Den 31. marts var det 100 år siden, Danmark solgte De Vestindiske Øer til USA for 25 millioner dollars. Statsministeren var i den forbindelse taget dertil og holdt tale på Sankt Thomas. Forud havde det været debatteret herhjemme, hvorvidt vi burde undskylde for vores tid som slavenation. Ifølge DR’s korrespondent Steffen Kretz er der imidlertid ikke lokal interesse i en undskyldning på De Vestindiske Øer.
Dansk Vestindien
Den europæiske slavehandel med afrikanere var allerede veletableret, da Danmark i 1671 grundlagde Vestindisk-Guinesisk Handelskompagni og fra 1673 sendte de første afrikanske slaver til Dansk Vestindien. Slaverne blev købt på Afrikas vestkyst ved Guineabugten af lokale slavehandlere, der havde fremskaffet slaverne under grusomme omstændigheder fra kontinentets indre.
Kåre Lauring, museumsinspektør ved Handels- og Søfartsmuseet, Kronborg, beskrev den 14. september 2001 i Berlingske Tidende (gengivet i bogen Slaveri fra oldtid til nutid) den danske slavehandels økonomiske omkostninger. Den gennemsnitlige pris for en slave var 95 rigsdaler. Til sammenligning fik en dansk matros om bord på et slaveskib i 1750 3-4 rigsdaler om måneden. Administrationen til de danske forter på Guineakysten var omkostningstung, de enkelte rejser var langvarige, slavehandelen var risikofuld og omfanget for begrænset til at være rentabelt.
Slavehandelen var også dyr i form af tab af menneskeliv. Skibsfarten over Atlanten kostede omkring 33% af søfolkene livet og omkring 15% af afrikanernes liv. Når de var kommet til Vestindien, steg europæernes dødsrate til det tyvedobbelte og afrikanernes til det dobbelte.
Vestindisk-Guinesisk Handelskompagni vurderede, at slavehandelen var en dårlig forretning og besluttede derfor i 1734, efter et tab på over 200.000 rigsdaler, at trække sig ud af denne handel. Også for de efterfølgende aktører blev slavehandelen en underskudsforretning.
I 1792 forbød Danmark slavehandel med virkning fra 1803. Andre vestlige lande fulgte efter, og i 1848 forbød Danmark slaveri. I de følgende årtier forsøgte Danmark af afhænde Dansk Vestindien, og i 1917 overtog USA øerne for 25 millioner dollar, hvorefter de fik navnet De Amerikanske Jomfruøer.
Krav om erstatning og undskyldning
Aktivistgruppen African-Caribbean Reparations & Resettlement Alliance (ACRRA) blev dannet i 2004. De mødtes i 2005 med Institut for Menneskerettigheder i København og fremsatte herefter en erklæring, der gjorde Danmark direkte ansvarlig for at have påført afrikanere i de nuværende Amerikanske Jomfruøer følelsesmæssig, fysisk, økonomisk og kulturel skade.
ACRRA’s leder Shelley Moorhead udtalte i 2007, at beboerne i De Amerikanske Jomfruøer er ramt af mange økonomiske og sociale dårligdomme som følge af slaveriet, såsom områdets udtalte fattigdom og analfabetisme og folks manglende evne til at håndtere penge.
I 2013 udtalte Moorhead, at Danmark bør kompensere for fortidens synder ved at investere i alternativ energi, sundhed og uddannelse, herunder at slaveefterkommere i De Amerikanske Jomfruøer får en gratis universitetsuddannelse i Danmark.
En anden aktør, der kræver økonomisk kompensation fra Danmark, er den caribiske sammenslutning Caribbean Community Reparations Commission. Erstatningskomiteen fungerer som et rådgivende organ for flere lande i Caribien og hører officielt under den mellemstatslige organisation Caricom. På et pressemøde afholdt i Jamaica i 2013 fremførte de, at otte europæiske lande (Spanien, Portugal, Storbritannien, Frankrig, Holland, Danmark, Norge, Sverige) bør betale erstatning og undskylde for eftervirkningerne af slaveri i regionen.
Syn på erstatningskravet
I Danmark har Enhedslisten, SF, Alternativet – og nu også De Radikale – krævet, at Danmark undskylder fortiden som kolonimagt på de tidligere danskvestindiske øer.
Som fungerende udenrigsminister Nick Hækkerup udtalte i 2013, beklager regeringen tidligere tiders slavehandel, men det er derimod ikke praksis, at danske regeringer undskylder for tidligere tiders politik og særligt ikke, når en stor tidsmæssig afstand betyder, at de berørte mennesker eller umiddelbare efterkommere af de berørte mennesker ikke længere er i live.
Danmark har gennem flere initiativer og ved flere lejligheder støttet oplysningsarbejdet omkring den danske slavehandel; det være sig aktiviteter gennem UNESCO, kulturministeriets samarbejde med de tidligere Dansk Vestindiske Øer om at udforske den fælles fortid under slavetiden, og Per Stig Møllers erklæring i 2008 ved 160-året for slaveriets ophævelse, hvori den daværende regering på Danmarks vegne vedkendte sig slaveperioden som en del af fortiden og vores fælles historiske arv.
Søren Espersen citerede under samme folketingssamling Niels Helveg Petersen for en udtalelse fra 1998: “Jeg kan ikke se det rigtige i, at mennesker, som ikke havde noget at gøre med slaveriet, skal sige undskyld til mennesker, som ikke blev udsat for slaveri”.
Flere historikere argumenterer imod at det officielle Danmark skal undskylde slaveriet. Poul Villaume og Johannes Lang påpeger, at slaveriet allerede fordømmes, og at der ikke er nulevende ofre eller direkte efterkommere af ofre. Gunner Lind og Ditlev Tamm mener principielt set, at stater ikke skal undskylde for historiske overgreb.
Claus Bryld mener derimod, at stater skal undskylde for historiske overgreb; “først of fremmest for at vise, at de har forstået, at der er et politisk/moralsk problem, og at noget lignende ikke må gentage sig”.
Under statsminister Lars Løkke Rasmussens besøg på De Vestindiske Øer holdt han den 31. marts en tale på Sankt Thomas, hvori han sagde: “Vi må anerkende, at det, der skete i fortiden, har påvirket, hvor øerne er i dag. Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan forbedre fremtiden. Kun ved at frigøre os selv fra fortidens mareridt, kan vi gøre fremtidens drøm mulig”. Han kom ikke med en undskyldning.
Den konservative folketingskandidat Nikolaj Bøgh mener heller ikke, at nulevende personer skal undskylde for slaveriet, der blev ophævet for mange år siden: “Jeg synes, det er historieløst. Det er at tage vores moral og lægge den ned over nogle mennesker, der levede for 200 og 300 år siden”, udtalte han på TV 2 News.
Heller ikke blandt de lokale på Sankt Thomas synes der at være et ønske om en undskyldning, fortæller DR’s korrespondent Steffen Kretz: ” Der er ingen debat om en undskyldning, der er ikke noget politisk krav om en undskyldning, og der er knap nok kommentarer i aviserne, der kræver en undskyldning. Det er først og fremmest et dansk og indenrigspolitisk spørgsmål”.
Slaveriets betydning for eftertiden
Det er blevet indvendt, at moralsk skyld og ansvar ikke nedarves henover adskillige generationer og at erstatningskravene er udtryk for nutidig offermentalitet. Vi har som borgere et fælles ansvar for at forme vores samfund, uanset hvilken fortid landet bygger på. Nogle danskere blev rige på grund af plantagedriften: plantageejere, forretningsfolk, adel og kongehus, men den almindelige danske arbejder og fæstebonde levede i armod. Også danske borgere blev taget som slaver, i det muslimske Nordafrika, og staten betalte enorme summer til løskøb af disse slaver.
Først langt senere, under opbygningen af vores velfærdssamfund, blev den almindelige borger relativt velhavende. Ser man på lande som Spanien og Portugal, hjælper det dem ikke i dag, at de engang var store velhavende kolonimagter med indbringende besiddelser. Også i deres tilfælde har historiens gang skabt forandringer. Et rigt land er ikke garanteret evig rigdom, ligesom et fattigt land ikke er dømt til evig armod. Dette gælder også for det tidligere Dansk Vestindien, der overgik til at blive det nuværende De Amerikanske Jomfruøer.
