En ny borgerlig trekløver-regering er en realitet. Venstre, Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti har fremlagt et fælles regeringsgrundlag.
Dette er i sig selv en sejr for statsminister Lars Løkke Rasmussen og de to andre partiformænd, Anders Samuelsen og Søren Pape Poulsen.
Blå blok stod på randen af et sammenbrud, der ville føre til udskrivelse af valg med stor sandsynlighed for et rødt flertal.
Løkkes invitation til regeringssamarbejde fik standset denne katastrofekurs, og Samuelsen og Pape har leveret varen.
Men når det er sagt, må det føjes til, at væsentlige dele af dette regeringsgrundlag aldrig bliver til virkelighed.
Mest til pynt
Anders Samuelsen har erklæret, at der er tale om det mest ambitiøse regeringsprogram, man har set i Danmark.
En stor del af det består dog af ret brede formuleringer om “partnerskaber”, “kommissioner” og lignende initiativer.
Men der er også lidt mere konkrete liberale mærkesager: Marginalskatten skal sænkes, grænsen for topskat skal hæves, og skatten på små indkomster skal ned. Det offentlige forbrug skal stige med forholdsvis beskedne 0,3 procent.
Men meget af det står der mest til pynt – især til ære for Liberal Alliance, der har brug for at lufte liberale mærkesager for at legitimere, at man fredede Løkke og gik med i regering.
Den ny regering vil være afhængig af Dansk Folkepartis stemmer. Og Kristian Thulesen Dahl vil sige fra på flere af de nøglepunkter, som de tre partiledere fremhæver.
Presset af Socialdemokratiet
Man skal gøre sig klart, at denne regering kommer til at forhandle med Dansk Folkeparti på andre vilkår end dem, der gjaldt under VKO-flertallet i 00’erne.
Dengang var det typiske mønster, at Dansk Folkeparti gik med til liberale økonomiske reformer mod at få store indrømmelser på udlændingepolitikken.
Men i dag er Dansk Folkepartis situation en anden. Man er hårdere presset af Socialdemokratiet.
Det hænger sammen med, at Socialdemokratiet er slået ind på en strammere kurs i udlændingepolitikken. Dermed får Dansk Folkeparti ikke socialdemokratiske stemmer så let forærende som før, hvor man skovlede arbejderstemmer ind på udlændingepolitikken.
Nu er kampen om arbejdervælgerne blevet hårdere. Og den føres også på den økonomiske politik og velfærdspolitikken.
Her vil Dansk Folkeparti i dag være mere tilbageholdende med liberale økonomiske reformer, hvis Socialdemokratiet ikke er med.
De faktiske forhold i jernindustrien
Kristian Thulesen Dahl er ekstra forsigtig netop nu på grund af det tilbageslag, som Dansk Folkeparti har oplevet efter EU-sagen.
Så det er ikke kun Dansk Folkeparti, der får betydelig magt over, hvad det ny regeringsgrundlag bliver til i virkeligheden. Indirekte vil Socialdemokratiet også få indflydelse på den sag.
Lars Løkke, Anders Samuelsen og Søren Pape kommer nok til at forklare deres vælgere, at flere af de liberale mærkesager i regeringsgrundlaget ikke har nogen chance i det virkelige liv. Sådan er de faktiske forhold i jernindustrien.
Udlændingepolitik
Der er i det hele taget et paradoks i, at Folketingets tre mest liberale partier i den økonomiske politik danner regering netop nu.
Vælgernes holdning har nemlig på det seneste bevæget sig i en anden retning. Under den økonomiske krise kom der en mere positiv holdning til skattelettelser for at få gang i væksten. Men den stemning synes at være væk igen.
Det betyder ikke, at den ny regering skal opgive ævred. Men det betyder, at den kommer til at optræde meget mere pragmatisk, end Samuelsen i øjeblikket giver det udseende af.
Og så står den i øvrigt foran de samme kæmpeopgaver i udlændingepolitikken som Venstre-regeringen. Her vil Dansk Folkeparti givetvis nu som før tage sig betalt.
Venstre, Liberal Alliance og De Konservative har dannet regering. Men magten vil ligge hos Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
https://www.regeringen.dk/nyheder/her-er-det-nye-regeringsgrundlag/
https://www.regeringen.dk/nyheder/det-vil-trekloeverregeringen/
