Mange vesterlændinge – især på venstrefløjen – finder nydelse i ukritisk at tage skylden på sig for verdens elendighed. Vi har os selv og vores grådighed og egoisme at takke for verdens nuværende elendighed. Enhver, der har delaget i gymnasiets historieundervisning, er blevet fodret med denne stereotyp af deres velmenende venstreorienterede historielærere, der med slet skjult nydelse kunne åbenbare for eleverne, at det er alt sammen vores egen skyld, for vi er det værste.
Især i spørgsmålet om Mellemøsten har denne stereotyp gennemsyret både den anvendte litteratur og undervisernes forudindtagethed. De kristne korstog mod muslimerne viste til fulde de kristnes intolerance og aggression. Og kristendommen var derudover også islam underlegen, fordi kristendommen var mere intolerant end islam, hvor man tillader kristnes og jøders ret til religionsudøvelse.
De kristne korsriddere drog af belæsset med kirkens velsignelser, men i Det Hellige Land optrådte de i kristendommens navn med en intolerance og aggression, som lå lang ud over, hvad islam nogen sinde havde budt andre. Korsridderne lagde med deres selviskhed, griskhed og aggression de muslimske samfund øde, og den stakkels befolkning kom i århundrederne derefter til at betale prisen i form af lidelse, undertrykkelse og fattigdom.
Hvor blev kildekritik og pluralisme af?
Men hvis undervisningens forkyndelsen bare kortvarigt kunne være blevet erstattet af en mere pluralistisk og nøgtern tilgang til stoffet, så havde man overbevisende kunnet sandsynliggøre den helt anderledes opfattelse, at korstogene var en defensiv reaktion på en uhæmmet islamisk aggression, der truede Det Østromerske Rige, Balkan, Middelhavet og dermed hele Europa.
Og denne tolkning kunne yderligere kvalificeres af, at islam under Det Osmanniske Riges ledelse i 1453 faktisk erobrede Det Østromerske Kejserrige og Balkan. Så sent som i 1529 og 1566 belejrede osmannerne i deres fortsatte ekspansion ind i Europa Wien, der kun blev reddet, fordi de europæiske magter under indtryk af truslen mod Europa valgte at samarbejde.
Og endelig hvad angår den indtil kedsomhed gentagne myte om islams tolerance versus kristendommens intolerance, så skriger den på korrektion. Takfir, dvs frafald fra islam, straffes altså indenfor islam med døden. Kristnes og jøders ret til religionsudøvelse skal anskues i lyset af, at udøvelsen af denne såkaldte rettighed er forbundet med en sådan grad af undertrykkelse og ydmygelse, at det kan problematiseres, om der er en sådan rettighed.
Skyldens fryd og den politiske korrekthed
Der sker således efter min opfattelse i gymnasiet og på HF en indoktrinering til fordel for islam og mod kristendommen og jødedommen. Dermed lægges grunden til den politiske korrekthed, som i dag gør så mange af de unge blinde for den fare, som den fortsat ekspansive islam med dens islamistiske ideologi udgør mod det sekulære og demokratiske samfund.
Men det er også her, at grunden lægges til den handlingslammelse, der karakteriserer os i vort møde med islam. Vi føler modvilje mod at gribe om nældens rod, fordi vi føler, at vi dermed gentager korsfarernes aggression mod den uskyldige islam. Og det er bare sådan noget sludder!!!
