Vi kan styre flygtningestrømmen – det fik jeg en helt særlig forståelse for, da jeg for nylig var i Iran

Hvor tit får jeg ikke at vide, at det er umuligt at styre flygtningestrømme i verden. Argumentet lyder, at det er skæbne at modtage flygtninge fra fattige og krigsramte lande. Grænsekontrol og restriktioner hjælper ingenting, for de fortvivlede mennesker vil altid finde en vej. Kun udvikling i hjemlandene kan gøre en forskel. Derfor skal vi bruge en masse penge på udviklingsbistand og på at forhindre krige i den 3. verden.

 

Jeg køber ikke dette argument. Udover at det er faktuelt forkert, så giver det os heller ingen overlevelses-chancer her i lille Danmark. For så skal vi altså bare lære at leve med, at folk fra den 3. verden bosætter sig her og efter en periode uundgåeligt vil udgøre et flertal, der naturligvis langsomt vil fjerne det danske fra Danmark. Vi skal altså gå vores undergang i møde uden brok.

 

Nej, vi skal ej.

 

Hul i hegnet ind til Europa

Flygtningestrømme og indvandring kan nemlig godt styres. Det viser mange erfaringer. Lad mig blot nævne en, som jeg gjorde mig i sidste uge, hvor jeg var med Folketinget på besøg i Iran.

 

Danmark modtog i 2015 knap 4.000 flygtninge fra Iran. Et tal, der har adskilt sig fra den strøm, der normalt kommer fra landet. Derfor har de danske myndigheder naturligvis spurgt den danske ambassade i Iran, hvad der dog var sket i landet, siden folk strømmede ud og derefter ind i Danmark. Svaret var: ”Ingenting!”.

 

Det, der var sket, var, at der var gået hul i hegnet indtil Europa og dermed Danmark. Og når, der går hul i hegnet, så strømmer de folk, der har holdt udkig med en mulighed for at komme ud af et dårligt land og ind i et godt, afsted. Det gjorde de så, – de initiativrige iranere.

 

Danmark hænger på dem der ikke vil rejse hjem

De fleste vil blive afvist i Danmark, fordi de næppe kan sandsynliggøre, at de er personligt forfulgte. Men hvis de modsætter sig hjemsendelse, kan vi ikke komme af med dem. Iran tager nemlig kun imod de afviste asylansøgere, der rejser frivilligt hjem igen. Derfor har vi i Danmark knap 200 iranere, der ikke har fået asyl, men som ikke vil rejse hjem til Iran!

 

Flygtningekonventionen bestemmer

Denne lille historie fra det virkelige liv viser, hvordan vi bliver holdt for nar i Danmark, fordi vi behandler alle tilrejsende som flygtninge, bare de kan sige ordet asyl. Det bestemmer Flygtningekonventionen, at vi skal.

 

Derfor tager det så lang tid at gennemgå sagerne og finde ud af, om folk er migranter eller personligt forfulgte flygtninge. Og derfor er der nok også nogle, der lærer at kringle systemet, mens de færdes i det, og dermed til sidst opnår at få asyl, selvom de reelt er migranter.

 

Flygtninge og indvandrere er rationelle beslutningstagere

Den lille historie viser også noget, som erfarne mennesker, – herunder forfatteren til en fremragende bog om migration – Paul Collier: ”Exodus. Immigration and multiculturalism in the 21st century”, 2014 – for længst har gjort opmærksom på: flygtninge og indvandrere er rationelle beslutningstagere.

 

De opstiller en cost-benefit-analyse over, hvornår og hvorhen, det kan betale sig at rejse. Det kunne betale sig for iranerne at rejse mod Danmark efter at Merkel havde inviteret hele Syrien til Europa, for nu var der hul i hegnet, og det ville være let at slippe igennem med de andre i strømmen.

 

Den australske model

Hvis man sørger for, at der ikke er hul i hegnene og man laver restriktioner, der forhøjer omkostningerne ved at komme til Danmark, vil der komme færre, – for så skal der mere til, før cost-benefit-analysen går i plus. Se på Australien, hvor man stort set ikke modtager nogen migranter længere. Det er det samme vi bør gøre. Og så bør vi hjælpe verdens flygtninge på en ny måde, så de ikke blandes op med verdens migranter.

 

Som vi gør det i dag blander vi flygtninge og migrant-begrebet sammen. Migranterne bruger systemet og bevirker dermed, at vi ikke får kanaliseret ressourcerne derhen, hvor de rettelig burde være – hos de svage flygtninge i flygtningelejrene.

 

Så vi skal ændre systemet både for Danmarks skyld og for flygtningenes skyld. Og vi skal ikke tro på påstanden om, at man ikke kan styre flygtningestrømme. For det kan man godt, hvis man vil. Det er viljen, det kommer an på!

 

Marie Krarup er MF for Dansk Folkeparti

Del på Facebook