En vred og fortvivlet mor til to mindre børn vil ikke længere vil bo i München. Det forklarer kun i et åbent brev til Münchens overborgmester Dieter Reiter, som den tyske avis tz bragte i søndags.
Hun giver en sviende beretning om, hvordan hun føler sig som en fremmed i sit eget land. Hendes bydel er domineret af indvandrergrupper fra især muslimske lande. Og der er ikke noget, der ligner integration.
Som mor, der forsøger at skabe kontakt til andre mødre, oplever hun den totale opsplitning.
Hun er 35 år og har mand og to små sønner. Familien sidder ganske godt i det, med en glimrende bolig og en dejlig have. Der er penge nok til, at hun har valgt at blive hjemme hos børnene, mens de er små. Det er mere almindeligt i Tyskland end i Danmark
Men hun kan ikke leve med forholdene i bydelen Milbertshofen, hvor de bor. Det fortæller hun overborgmesteren.
Alle bar tørklæde, ingen talte tysk
Da hun fik den første søn, undersøgte hun, hvilke muligheder der var for, at drengen kunne komme i kontakt med andre børn, og at hun kunne få kontakt til andre mødre.
Hun blev så tilmeldt en institution og blev inviteret til morgenmad med andre mødre. Her mødte hun 6-8 andre kvinder. Alle bar muslimsk tørklæde, og ingen af dem talte tysk.
Den socialpædagogiske leder sagde så til hende, at det nok kunne blive svært for hende at blive integreret!
Hun havde fået besked om at tage lidt mad med til morgenmaden. Men det var heller ikke så godt, for hun havde medbragt spegepølse og skinke. Så kunne hun jo slet ikke blive ”integreret”.
Det lykkedes hende ikke at komme til at tale tysk med nogen i gruppen. Lederen insisterede heller ikke på nogen måde på, at man skulle tale tysk. Og de muslimske kvinder betragtede det reelt som en klub for arabere og tyrkere.
Mænd og kvinder hver for sig
Hun fandt så ud af, at hun og hendes mand kunne gå med til en familiebrunch i institutionen – så kunne hendes mand også lære nogle af de andre mænd at kende.
Det varede dog kun, indtil hun blev gjort opmærksom på, at mænd og kvinder skulle sidde i adskilte rum under brunchen …
Da hun så fik sin ene søn i en børneinstitution, fik hun at vide, at han under ingen omstændigheder måtte have svinekød med i madpakken. Som hun skriver til overborgmesteren: ”Hallo?! Vi er altså i Tyskland!”
Moderen har også været i forbindelse med andre institutioner. Hun roser flere af de pædagogisk ansvarlige, men konstaterer, at mange migranters interesse i at integrere sig selv og børnene er lig nul.
Det kan hun ikke leve med: ”Jeg vil gerne have, at mit barn lærer tysk, og at det bliver præget af værdier, som jeg også kan stå inde for.”
Knalder døren i for næsen af borgmesteren
Men hun må konstatere, at hun ikke kommer nogen vegne med sine ønsker. Jo mere hun forsøger, jo mere bliver hun stemplet som ”fremmedfjendsk”.
Da hun fortæller i en af børnegrupperne, at familien overvejer at flytte fra byen, bliver hun mødt med heftig kritik fra lederen. Hun får at vide, at det er folk som hende, der er skyld i, at integrationen ikke fungerer.
Så kommer der spidse bemærkninger af typen: ”I den gruppe kommer der altså også udenlandske børn, så du skal måske lige overveje, om du vil komme dér.”
Som hun skriver: ”Det er sådan noget, der får folk som mig til at eksplodere og vælge andre partier. Jeg har rejst i den halve verden, og jeg har flere udenlandske end tyske venner.”
Hun føjer til: ”Med den måde, man lader det her køre af sporet, vil alle, der har muligheden, gøre det samme som os: Enten sætter de deres børn i private skoler og børnehaver, eller de flytter et andet sted hen.”
Så knalder hun døren i for næsen af overborgmesteren med en hilsen, man bruger i både Bayern og Østrig: ”Nå, men – Servus!!!!!!!!!!!”
Foreløbig har overborgmesteren ikke svaret.
