En 49-årig mand med syriske rødder og dansk statsborgerskab, er tiltalt for menneskesmugling.
Jyske Vestkysten har fulgt sagen mod ham, som begyndte tirsdag i Domhuset i Sønderborg. Manden har siddet varetægtsfængslet i 11 måneder.
Han er sigtet for, at have smuglet mindst 100 udlændinge ind i Danmark i 2014-15. Det er altså en mand som har kostet det danske samfund mange penge, men det er ikke den store taknemmelighed som præger hans holdning til danskerne.
Men den tiltalte nægter sig skyldig i at have gjort noget forkert. Manden indrømmer dog, at have hjulpet nogle familiemedlemmer og venner væk fra borgerkrigen i Syrien, samt at have hjulpet familiemedlemmer ind i Danmark.
”I vores kultur åbner vi døren, hvis der står en kvinde i nød og banker på din dør. Min familie og mine venner er flygtet fra Egypten, videre på havet, hvor mange de rejste sammen med er døde. De har oplevet meget grimme ting. Hvis man er menneske, så græder vores hjerter for dem. Ikke kun vores øjne,” sagde han. (Jyske Vestkysten)
Manden mener altså, at han er blevet menneskesmugler fordi han er humanist. Hvis et menneske i nød banker på døren så hjælper man det, basta. Det kan ingen være uenig i, at man bør, men manden mener tilsyneladende at dét ikke er noget der ligger til den danske kultur.
Manden nægter at have tjent penge på hjælpsomheden. Og de ca. 100.000 kr. som politiet fandt på hans adresse siger han er familiens opsparing. Kontanterne var i euro, dollar og danske kroner. Han kunne ikke forklare hvorfor hans mobiltelefon var fyldt med fotos af pas, id-papirer og opholdstilladelser. Både falske og ægte stjålne dokumenter. (JV)
Anklager Danmark for at være hjerteløs grusom
Den 49-årige dansk-syrer havde en del på hjertet da han havde ordet, fx fortalte han om hvad Danmark har lært ham:
”Danmark har lært mig, at jeg ikke skal hjælpe nogen i verden. Hvis jeg møder en, der er ved at dø, skal jeg ikke hjælpe. Det har jeg lært af Danmark,” sagde han. (JV)
Den tiltalte menneskesmugler mener altså, at danskerne er et hjerteløst og koldt folk, som nærmest lader mennesker ligge og dø på gaden, mens de kigger den anden vej.
Når tiltalte kan mene sådan, så kan der næsten kun være en forklaring på det, med mindre han bare har lyst til at være uforskammet.
Måske har manden levet i en boble, uden interesse for det danske samfund og med parabolen stift rettet mod hjemlandets kanaler. Danmark er mildest talt helt oppe på tæerne når det kommer til at hjælpe ude i verden. Fx er Danmark et af kun 5 lande som opfylder FN´s målsætning om at yde mindst 0,7 procent af bruttonationalindkomsten i udviklingsbistand.
Og mennesker der kommer til Danmark for at få beskyttelse, behandles med kolossal imødekommenhed, de stilles fx foran landets egne borgere i boligkøerne. Og hvis de skal have ordnet tænderne, så bliver det også gjort på danskernes regning, mens andre med samme økonomi selv må betale.
Ifølge Jyske Vestkysten er to mænd i Tyskland dømt i samme sagskompleks. De er dømt for at have smuglet mindst 336 mennesker, og de fik i alt næsten syv års fængsel. Det var tysk politis efterforskning, der ledte til anholdelsen af manden i Sønderborg.
Retssagen forventes afsluttet sidst i februar. Manden skal dog næppe være bange for at miste sit danske statsborgerskab og blive udvist til Syrien.