Intet under, at befolkningen generelt kalder stramninger på udlændingeområdet for lapperier, der ikke gør den store forskel. Nogen probat håndtering af migranter fra Mellemøsten og Subsahara er det meget svært at få øje på.
Måske kan nogle af de allerede vedtagne stramninger (se nedenfor) hjælpe, men kun til et vis punkt. Der er for mange, som vil være i strid med de hellige konventioner og vil få EU til at svinge med pisken, og så viser erfaringen, at politikerne indordner sig.
Det burde slet ikke være til diskussion, at migranterne uden undtagelse afvises ved den danske grænse. Hvad enten de kommer via Sverige, Polen, Tyskland eller England, kommer de fra et sikkert land.
Grænsekontrol
EU tordner imod de lande, der ikke accepterer åbne grænser og truer med drabelige bøder, fratagelse af stemmeret i EU og ja, måske endog udsmidning af EU, hvis ikke landene bøjer sig for presset.
Andre lande, som f.eks. Danmark, spørger pænt om lov til selv at bestemme, hvem der skal ind i vores land. Denne tilladelse gives allernådigst af EU for en kort periode ad gangen. Så skal der søges igen.
Et antal på 4.000 migranter siges at være stoppet ved den danske grænse, efter at vi har fået en deltidsgrænsekontrol. Da vi vel næppe kan gå ud fra, at det kun er dette antal, der er troppet op ved grænsen, ville det være rart at få at vide, hvad grunden er til afvisning af lige netop disse migranter.
Er man omsider nået til den erkendelse, at det er helt vanvittigt at lukke folk ind, som man hverken kender identitet eller nationalitet på, fordi de intet pas har eller kun et falsk et af slagsen? Eller er der helt andre årsager?
Forsøg på begrænsninger
Dansk Folkeparti har oplyst om de 80 stramninger på udlændingeområdet, som partiet har foreslået, og som for langt den største dels vedkommende på nuværende tidspunkt er vedtaget.
Stramningerne gælder imidlertid kun dem, der allerede er kommet ind, men havde været delvis unødvendige, hvis det var erkendt, at ingen, der kommer fra et sikkert land, kan søge asyl ved vores grænser.
Stramningerne har ret bløde formuleringer, såsom “mulighed”, “skærpelse”, “kan” og “tilskyndelse”. Det var vel, hvad DF kunne få forsigtigpeterne i Folketinget med på, selv om den slags formuleringer ikke siger noget konkret og åbner for meget udvidede skøn.
Af pladshensyn er det umuligt at gennemgå samtlige 80 stramninger, men her nedenfor er nogle få eksempler på, hvordan eventuelle intentioner, som partierne måtte have haft, udvandes.
Pkt. 4 om polititilstedeværelse døgnet rundt på Kærshovedgård hindrer ikke folk på tålt ophold i at bevæge sig rundt i samfundet og fortsætte de forbrydelser, de har fået en udvisningsdom for. Ligesom det heller ikke hindrer de afviste i at gå under jorden. Der er kun én ting, der hjælper til at sikre borgerne, og det er, at alle uønskede er lukket inde, til de sendes hjem.
Pkt. 14 om tilskyndelse til repatriering. Med en stor pose penge vil der nok være nogle, der griber chancen for at vende hjem som rigmænd m/k. Og når pengene er brugt, kan de vende tilbage (fortrydelsesretten). Hvorfor i himlens navn er der overhovedet en fortrydelsesret?
I pkt. 16 har man forsøgt at sikre sig mod, at folk vender tilbage uden at skulle refundere kommunen det udbetalte repatrieringsbeløb. Nu er der kommet et “absolut krav” om tilbagebetaling.
Imidlertid må politikerne have overset § 95 Lov om aktiv socialpolitik, der har følgende ordlyd:
Stk. 1) Tilbagebetalingskravet opkræves af kommunen eller af Udbetaling Danmark efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren. Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser.
Stk. 2 Tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 3 år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet. (mine kursiveringer).
95 henvises der direkte til i Repatrieringslovens § 9:
Stk. 1) Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, eller hvis en udlænding, der har modtaget støtte til repatriering, indgiver ansøgning om opholdstilladelse på ny i Danmark, inden for de først to år efter udrejsen og i forlængelse heraf meddeles opholdstilladelse. § 95 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2) Kommunalbestyrelsen skal endvidere træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis der til brug for behandlingen af ansøgningen om hjælp til repatriering er angivet urigtige eller vildledende oplysninger. § 95 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse. (mine kursiveringer).
Så det ”absolutte krav” skal nok tages med et gran salt. Især når henses til, at de tilbagevendte kommer direkte på offentlig forsørgelse.
Schengens død
I en uendelig langsommelig erkendelse af, at det er umuligt at have åbne grænser til hele verden, ikke mindst når det gælder velfærdssamfund, hvis velfærd alene hviler på skatteyderne, ved regeringen godt, at det rumler fælt i store dele af den befolkning, som godhedsindustrien på venstrefløjen betegner som racister og kældermennesker, og som beskyldes for at lide af en masse fobier.
Så for ikke at hidse stemningen endnu mere op blandt – tør jeg godt vove at sige – et af verdens mest langmodige befolkning, er stramningerne foretaget som et forsøg på at begrænse indvandringens konsekvenser. Stramningerne er imidlertid for få, for svævende og kommer for sent.
EU derimod har svært ved at erkende, at Schengen for længst er afgået ved døden og lagt i graven. Hvor den hører hjemme.
