Lars Løkke Rasmussen, Anders Samuelsen og Søren Pape Poulsen vil med stor sikkerhed nå i mål med deres regeringsforhandlinger. De har simpelt hen bevæget sig for langt ind det fælles projekt til, at de kan holde til at lade det kæntre.
Ligegyldigt hvad der står i aftalen, vil man have løst det problem, der var hele baggrunden for Lars Løkkes ønske om at udvide regeringen: Man undgår, at Liberal Alliance gennemtvinger et nyvalg.
Alene det vil få Lars Løkke til at smile tilfreds.
Men når de tre partiledere har vist deres glæde over et regeringsgrundlag, kommer de til de virkelige problemer.
Det usynlige regeringsparti
Regeringsgrundlaget vil nemlig have en meget foreløbig karakter. Det skyldes ’det usynlige fjerde regeringsparti’, nemlig Dansk Folkeparti.
I langt de fleste sager er regeringen nødt til at gå til Dansk Folkeparti for at få flertal i Folketinget for deres forslag.
Måske kan de få Socialdemokratiet med på en del af det. Men hvis der er det mindste kontroversielle i regeringens forslag, vil Socialdemokraterne ikke drømme om at lægge stemmer til, med mindre Dansk Folkeparti også gør det.
Så Dansk Folkeparti bliver anbragt i en meget magtfuld position. Og det er et Dansk Folkeparti, der netop nu er mindre villigt til at give ved dørene end nogen sinde.
Partiet er gået kraftigt tilbage i meningsmålingerne efter sagen om misbrug af EU-midler. Så nu vil man markere sig stærkest muligt på sine politiske mærkesager.
Det vil formentlig medføre, at en betydelig del af det regeringsgrundlag, som de tre partier bliver enige om, hurtigt vil vise sig at være uanvendeligt i den praktiske politik.
Skattelettelser
Det gælder således enhver tanke om skattelettelser i toppen. Dansk Folkeparti vil ikke engang være med til den mest skrabede model, hvor man løfter grænsen for, hvornår der skal betales topskat.
I det hele taget vil det ligge meget tungt med skattelettelser, også i bunden – Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet vil konkurrere om at være mest afvisende.
Asylpolitik
’Det usynlige fjerde regeringsparti’ er også gået i offensiven på asylpolitikken. Her opfordrer man Liberal Alliance og De Konservative til at sikre, at tilrejsende asylansøgere kan blive afvist ved grænsen.
Begge de to partier, der nu står til at blive del af regeringen, har tidligere fremlagt forslag i den retning.
Dansk Folkeparti kan hente opmuntring til den slags krav i Tyskland. Her er der i de borgerlige regeringspartier seriøse debatter om at afvise asylansøgere ved grænsen, hvis de kommer fra lande, hvor de er i sikkerhed.
Ja, selv Merkels regeringsparti CDU taler nu om ”den australske model” ved EU’s ydre grænser, hvor asylansøgere over Middelhavet bliver sendt direkte tilbage til Nordafrika.
Her har Dansk Folkeparti et ganske stærkt våben. Venstres asylpolitik har nemlig været præget af hensynet til Tyskland.
Alvorligt dilemma
De tre partier, der forhandler regering, står dermed i et alvorligt dilemma.
Hvor meget skal regeringsgrundlaget være en opvisning i, hvad disse tre partier principielt ønsker at gennemføre? Og hvor meget skal det tage højde for, at man ikke fra starten ryger ind i alvorlige konfrontationer med Dansk Folkeparti?
De to nye drenge i klassen – især den nyeste: Anders Samuelsen – vil have et behov for at ”vise, hvad de duer til”. Altså flashe deres mærkesager mest muligt.
Men det kan føre til et uskønt slagsmål med Dansk Folkeparti, som vil præge regeringens start, og som uundgåeligt vil føre til nederlag for den ny regering – fordi Dansk Folkeparti på mange punkter vil have reel vetoret.
Det er bøvlet at få regeringsgrundlaget bakset sammen. Men det er for intet at regne mod, hvad der kommer bagefter.
