Lørdag morgen er Liberte Chan i gang med at levere vejrudsigten til seerne på TV-stationen KTLA i Los Angeles. Hun er iført en let, glimtende sort kjole.
Pludselig kommer en arm ind i billedet med en cardigan i hånden. Det er studieværtens arm. Meningen er tydeligvis, at hun skal tage trøjen på.
”Vil du have, at jeg skal tage den her på? Fordi det er koldt?”, udbryder den forbløffede vejrvært. ”Vi har modtaget e-mails,” mumler studieværten.
”Virkelig?”, udbryder Liberte Chan, der ser alt andet end begejstret ud. Men hun har ikke rigtig noget valg, så hun tager cardiganen på og siger sarkastisk: ”Nu ligner jeg en bibliotekar.”
Hun fortsætter: ”OK, jeg beklager. Jeg havde en anden kjole, men den kunne ikke bruges, og så måtte jeg finde på noget.” Hun skulle egentlig have haft en sort-hvid kjole på, men den fungerede ikke sammen med den grønne skærm, der bruges ved vejrudsigter – et klassisk problem for vejrværter på TV.
Kritik fra to sider
Det viser sig, at stationen har fået en del negative seerhenvendelser over vejrværtens sorte glimtende kjole med de bare skuldre.
Den hører ikke hjemme i vejrudsigten en lørdag morgen, er der tilsyneladende nogle, der mener. En seer kalder den en cocktail-kjole, der passer til en nytårsaften.
Men efter optrinnet væltede det ind med kritik af stationen og studieværten Chris Burrous, fordi de tvang Liberte Chan ud i en ydmygende situation for åben skærm.
En seer gør opmærksom på, at en mandlig vejrvært i 2012 havde bragt to modeller i undertøj ind i vejrudsigten. Der gælder åbenbart andre standarder for mandlige værter.
Bagefter undskylder studieværten Chris Burrous sig med, at han og Liberte Chan jo bare lavede lidt sjov. Men den køber mange af seerne åbenbart ikke.
Efterfølgende gør stationen, hvad den kan, for at genskabe en afslappet atmosfære. Liberte Chan bidrager således til at afmystificere studieværternes påklædning ved at vise, at hende kollega Chris Burroughs faktisk sidder i studiet iført shorts under den fine jakke og slipset. Det kan man bare ikke se på skærmen.
a