To topministre i den østrigske regering foreslår nu EU, at asylbehandlingen af de enorme migrantstrømme helt fjernes fra Europa.
Forslaget kommer fra den konservative udenrigsminister Sebastian Kurz og den socialdemokratiske forsvarsminister Hans Peter Doskozil.
De peger på, at EU har mistet kontrollen med tilstrømningen, der for øjeblikket især kommer ind via Italien. Herfra prøver asylansøgerne at komme videre op i Europa, og Italien vinker bare mange af dem videre til andre lande.
En meget stor del af migranterne er slet ikke flygtninge. Og mange af dem, der ankommer til Europa, rejser videre gennem det ene sikre lande efter det andet – indtil de når det land, som de helst vil være i.
Det bør de slet ikke have mulighed for efter de to østrigske ministres mening. Den eneste konsekvente løsning er derfor at forhindre, at de overhovedet begynder deres rejse op gennem Europa.
”Kendsgerningen er, at vi har mistet kontrollen”
I stedet skal asylbehandlingen finde sted uden for Europa. Det kunne være i et nordafrikansk land som Niger, siger Kurz og Doskozil.
De migranter, som opfanges i menneskesmuglernes både på Middelhavet, bør også sendes tilbage til asylbehandling dér.
Kurz har netop forelagt tankerne for sine EU-kolleger mandag. Østrigerne er klar over, at der er betydelige praktiske problemer forbundet med planen.
Men man er efter Kurz’ mening nødt til at gå den vej: ”Kendsgerningen er, at vi har mistet kontrollen. I øjeblikket er det ikke os som EU, der afgør, hvem der kommer ind i Europa – det er menneskesmuglerne.” (The Local)
Nationale foranstaltninger
Den østrigske udenrigsminister føjede til, at Østrig under alle omstændigheder vil sikre sine nationale interesser: ”Vi mener, at en europæisk løsning er nødvendig. Men så længe den ikke findes, vil Østrig fortsætte med at gennemføre nationale foranstaltninger.”
Østrig har i høj grad vist dette i praksis. Da det stod klart, at EU slet ikke var i stand til at kontrollere sine ydre grænser, spillede landet en meget aktiv rolle i at få lukket Balkan-ruten. Man indførte skrap grænsekontrol ved sine nationale grænser og et loft over, hvor mange asylansøgere man ville modtage.
Nu ruster østrigerne sig også til bremse den ny asylstrøm, som de risikerer at få ind via Italien. De har sågar truet med om nødvendigt at bygge et grænsehegn i Brenner-passet. Og de anklager Italien for, at man bare lader migranterne rejse videre.
Kan ikke leve med halvhjertede EU-løsninger
Østrigs førsteprioritet er at få asylbehandlingen væk fra Europa og sørge for, at man ikke får mange tusind migranter i både over Middelhavet. Om nødvendigt må de sendes tilbage.
Men når EU nu ikke magter at tage den opgave på sig, vil den østrigske regering sætte alt ind på forsvaret af sine nationale interesser og nationale grænser.
Denne meget faste linje hænger sammen med Østrigs geografiske placering, der gør, at store dele af migrantstrømmene i Europa vil komme ind i landet, hvis man ikke sætter hælene i.
Derfor kan østrigerne ikke leve med smukke ord, vage hensigtserklæringer og halvhjertede løsninger i EU.
(Kronen Zeitung, The Local)