Det kunne dårligt være mere uheldigt.
I den nye regering oprettede man en post som ældreminister. Den blev besat med Liberal Alliances Thyra Frank.
Oprettelsen af et særligt ældreministerium skabte en forventning om politisk opprioritering af ældreområdet. Og udnævnelsen af Thyra Frank måtte opfattes som et signal om, at ministeriet gik til en person, der ved, hvad man kan gøre for de ældre.
”De ældre er ikke mit ansvar”
Men søndag aften gav Thyra Frank et interview til TV2. Og så ramte hendes udnævnelse regeringen lige i nakken.
Thyra Frank havde ikke nogen idé til, hvad hun kunne tænke sig at gøre for de ældre. Hun mente faktisk slet ikke, at det var hendes opgave. Det var alene op til kommunerne.
Undervejs i interviewet fik hun ligefrem sagt: ”De ældre er ikke mit ansvar”.
Så brød helvede løs over hendes hoved. Alle spurgte, hvad man skal med en særlig ældreminister, der ikke ser det som sin opgave at gøre noget for de ældre.
Dermed kom oprettelsen af et ældreministerium og udnævnelsen af Thyra Frank til at fremstå som et rent mediestunt.
Heftig beskydning
Under Folketingets åbningsdebat mandag har der været heftig beskydning af den ny minister fra oppositionens to største partier. Både Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen og Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup angreb Thyra Frank, fordi hun ikke ville gribe ind over for svigt i kommunerne.
Også fra FOA og Ældre Sagen er ministeren kommet under voldsom beskydning. Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup indkaldte straks ministeren til et hastemøde.
Samtidig luftede borgere deres utilfredshed med Thyra Frank på de sociale medier.
Der bliver nu holdt et møde mellem Thyra Frank Kommunernes Landsforening og Ældre Sagen på onsdag.
Stærkt problematisk idé
I mellemtiden har Thyra Frank trukket i land på sine udtalelser om, at det ikke er hendes opgave at gribe ind over for svigt i ældreplejen. Nu understreger hun, at hun selvfølgelig også har et ansvar.
Formentlig sker det efter gode råd fra hendes partiformand Anders Samuelsen og måske andre regeringskolleger.
Sagen afspejler, at hele konstruktionen med et ældreministerium og Thyra Frank i spidsen er en stærkt problematisk idé.
Nu er man nødt til at finde på noget
Ingen kan være i tvivl om Thyra Franks store indsats for de ældre i Danmark. Hun har med sit strålende eksempel vist, hvor man som leder af et plejehjem kan skabe rammer for beboerne, der giver dem langt friere og mere menneskelige forhold.
Men politiker er hun ikke, og det bliver hun nok heller aldrig. Hendes udtalelser til TV2 var meget lidt gennemtænkte, og hun var ikke bevidst om, hvor meget de kunne bringe både hende selv og regeringen i fedtefadet.
Men hun blev også sendt på en håbløs mission med det nye ældreministerium. Tilsyneladende satsede regeringens top på, at man på den måde kunne skabe en ældreprofil, uden at det skulle koste noget særligt og kræve noget særligt.
Nu har man været nødt til at sende Thyra Frank på retræten efter de skarpe angreb. I sidste ende kan man være nødt til at forsyne hende med nogle penge til nye initiativer for at pacificere gemytterne. Penge, som man ikke havde regnet med at bruge.
Det mærkelige ældreministerium bør nedlægges igen. Men det sker selvfølgelig ikke lige med det første – det ville være for stort et prestigetab for regeringen. Så nu er man nødt til at finde nogle opgaver til ministeren og nogle penge til at betale med.