Mandag aften trådte en mand ind hos Drop in Bingo i Damhaven i Vejle. Han havde en maske for ansigtet og truede personalet med en pistol, mens han på engelsk sagde: ”Money ind the bag.”
Men han fik ingen ”money in the bag”. Personalet nægtede slet og ret at give ham penge og bad ham om at forsvinde.
Det indgik jo ikke ligefrem i mandens planer. Det må da også siges at være en noget usædvanlig reaktion på et væbnet røveri.
Men ifølge Vejle Lokalpoliti mente personalet ganske enkelt ikke, at pistolen så ægte ud – og det satsede de så på. Det kan man da kalde at holde hovedet koldt.
Den uheldige røver blev så befippet, at han ikke kunne komme hurtigt nok ud af døren igen. Faktisk gik det så stærkt, at han tabte en af sine medbragte poser.
No money, no bag. Helt igennem kikset.