Tirsdag vedtog Ungarns parlament at indføre et nyt asylsystem.
Fremover skal alle asylansøgere samles i lejre ved den ungarske grænse, mens deres asylsag behandles.
Dermed vil man forhindre, at en masse mennesker, der ikke er berettiget til asyl, kommer ind i landet. Al erfaring viser nemlig, at det så er meget svært at få dem ud igen. De slår sig illegalt ned i det land, de er kommet til, eller rejser ind i et andet land.
Det nye ungarske system blev omtalt i Den Korte Avis tirsdag og onsdag.
Ungarsk asylpolitik lyder måske som noget, der har meget lidt med Danmark at gøre. Men dér tager man gruelig fejl. Den ungarske beslutning er vigtig for Danmark.
Bag beslutningen står premierminister Viktor Orbán. Hans asylpolitik har gjort det meget lettere for Danmark at styre asylstrømmen. Men det får han ingen tak for.
I det meste af Europa vil man nødigt anerkende Orbáns betydning for kontrollen med asylstrømmen. Journalistisk Venstreparti har nærmest gjort ham til djævlen selv. Og ’pæne’ politikere taler helst ikke om ham.
Grænsehegnet
Orbán fik første gang bevågenhed i hele Europa, da han i efteråret 2015 byggede et 175 km langt hegn på den ungarske grænse for at standse en massiv bølge af migranter.
De var strømmet ind i Ungarn for at komme videre til Tyskland, hvor Angela Merkel dengang stod med åbne arme.
Men Orbán fik læst og påskrevet i hele Europa for sit grænsehegn. Både blandt politikere og journalister.
Politisk vendte man ryggen til ham – også fra dansk side. Samtidig stod danske journalister nede ved Orbáns grænsehegn og holdt i den grad med de migranter, der prøvede at ødelægge hegnet, så Ungarns grænse igen lå ubeskyttet.
Blandt de stærkt venstreorienterede journalister blev det fremstillet som indlysende ondt, at et land ville beskytte sin grænse. Mange journalister er – ligesom Enhedslisten – tilhængere af totalt fri indvandring, selv om de sjældent tør sige det så direkte.
Kristian Jensen og Anders Samuelsen
Ungarn bidrog meget stærkt til lukningen af den såkaldte Balkan-rute. Denne lukning er den væsentligste årsag til, at asyltallet i Danmark er dalet kraftigt.
Dette har udløst en hyklerisk reaktion hos danske toppolitikere.
De burde erkende, at indsatsen fra Orbán og andre har lettet asylpresset på Danmark. Men de gør det stik modsatte.
Finansminister Kristian Jensen krævede forleden grænsekontrollen afskaffet. Men han fortalte ikke, at vores nuværende lave asyltal i høj grad skyldes en effektiv grænsekontrol i Ungarn og andre lande.
Asyltallet i Danmark ville stige dramatisk, hvis disse lande afskaffede deres grænsekontrol.
Udenrigsminister Anders Samuelsen har fulgt trop. Han mener ikke, at asylstrømme og migration længere er så vigtig for Danmark. Han henviser til, at der jo nu kommer færre asylansøgere.
Men der kommer altså færre asylansøgere til Danmark, fordi Ungarn og andre lande har givet en stram asylpolitik topprioritet. De har så at sige gjort det ’beskidte arbejde’ for os. Takken fra de danske ministre er at nedvurdere den indsats, de gør.
Kritik af hykleriet
I den respekterede tyske avis Die Welt hudflettede Jacques Schuster onsdag dette hykleri. Det skete under overskriften: ”Ungarn er i flygtningespørgsmålet ærligere end os”. Dermed mener han, at Orbán kalder problemerne ved deres rette navn og handler derefter.
Ungarns beslutning om at oprette lejre ved grænsen vil formentlig bidrage yderligere til at begrænse asylstrømmen op gennem Balkan. Orbán vil samtidig udbygge grænsehegnet.
Men visse politikere i Danmark og andre lande vil sikkert udnytte dette til at komme med gratis kritik af grænsekontrol og stram asylpolitik – og rynke på næsen af Orbán.