To kørelærere og tre arabiske tolke er tiltalt for omfattende svindel, der skulle hjælpe eleverne til at bestå teoriprøven

Colourbox

Retten på Frederiksberg tager i dag, onsdag, hul på en sag om omfattende svindel med køreprøver.

 

Københavns Politi har rejst tiltale mod to kørelærere og tre arabiske tolke for at have ydet ulovlig hjælp til eleverne, så de kunne bestå teoriprøven.

 

Tiltalen lyder på, at de har ydet og modtaget bestikkelse, begået embedsmisbrug og begået brud på deres tavshedspligt. Det oplyser ekstrabladet.dk.

 

Færdselsafdelingen hos Københavns Politi noterede sig, at en stribe elever havde påfaldende let ved at bestå teoriprøven. De fik mistanke om, at der blev snydt med prøverne.

 

Politiet fik så rettens tilladelse til at rumaflytte og overvåge den køreskole, hvor svindlen skulle have fundet sted.

 

Svindel ved hjælp af to metoder

Ifølge anklageskriftet blev der brugt to forskellige metoder til at fuppe, så eleverne klarede prøven.

 

Den ene var meget enkel: De arabiske tolke nøjedes ikke med at oversætte spørgsmålene. De sørgede samtidig for at give eleverne de rigtige svar på arabisk.

 

Den anden metode var mere avanceret: Tolken oversatte spørgsmålene påfaldende langsomt. Det gav kørelæreren mulighed for at nå at sende en sms til eleven med det rigtige svar.

 

Parternes mobiltelefoner var indstillet, så kørelæreren kunne lytte med på, hvad der blev sagt til teoriprøven.

 

Eleverne var blevet udstyret med mobiltelefoner, og de var blevet instrueret i, hvordan de skulle bruge dem.

 

Disse mobiltelefoner var skjult i toiletpapir, og de var sat til kun at vibrere, når de modtog en sms.

 

Hvis telefonen vibrerede i lommen på eleven, skulle han eller hun svare ”ja”. Hvis telefonen forblev tavs, skulle der svares ”nej”.

 

Eleverne var blevet informeret om, at tolken ville oversætte så langsomt, at de kunne nå at modtage disse sms’er fra kørelæreren.

 

Politiet har funder facitlister over de rigtige svar på køreskolen.

 

Store summer i bestikkelse

Ifølge anklageskriftet bestak kørelærerne tolkene. Der tales om 40 forhold af korruption og embedsmisbrug. Konkret tales der om ”gave eller anden fordel”. Afsløringen af de rigtige svar karakteriseres samtidig som brud på tavshedspligten.

 

Pengene til bestikkelsen kom fra de elever, der blev hjulpet til at snyde sig igennem teoriprøven. De fik lov at betale 2.000 og 4.000 kr. – så blev der sørget for, at de bestod.

 

Det var jo en stor sum at betale. Men de har måske været så tungnemme, at det var deres eneste mulighed for at få kørekortet.

 

Snyderiet skal være foregået under 20 teoriprøver i foråret og sommeren 2015.

 

Politiet slog til ved en aktion den 6. juli 2015, hvor 18 personer – kørelærere, tolke og elever – blev anholdt.

 

De tiltalte er to kørelærere på 52 og 46 år, en 51-årig medhjælper samt tre tolke i arabisk på 48, 49 og 54 år.

 

Korruption

Sidste år fik en tyrkisk tolk 20 dages betinget fængsel for ulovlig hjælp til, at hans tyrkiske landsmænd kunne bestå teoriprøven. Tolken gav dem svarene samtidig med, at han oversatte spørgsmålene.

 

Vi bryster os normalt af, at Danmark er et af verdens mest ukorrupte lande. Så meget vigtigere er det at være på vagt over for, at en korruptions-kultur vinder indpas i vores samfund.

 

Det er i sig selv temmelig grotesk, at mennesker, der er født og opvokset i Danmark, skal have tolk på for at kunne gennemføre en teoriprøve.

 

Helt galt bliver det, hvis de oven i købet betaler bestikkelse for at blive hjulpet igennem.

 

http://ekstrabladet.dk/112/18-anholdt-mistaenkt-for-fusk-med-teoriproever/5636991

 

 

 

 

 

Del på Facebook