Vestens egen blindhed i forhold til islam er skyld i, at man har rodet sig ud i de katastrofale problemer med Tyrkiet

EU har enorme problemer med forholdet til Tyrkiet. Det samme har NATO. Det skyldes Vestens egen blindhed i forhold til islam.

 

Både Europa og USA er gået fuldstændig fejl af, hvilken vej Tyrkiet ville tage med Erdogan som leder.

 

Man bildte sig ind, at Erdogan ville præge Tyrkiet med en moderne, reformorienteret udgave af islam. Men nu har man fået en brutal opvågnen

 

Erdogan har aldrig accepteret, at der skulle findes en ny og anderledes udgave af islam. Han mener, at der kun findes én islam, og det er den, der holder sig til de traditionelle dogmer.

 

Erdogans islam flugter med det, som andre kalder islamisme.

 

Han står for en autoritær stat, der bygger på islam. Han står for tildækning af kvinder. Og han står for tæt samarbejde med stor islamistiske bevægelser som Det Muslimske Broderskab.

 

Kulturens betydning

Vesten er altså gået alvorligt fejl af Erdogan.

 

Men lige så slemt: Vesten er gået alvorligt fejl af den befolkning, som Erdogan bygger på.

 

Lidt over halvdelen af tyrkerne har holdninger og værdier, som bakker Erdogan op. De ser islam på samme måde. Og de bakker op om den form for autoritært styre, som han er i gang med at skabe.

 

Det var allerede til at se for mange år siden, da EU blev besat af den fikse idé, at Tyrkiet skulle og kunne blive medlem.

 

Men de europæiske politikere forstod ikke, at værdierne i en stor del af den tyrkiske befolkning trak i en retning, som var uforenelig med EU’s grundlag.

 

Mange politikere har aldrig fattet kulturens enorme betydning for den politiske udvikling i et samfund.

 

Erdogans konfrontationer

Erdogan vil i og for sig gerne være medlem af EU. Men han vil være det på sine egne præmisser. Det vil sige med en autoritær stat baseret på traditionel islam.

 

Han bruger bevidst sine konfrontationer med EU til at skabe folkelig opbakning til sit projekt både derhjemme og blandt de tyrkiske migranter i Europa.

 

EU skulle fra starten have satset på et nærmere samarbejde med Tyrkiet, men uden medlemskab. Og i dag skal man se at komme ud af optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet.

 

Foreløbig har Østrig tilkendegivet, at Tyrkiet ikke hører hjemme i EU. Men ingen andre siger dette.

 

Det store Tyskland vil under ingen omstændigheder have et opgør om dette nu – selv om der er massiv opbakning blandt tyskerne til at afvise Tyrkiet.

 

Merkel skal ikke nyde noget af, at Tyrkiet pludselig op til det tyske valg den 24. september opsiger asylaftalen med EU, så der kommer ny tilstrømning.

 

Så forstå det dog

Men også på længere sigt står det fuldstændig uklart, hvad både Tyskland og EU vil.

 

Politikerne bør indse, at Tyrkiet ikke hører hjemme i EU. Hvornår man formelt afbryder forhandlingerne, må man så finde ud af.

 

NATO har indlysende sikkerhedspolitiske grunde til at bevare Tyrkiet som medlem. Men også her må man erstatte de naive forestillinger om tyrkisk reform-islam med mere kritisk sans.

 

Faktisk holder Washington allerede i dag følsomme informationer tilbage i forhold til Tyrkiet.

 

Erdogan er islamist. Islamister er modstandere af vores samfund. Så forstå det dog.

Del på Facebook