet. Et bærende element i direktivet er reglerne for ”bail-in”, der trådte i kraft i januar 2016. Bankens ejere og kreditorer skal bidrage med mindst de første otte pct. af passiv¬siden. Kapitalkravene skal herudover håndteres af fælles reservefonde under Bankunionen – nationale reservefonde, hvis man står udenfor. Fondene skal sikre, at store banker i krise, hvor problemerne ikke kan håndteres med bail-in, ikke udløser en ny finanskrise.

 

Når bankerne bliver for store

Danske Banks balance udgjorde 174 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt i 2013. Da krisen ramte de danske banker var det staten, der med bankpakkerne garanterede for bankernes forpligtelser. Var det gået helt galt, kunne staten være gået bankerot.

 

Problemet er, at målt i forhold til landets samlede økonomi, er flere af de danske banker blandt de største i EU, og så store, at de har potentialet til at trække tæppet fuldstændig væk under den danske økonomi. En normal virksomhed kan gå konkurs, hvilket tilskynder til en effektiv risiko­styring. Men hvis staten garanterer for en bank, mistes tilskyndelsen til risikostyring. Og en garanti reducerer bankens låne­omkostninger, mens statens lån bliver dyrere. Det er implicit statsstøtte, der i 2014 havde en værdi på 10–17 mia. kr. i Danmark.

 

Nordea

Det er Nordea, der overvejer at flytte hovedkvarteret væk fra Stockholm, der har genoplivet diskussionen i både Danmark og Sverige om eventuelt at tilslutte sig EU’s bankunion. Nordea er Skandinaviens systemisk vigtigste finansielle institution, SIFI, og pt registreret i Sverige (Nordea Denmark er teknisk set en filial). En eventuel krise i banken er dermed de svenske myndigheders ansvar. Alene Nordeas størrelse betyder, at både Sverige og Danmark udenfor den europæiske Bankunion ville have svært ved at håndtere en eventuel krise i banken.

 

I Danmark har man som nævnt hensynet til det unikke danske realkreditsystem, men både Sverige og Danmark er urolige ved udsigten til måske at skulle tage ansvar for banker og finansielle sektorer i andre lande, hvor aktørerne har unddraget sig det ansvar, som myndigheder og banksektorer i Danmark og Sverige har løftet. Det er almindelig kendt, at der er en ret betydelig risiko med nødlidende lån i Central- og først og fremmest Sydeuropa, og den seneste udvikling i Italien har bestemt ikke bortvejret disse betænkeligheder.

Læs også
Europa forsøger at legitimere Irans regime

 

Italienske bankredninger skræmmer

Den italienske bank, Monte dei Paschi di Siena forsøgte siden banken sidste år fejlede i en vigtig stresstest at rejse mere kapital. Stresstesten blev gennemført i 2016 af den europæiske centrale bankmyndighed, ESA, og hovedparten af bankerne, herunder svenske og danske banker som Nordea og Danske Bank, klarede sig pænt i testen. Italienske banker derimod er i vanskeligheder. Banca Monte dei Paschi di Siena fra 1472 med 26.000 ansatte, er ikke den eneste italienske bank, der har været truet af konkurs. Efterfølgende måtte de to mellemstore italienske banker, Veneto Banca og Banca Popolare di Vicenza, kaste håndklædet i ringen.

 

Hovedreglen i bankunionen tilsiger, at det ikke igen – ligesom under krisen – skal være skatteyderne, der skal holde for ved bankkrak. Krisehåndteringsdirektivet og bail-in mekanismen, hvor bankens ejere og kreditorer tager en del af skraldet, skulle sikre en kontrolleret afvikling/rekapitalisering. Alligevel endte italienerne med at finde et smuthul, der betød, at skatteyderne kommer til at betale.

 

Regningen bliver ifølge de italienske myndigheder i første omgang statsgarantier på mere end 20 mia. euro, som hver eneste italiensk familie hæfter for, uanset om de er kunder i banken eller ej. Værdien af statsstøtten lader sig vanskeligt opgøre på forhånd, men den er under alle omstændigheder meget betydelig.

 

Reglerne i EU og den politiske virkelighed

Finansunionen og Bankunionen illustrerer de monumentale problemer i EU’s økonomiske og finansielle politikker, herunder vanskelighederne i euro-samarbejdet. Ét er nemlig reglerne: Konvergensreglerne i Stabilitetspagten – om størrelsen af offentlige budgetunderskud på maksimalt 3,0 pct. af BNP, grænsen på 0,5 pct. for underskud på den strukturelle saldo, og grænsen på 60 pct. af BNP for den offentlige gæld – og bail-in reglerne i Bankunionen.

 

Noget ganske andet er den politiske virkelighed: Den italienske regering var udsat for et massivt politisk pres fra mange småinvestorer for at redde bankerne, uden at ­aktionærer og kreditorer belastes. Endnu værre var, at EU-Kommissionen ligeledes lod sig drive rundt af kortsigtede politiske hensyn.

Læs også
EU straffer fattige risbønder i Asien

 

Krisehåndterings­direktivet indeholder nemlig en kattelem, der under helt særlige vilkår giver staten mulighed for at træde til uden forudgående bail-in. Kattelemmen kan derfor i praksis sætte krisehåndteringsdirektivets principper ud af kraft. I så fald er krisehåndteringsdirektivet ingen garant mod statsstøtte, og vi har på kerne­reguleringen ikke distanceret os afgørende fra situationen inden finanskrisens udbrud.

 

Vi bør lytte til Nationalbanken, men…

Nationalbanken og Det Økonomiske Råd har anbefalet, at Danmark tilslutter sig Bankunionen.

 

Bankernes organisation, Finans Danmark, har hidtil været splittet mellem de største bankers fuldtonede ønske om dansk tilslutning og de mindre bankers skepsis.

 

Hvad bliver konsekvensen hvis vi står uden for bankunionen? Det kan bestemt ikke udelukkes, at renten vil ligge højere end ellers. Det er samtidig Nationalbankens opfattelse, at selvom vi står uden for bankunionen vil det alligevel blive nødvendigt at hæve kapitalkravene til de større banker. Hertil kommer, at Danmark næppe på egen hånd ville være i stand til at håndtere kriser i de større danske pengeinstitutter.

 

Det er positivt, at regeringen nu i det mindste er parat til at overveje fordele og ulemper ved deltagelsen i bankunionen.

 

Læs også
Industriens mangel på medarbejdere overgår tiden før finanskrisen

Der burde ikke være tvivl om Danmarks principielle klare og positive holdning til bankunionen, men de nylige erfaringer fra Italien rejser alvorlig tvivl om de teoretiske krisehåndteringsstrategier kan klare konfrontationen med virkeligheden.

 

Hvis den tvivl ikke bortvejres, vil der kunne opstå tvivl på de internationale kapitalmarkeder og rokke ved den finansielle stabilitet – og det vil kunne ske, uanset om Danmark er med eller står uden for Bankunionen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…