Karnevallet står for døren i en stribe tyske byer, specielt i den vestlige og sydlige del af landet.
I den forbindelse er politiet flere steder i Rhinlandet kommer med en bøn i offentligheden. Man appellerer til, at folk ikke klæder sig ud som islamiske terrorister, også kaldet hellige krigere.
”Vi kan kun indtrængende advare folk mod at iføre sig den slags kostumer ved de store begivenheder,” siger en talsmand for politiet i Mönchengladbach til Rheinische Post. Han føjer til:
”Folk kan bruge den slags påklædning lige så meget, de vil, ved private fester – men vær venlig ikke at gøre det i offentligheden.”
Samme advarsel kommer fra politiet i Düsseldorf.
Man beder samtidig om, at folk ikke udstyrer sig med legetøjsvåben. Heller ikke, hvis de for eksempel skal forestille cowboys og indianere.
En politimand siger: ”Nogle gange ser disse våben meget realistiske ud. Vi er trænede til at kunne kende forskel, men man skal ret tæt på, før man kan afgøre det.”
Nervøsitet
Årsagen til disse advarsler ligger lige for: Politiet er på vagt over for kræfter, der vil bruge karnevallet til at begå terror. Hvis almindelige mennesker render rundt og ligner terrorister, gør det politiets arbejde mere besværligt.
Samtidig er der en risiko for, at politiet griber fat i helt uskyldige mennesker i karnevalskostume for at være helt sikre på, at de ikke har skumle hensigter.
Der er betydelig nervøsitet for, at der kan ske noget under karnevallet.
Man ved, at terroristerne meget gerne vil slå til i store forsamlinger, og her udgør de mange feststemte karnevalsdeltagere et ideelt mål.
Bombetrussel
Samtidig fik man en advarsel i forbindelse med nytåret: Der skulle have været afholdt en gadefest i München, men den måtte man aflyse, efter at politiet fik et tip om en mulig bombetrussel.
Karnevallet har en tradition for, at folk slipper tøjlerne og slår gækken løs. Men i år blander feststemningen sig med frygt. Og der vil være mange politifolk, som må være forberedte på hvad som helst.
Derfor er det forståeligt, at de nødigt vil bruge deres kræfter på folk, der bare lader, som om de er terrorister.
(Rheinische Post, The Local)