I et brev til udlændingeminister Inger Støjberg har ombudsmanden kritiseret, at hun ikke i sin vejledning om familiesammenføring udtrykkeligt oplyste børn, der har fået beskyttelsesstatus, om, at de inden for det første år efter ankomst kan ansøge om at få deres familiemedlemmer til Danmark.
Beskyttelsesstatus
Ifølge Flygtningekonventionen af 1951 skal en flygtning være individuelt forfulgt. Når det drejer sig om mindreårige, er der næppe tale om individuel forfølgelse, men om den generelle situation i hjemlandet. Det vil sige, at børnene i stedet får beskyttelsesstatus.
Selv om det er forståeligt, at folk flygter fra krigszoner, har det vakt undren overalt i Europa, at forældre i Mellemøsten, Nordafrika og det øvrige Afrika har kunnet sende deres børn på en farefuld rejse alene til Europa.
Det er næsten umuligt at forestille sig, at forældre sender mindreårige titusindvis af kilometer ud i verden uden at have voksne til at beskytte sig i håb om, at de selv og deres øvrige børn efterfølgende får opholdstilladelse i det land, hvor den mindreårige søger asyl.
Rejsen til Europa − oftest til fods over land, bjerge, ørkener og med gummibåd over et hav − er ekstremt farlig. Jo yngre, des farligere.
Europæiske forældre ville formentlig foretrække en bombe i hovedet med børnene i favnen frem for at gå og vente i måneder uden at vide, hvad der er sket med barnet, mens fantasien udmaler, hvilke grusomheder der kan overgå det på vejen, og om det overhovedet når levende frem.
Alle mindreårige er et let bytte for forbrydere, både på rejseruten og i asylcentre rundt om i Europa.
Beskrivelser herfra viser, at selv børn, der er med deres forældre, bliver voldtaget af de menneskerovdyr, der også opholder sig i asylcentrene, hvis de et øjeblik er uden opsyn. Hvilke farer lurer så ikke på helt ubeskyttede børn?
På denne baggrund er det svært at tage udsagnet: ”Alle forældre ønsker deres børn det bedste” for pålydende, når forældre sender børn alene afsted til en uvis skæbne.
Det synes umuligt på den ene side at nære omsorg for sine børn og på den anden side sende dem ud på en rejse, der selv for voksne mennesker er dødsensfarlig. Det ene udelukker simpelthen det andet.
Denne trafik synes tværtimod nærmere at antyde, at et af børnene i familien udvælges til at være den, der skal forcere sig igennem, således at familien senere kan følge efter.
Uledsagede afghanske børn i Norge
Efter at man i Norge har kunnet konstatere, at afghanske børn sulter og er underernærede, fordi de sender de udbetalte penge hjem til familien, er man gået over til at give børnene et betalingskort, som kun kan bruges til mad.
Tidligere har de fået udbetalt omkring 1.600 kroner kontant om måneden.
Fra det norske justitsministerium udtales det: ”Vi kan ikke have et system, som gør, at familier sender deres børn alene gennem den halve verden for at skaffe penge til forældrene i hjemlandet.”
Hvis mindreårige får udbetalt kontanter i Danmark, er der næppe nogen forskel på forholdene her og i Norge. Er man i Danmark opmærksom på, om udbetalte kontanter kommer børnene til gode, eller om de, ligesom i Norge, sendes hjem til familien?
Familierne synes gennem grov udnyttelse af børnene at bruge dem som et redskab til enten at bane vejen for opholdstilladelse i Europa eller blive forsørget af dem. Mere usympatisk kan det dårligt blive.
Efterlysning af barnets netværk
Når børnene er nået frem til det land, der er destinationen (in casu Danmark), søger Udlændingestyrelsen efter barnets forældre eller familienetværk, hvis der ikke er modtage- og omsorgscentre eller offentlig forsorg i hjemlandet.
Også Internationalt Røde Kors’ Eftersøgningstjeneste kan være behjælpelig med at finde slægtninge i hjemlandet.
Alt efter hjemlandets situation (for eksempel krig) og barnets alder, kan det blive sendt hjem, når der er oprettet kontakt til et familiemedlem, eller der er et modtagecenter for børn i hjemlandet.
Det viste sagen med den tamilske pige, Chitra Rajendram, der som 14-årig kom til Danmark som uledsaget asylbarn i 1993 og blev hjemsendt som 18-årig i 1997, efter at en onkel i hjemlandet var fundet.
Beskyttelse til mindreårige
Mindreårige får ikke automatisk beskyttelsesstatus. Får de afslag, kan de anke til Flygtningenævnet. Får de også afslag her, kan de i stedet blive meddelt opholdstilladelse på andet grundlag, hvis visse betingelser er opfyldt.
I henhold til Udlændingelovens § 9c, stk. 3, nr. 1 og 2, meddeles barnet opholdstilladelse, hvis der er grund til at antage, at det ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være uden familiemæssigt netværk eller uden mulighed for ophold på et modtage- og omsorgscenter og dermed vil blive stillet i en reel nødsituation.
Endvidere indgår oplysninger om den mindreåriges helbred og behov for særlig omsorg og bistand og om den generelle situation i hjemlandet, for eksempel om der er krig, i vurderingen heraf.
Hvad enten den mindreårige opnår midlertidig beskyttelse eller ved afslag opnår opholdstilladelse på andet grundlag, fremgår det klart og tydeligt af loven, at opholdstilladelsen altid vil udløbe, når udlændingen er fyldt 18 år, hvorefter den pågældende normalt skal udrejse.
Opholdstilladelsen, der som udgangspunkt er tidsbegrænset, kan om nødvendigt forlænges med ét år ad gangen. Efter normalt fem år vil der blive bevilget permanent opholdstilladelse.
Uledsagede mindreårige må naturligvis beskyttes, så længe forholdene i hjemlandet gør det nødvendigt. Men ingen love og konventioner påbyder en nationalstat at lade nogen, der ikke længere har behov for beskyttelse, forblive i landet som indvandrere.
Familiesammenføring
Af forskellige faktablade ser det ud til, at en lille andel af de ankomne børn er mellem 12 og 14 år, mens langt de fleste er mellem 15 og 17 år. Er de forældreløse, synes der at være rimelighed i at forny en opholdstilladelse for et år ad gangen, indtil de efter fem år får indvandrerstatus.
Men selv om det lykkes at spore familien, kan den mindreårige naturligvis ikke returneres til et land i krig.
Da Danmark imidlertid har ”internationale forpligtelser”, kan forældre og søskende i stedet bringes til Danmark. Men hvordan vil man i praksis forholde sig til familiens (fortsatte) opholdstilladelse i Danmark?
Vil de også efter fem år få indvandrerstatus, selv om ankerbarnet i mellemtiden er blevet myndig? Eller bringes de – noget overilet, synes det – til Danmark for nogle få år og sendes så hjem igen?
Uansvarlige forældre
Det har sikkert berørt mange at erfare, at forældre misbruger et barn uden tanke for dets sikkerhed og sender det i forvejen til Europa på forventet efterbevilling af opholdstilladelse for hele familien.
Uanset ”internationale forpligtelser” bør uansvarlige og omsorgssvigtende forældre ikke belønnes med en opholdstilladelse efter at have udsat deres barn for den største livsfare.
