Tilfældighederne driver også deres spil i vinverdenen, og var det ikke, fordi den italienske vinprins og arving til topvinslottet Sassicaia i toskanske Bolgheri, Piero Incisa della Rocchetta, havde besøgt sin ven, vinmageren Hans Vinding-Diers, i Argentina, så havde vi andre aldrig lært den lækre ørken-bourgogne fra vingården Bodega Chacra i Patagonien at kende.
32 og 55
Valget faldt i 2002 på bodegaen Chacra, der var anlagt og tilplantet i 1932 med upodede Pinot Noir vinstokke, men som nu lå udyrket hen. Første årgang i hans og Vinding-Diers’ regi kom til salg i 2004 og fik navnet ”Chacra Treinta y Dos”, hvilket betyder 1932 og angiver året, da vinstokkene blev plantet.
I 2004 købte Piero Incisa yderligere en vinmark, der var beplantet med Pinot Noir i 1955, og i 2006 lanceredes ”Chacra Cincuenta y Cinco”, altså en udgave fremstillet på 1955-druer. Seneste skud på stammen bliver en ”Chacra Sesanta y Sete”, hvis druer er plantet i 1967.
Bedst i Sydamerika
Sideløbende hermed fremstiller Bodega Chacra en Pinot Noir, der kaldes ”Barda” – Højderyg –, og som kan betegnes som vingårdens 2. vin. Druerne er fra yngre vinstokke, og vinen er i sagens natur billigere end sine to storesøstre, som er komponeret over druer på henholdsvis 84 og 61 år, men noget bedre i den prisklasse fås næppe i hele Sydamerika.
Bedste vækstbetingelser
Klimaet i det nordlige Patagonien, som ligger lige langt fra Andesbjergene og Atlanterhavet, er eminent for en vinmand som Piero Incisa, der går helt i dybden med petitesserne. Den maksimale luftfugtighed ligger på 30, og det gennemsnitlige regnfald er ca. 20 cm om året. Disse barske forhold i kombination med en omliggende ørken gør, at vinstokkene kan gro og vokse uden nogen form for sygdoms- eller insekt angreb. Under modningsperioden i årets første tre måneder ligger gennemsnitstemperaturerne på 28 grader Celsius om dagen og 9 grader Celsius om natten.
Overflødigt er det næsten at nævne, at der bliver kælet for de modne druer indtil yderste detalje både under håndplukningen og i det videre gærings- og modningsforløb i vinkælderen, som befinder sig under et ekstravagant, moderne bygningsværk fra 2005 tegnet af de tyske Heusch-arkitekter.
Importør
I Danmark er Philipson Wine i Kokkedal importør af Bodega Chacras fornemme vine og af et sortiment, som årgangsmæssigt spænder fra 2006 til 2014. Anbefalelsesværdige er følgende:
Chacra Barda 2013 – Normalpris 209,95 kr. – Tilbudspris 149,95 kr. ved køb af 12 flasker.
Chacra Barda 2014 – Normalpris 209,95 kr. – Tilbudspris 149,95 kr. ved køb af 12 flasker
Chacra Cincuenta y Cinco 2013 – Normalpris 329,95 kr. – Tilbudspris 249,95 kr. ved køb af 12 flasker.
Chacra Treinta y Dos 2013 – Normalpris 714,95 kr. – Tilbudspris 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.




