Tre simple sandheder kan forklare, hvorfor Storbritannien er tæt på at melde sig ud af EU, og hvorfor den folkelige EU-skepsis er så stor i andre lande

Det er en skæbnedag for Europa. Briterne går til folkeafstemning om medlemskabet af EU, og ingen aner, hvordan det ender. En britisk udmeldelse er en realistisk mulighed.

 

Men selv hvis briterne beslutter sig for at blive i EU, vil denne folkeafstemning under alle omstændigheder understrege EU’s dybe folkelige krise. Tæt på halvdelen af vælgerne ser ud til at ville vende EU ryggen.

 

Samtidig har meningsmålinger vist, at befolkningerne i mange andre EU-lande er blevet ret negative over for EU. I lande som Spanien, Frankrig og Grækenland er der flere negative end positive. I nøglelandet Tyskland står det næsten lige.

 

I Danmark er holdningen også blevet klart mere EU-skeptisk.

 

For at forstå, hvad der er galt, må man forstå forholdet mellem EU og nationalstaterne.

 

EU og nationalstaterne

De fleste mennesker i Europa kan sagtens se fornuftige formål med EU. Det gælder absolut også i Danmark.

 

Man synes, det er godt, at EU skaber friere handel, tættere økonomiske bånd, stærkere samarbejde om fælles økonomiske interesser i verden, fælles initiativer omkring sikkerhed (herunder terror) og miljø osv.

 

Men mange oplever, at EU er ved at overskride nogle grænser, som de ikke ønsker overskredet. EU bliver set som en trussel mod kernen i nationalstaten.

 

Og for de fleste borgere er nationalstaten vigtigere end EU. EU kan kun komme ud af sin folkelige krise, hvis det i højere grad respekterer og beskytter nationalstaterne.

 

Mere danske end EU-borgere

Læs også
EU-Domstolen foretager grov diskrimination mod Israel – kræver speciel mærkning af israelske varer fra besatte områder

Der er tre simple sandheder om den sag:

 

For det første føler borgerne et stærkere tilhørsforhold til nationalstaterne end til EU. Vi er mere danskere end EU-borgere, selv om mange gerne vil være begge dele.

 

Vores identitet og kultur er i meget høj grad forbundet med nationalstaten. Her har vi et fællesskab med stærke historiske rødder.

 

Demokrati og frihed

For det andet er vores forhold til demokratiet væsentligt stærkere på nationalt plan end på EU-plan. Vi er langt tættere på de danske politikere end på EU-politikerne. Vi følger langt bedre med i dansk politik end i EU-politik. De fleste orienterer sig i danske medier, mens kun få orienterer sig i europæiske medier.

 

Man får ikke demokrati i EU ved at lave direkte valg til Europa-Parlamentet. Det fungerer ikke. Man får demokrati i EU ved at overlade mest muligt til national selvbestemmelse og ved at lade de nationale parlamenter have en tæt kontrol med, hvad der foregår i EU.

 

Man får heller ikke mere personlig frihed ved at lade EU lave en omfattende regulering af, hvordan forholdet skal være mellem stat og borger. Hvad enten det nu gælder ytringsfrihed eller økonomisk frihed.

Læs også
Erdogan vil ødelægge kurderne – EU og FN er magtesløse

 

Mere EU-regulering er ikke vejen til mere frihed. Den er vejen til flere konflikter.

 

Fordelingen af goderne

For det tredje sker fordelingen af goderne bedre i nationalstaterne end i EU. Det gælder for eksempel velfærdsydelser.

 

Inden for nationalstaten har man et fællesskab, der er stærkt nok til, at nogle er parat til at hjælpe andre med at bære byrder. Man betaler sin skat, fordi man synes, at der er rimeligt styr på, hvem og hvad den går til. Og fordi man tror på, at spillereglerne så nogenlunde bliver overholdt.

 

Når man begynder at lave social omfordeling ved at dekretere danske ydelser til EU-arbejdskraft, bliver solidariteten spændt for hårdt.

 

Asylstrøm

To akutte problemer har mere end noget bidraget til at forværre EU’s folkelige krise.

Læs også
Tjek udløbsdatoen på dit EU-sygesikringskort inden sommerferien

 

Det ene er den massive asylstrøm. Her har EU stillet sig i vejen for effektive nationale løsninger. Samtidig har EU slet ikke formået at gøre det nødvendige på europæisk plan.

 

Resultatet har været en tilstrømning, der truer med at undergrave nationalstaterne ved at lave radikale ændringer i befolkningernes sammensætning. Specielt indvandringen fra muslimske lande vil undergrave det fællesskab i kultur og identitet, som velfungerende nationalstater bygger på.

 

EU har et hovedansvar for dette, og det bliver straffet af vælgerne.

 

Fri bevægelighed

Det andet problem er det fælles europæiske arbejdsmarked og velfærdssystem i forbindelse med arbejdskraftens den frie bevægelighed.

 

På god bureaukratisk vis sidestiller man mennesker, der bevæger sig på tværs af grænserne, med varer, der sælges frit over grænserne.

 

Læs også
Hvad betaler Danmark til EU,  ansatte i EU og vanvittig regel-tsunami fra EU

Men menneskevandringerne er en langt mere kompliceret sag, fordi de griber ind i et samfunds måde at fungere på.

 

Kommer der for mange, kan det virke stærkt truende på livet i et bestemt land eller en bestemt region. Det er jo det, mange briter reagerer mod i dag. Samtidig tvinger man borgere til at betale skat til mennesker, der står dem meget fjernt.

 

Når EU undergraver nationalstatens mulighed for at styre asylstrømmen og regulere strømmen af arbejdskraft, skal man ikke undre sig over, at der kommer en stærk folkelig modreaktion.

 

Der er brug for en dybtgående reform af EU. Den konklusion kan man allerede nu roligt drage af den britiske folkeafstemning.

 

 

 

 

 

Læs også
Europa forsøger at legitimere Irans regime

 

 

 

 

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…