Ungarns premierminister Viktor Orbán har længe været en af Europas mest aktive fortalere for en stram asylpolitik.
Da asylkrisen i 2015 var på sit højeste, byggede Ungarns således et 175 km langt hegn langs sin grænse for at bremse den massive tilstrømning af asylansøgere.
Nu lægger Orbán op til at tage et nyt skridt for at få styr på tilstrømningen.
Asyllejre ved grænsen
Ritzau oplyser, at alle asylansøgere skal samles i lejre ved Ungarns sydlige grænse. Det gælder både dem, der fremover kommer til landet, og dem, der allerede befinder sig der.
Tirsdag vedtog Ungarns parlament oprettelsen af sådanne lejre.
På den måde vil man forhindre, at migranter kommer ind i landet, selv om de ikke er berettiget til at få asyl, eller selv om de mangler de fornødne papirer.
De vil ikke rejse ud igen
Dermed vil Orbán undgå et stort problem, som de fleste europæiske lande slås med:
Når først migranter er kommet ind over grænsen, er det meget svært at få dem sendt ud igen, selv om de ikke lever op til kravene for at få asyl.
En del af dem forsvinder helt fra myndighedernes radar og lever illegalt i modtagerlandet. En del rejser videre til andre europæiske lande, uden at de bliver kontrollerede, når de krydser grænserne.
Det gør det meget svært at holde styr på, hvem og hvor mange der kommer. Og det gør det altså vanskeligt at få folk sendt ud igen. Begge dele er stærkt belastende for modtagerlandet, og det øger risikoen for at have terrorister rendende.
Derfor er det store mantra blandt Europas politiske ledere blevet, at man skal styrke indsatsen for hjemsendelse af afviste migranter.
Men resultaterne er foreløbig beskedne.
Andre lande har diskuteret lejre ved grænsen
Nu vil Orbán så forsøge at få problemet løst langt mere effektivt.
I stedet for at sige, at disse migranter skal sendes hjem, siger han: De skal slet ikke ind i vores land, før det er omhyggeligt undersøgt, om de skal tildeles asyl.
I andre lande har denne idé også været til debat. I Tyskland har der således gennem nogen tid været røster, der krævede, at man samlede asylansøgere i lejre ved grænsen, mens deres asylansøgning blev undersøgt. Men Angela Merkel har forhindret, at man gik videre med ideen.
I Danmark har Løkke-regeringen vist lige så lidt interesse for ideen som Merkel. Dansk Folkeparti har fremført den, men sagen er ikke kommet længere.
Kritik fra Amnesty
Det gør den så altså nu i Ungarn. Viktor Orbán er en handlekraftig mand, og han er parat til at gå konsekvent til værks for at værne om sit land.
Amnesty International har i februar kritiseret lovforslaget. Man mente, at det “så bort fra EU’s retningslinjer, som betyder, at det er forbudt at tilbageholde nogen på baggrund af en asylansøgning” (Ritzau).
Men der er ingen grund til at tro, at denne kritik vil få Viktor Orbán til at ændre mening.