Midt i bekymringerne over situationen i Mellemøsten, flygtningepres og terrortrusler er der for lidt fokus på Danmarks økonomiske problemer. Kendsgerningen er desværre, at mens sammenlignelige lande har genvundet formen efter finanskrisen, halter Danmark bag efter.
De seneste fire år har Danmark haft en historisk lav økonomisk vækst på 0,5 pct. om året – i alt to pct. på fire år. Men da befolkningen i samme periode et vokset med to pct., har økonomien for den gennemsnitlige dansker været fuldstændig fastfrosset.
Ser vi på landene omkring os, og de lande vi ynder at sammenligne os med, så har de fået deres BNP tilbage på sporet og over niveauet fra før finanskrisen. Danmarks BNP pr. indbygger ligger stadig under niveauet før krisen i 2008-9. Hvis vi igen ser på den gennemsnitlige dansker, er hun i dag fattigere end hun var før krisen!
Fremadrettet er økonomien heldigvis ikke gået helt i stå. Nationalbanken skønner faktisk en bekeden vækst på omkring 2 pct. i 2015, 2016 og 2017.
Hvad er det så, der ligger bag den beherskede vækst? Det er ifølge Nationalbanken 3 forhold:
• olieprisens fortsatte fald,
• den lavere rente og
• svækkelsen af den effektive kronekurs.
De tre forhold yder hvert deres lille bidrag til at sætte ekstra skub i økonomien. Både den relativt billige olie og den lave rente øger de disponible indkomster – og dermed husholdningernes mulighed for at forbruge. Og en lavere effektiv kronekurs forbedrer den danske konkurrenceevne.
Arbejdsudbuddet
På den positive side, er ledigheden faldet. I oktober 2015 var der ifølge Danmarks Statistik 120.400 bruttoledige, svarende til en ledighedsprocent på 4,5 pct. Desværre er det begrænsede opsving geografisk ujævnt, og kun i Københavnsområdet er beskæftigelsen i dag på et højere niveau, end før krisen ramte Danmark.
Samtidig har der været en kraftig stigning i antallet af borgere, der er helt afhængige af indkomst fra det offentlige. I øjeblikket har 3.029.994 borgere deres indkomst fra det offentlige. Det svarer til at 70 pct. af den samlede danske befolkning over 18 år på ca. 4.300.000. Det samlede tal op på 3.029.994 fremkommer som summen af 816.000 personer på overførselsindkomst, 327.000, der er på SU, 1.059.000 folkepensionister og 827.994 personer ansat i det offentlige.
Den lave arbejdsløshed og det begrænsede arbejdsudbud er samtidig en kilde til alvorlig bekymring. Danmarks Nationalbank og De Økonomiske Vismænd vurderer, at med en ledighedsprocent på 4,5 pct. er vi meget tæt på ledighedens strukturelle niveau. Det vil sige, at vi meget snart især i hovedstadsregionen vil stå over for flaskehalsproblemer og decideret mangel på arbejdskraft.
Der syntes at være bred politisk enighed om, at den væsentligste del af et øget arbejdsudbud skal komme fra de mange offentligt forsørgere, der i dag står uden for arbejdsstyrken. De alternative muligheder for at øge udbuddet er begrænsede: Udbuddet kan også øges, såfremt flere vælger at blive lidt længere på arbejdsmarkedet i stedet for at gå på pension, men ellers vil vi være henvist til at få dækket landets behov for arbejdskraft udefra.
Regeringens udfordring
Venstre-regeringen står derfor over for en kolossal udfordring. Hvad skal der til for at ”vende kajakken”, genskabe borgernes og virksomhedernes tillid til fremtiden og dermed øge efterspørgsel, investeringslyst, beskæftigelse og arbejdsudbud?
Skatte- og afgiftstrykket
På det overordnede plan er det afgørende indsatsområde den offentlige sektor. Udgifterne på 1.100 milliarder kr. beslaglægger hvert år 56 pct. af det samlede BNP. Sektoren finansieres gennem et uhyrligt og kvælende skatte- og afgiftstryk på husholdninger og virksomheder samt ved gældsstiftelse, hvor regningen efterlades til vores efterkommere. Dansk vækst og dermed det private erhvervs eksistensgrundlag er historisk presset af en dyr og samtidig pinligt ineffektiv offentlig sektor. Dagligt bliver vi konfronteret med oprørende eksempler på frås med offentlige midler, og håbløs inkompetence i SKAT og andre offentlige myndigheder.
Det er ikke kun personskatterne, der er problemet. Energiafgifter på over 50 mia. kr. blokerer for vækst og beskæftigelse. Erhvervsorganisationer og fagbevægelsen raser med rette over, at PSO- og energiafgifter afskærer virksomhederne for at udnytte de lavere energipriser og over belastningen af konkurrenceevnen. Den aktivistiske energi- og klimapolitik, som det grønne alternativ ihærdigt har prøvet at gennemtvinge, fører til forringet konkurrenceevne, lavere vækst og højere el- og varmepriser. Ydermere finansieres en voksende andel af de grønne aktiviteter af PSO-afgiften uden om Finansloven. Det bemærkes, at her taler vi ikke om pebernødder. I den seneste fremskrivning forventes PSO-regningen frem til 2020 at blive på mindst 60 mia. kr.
Skatte- og afgiftstrykket i kombination andre høje omkostninger og en generel mangel på konkurrence betyder at danskerne må leve med et prisniveau der ligger 39 pct. over EU-gennemsnittet.
Reduktion af de offentlige udgifter
Der er altså ingen vej udenom – de offentlige udgifter skal reduceres og skatte- og afgiftstrykket lempes. 0-vækst er ikke nok – der skal før eller siden gennemføres ganske drastiske reduktioner og omprioriteringer.
Selvom det er selvindlysende og erkendt i vide kredse, bliver regeringens spage initiativer til at begrænse de offentlige udgifter mødt med kritik fra stort set alle sider. Når regeringen sparer på udenrigsministeriets rammer og på udviklingsbistanden karakteriseres det straks som uansvarligt – ikke kun af de sædvanlige kredse i det såkaldte ”bistandsmiljø”, men også fra erhvervsvirksomheder og påstået borgerlige partier. Når de voldsomme ambitioner – og omkostninger – på energi- og klimaområdet modereres, bliver det straks mødt af et ramaskrig fra klimaaktivister, men så sandelig også fra tunge erhvervsvirksomheder. Det mest bizarre er, at påståede borgerlige partier ligeledes advarer mod besparelser på den offentlige sektor!
Hvis ikke danske erhvervsvirksomheder og organisationerne helhjertet, entydigt og stærkt indgår i debatten med klare krav til politikerne om at skabe bedre vækstbetingelser på det private marked, har fortalerne for en voksende offentlig sektor for let spil.
Diskussionen om topskatten
Ifølge tænketanken CEPOS betaler næsten en halv million danskere topskat, og masser af mennesker i almindelige job kommer over topskattegrænsen på 467.300 kr. Hvor rimeligt er det, at over 5.200 sygeplejersker og 5.000 skolelærere rammes af topskatten og betaler en marginalskat på godt 56 pct. til staten. Det samme gælder 2.700 lastbilchauffører, 1.685 pædagoger og 220 skraldemænd.
Topskatten på 15 pct. af indkomst over 467.300 kr. betales af godt 500.000 skatteydere, dvs. 10 pct. af alle skatteydere. Statens provenu fra topskatten anslås til 15,5 mia. kr. i 2015.
Hvem er overhovedet tilhænger af topskat?
Diskussioner om topskatten er oftest mellem tilhængerne af skattesystemets rolle som omfordelingsmekanisme – og tilhængerne af et skattesystem, som lægger afgørende vægt på udformningen af et effektivt system for opkrævning af de midler, der er nødvendige til samfundets drift. Opfattelsen er her, at ”misundelsesskatter” og unødigt forvridende skatteformer så vidt muligt bør undgås.
Tilhængerne af skattesystemets fordelingspolitiske rolle findes især på den politiske venstrefløj. Ofte er tilhængerne også enig i dogmet om, at ”de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder”.
Der mindes om, at borgerne hvert år på den ene eller anden måde skal betale næsten 1.100 mia. kr. for at dække de monstrøse offentlige udgifter. Danmark har dermed sikret sig en kedelig verdensrekord i skattetryk! I forvejen skal danskerne finde sig i verdens højeste energi- og varmepriser og et generelt prisniveau, der ligger 39 pct. højere end EU-gennemsnittet.
Modstanderne af topskatten henviser i den offentlige diskussion ofte til at skatten hæmmer mulighederne for igen at få gang i vækst og beskæftigelse. Det anføres ofte, at det er nødvendigt at øge ”arbejdsudbuddet”. Hensynet til arbejdsudbuddet indgår både i diskussionerne om kontanthjælp, integrationsydelse og dagpengesystemet, men også om det danske skattesystem. Erhvervsorganisationer og en række borgerlige partier syntes at være enige om, at ikke mindst den såkaldte ”topskat” hæmmer udbuddet af relevant og kvalificeret arbejdskraft.
Når skatteskruen og marginalskatten øges formindskes incitamentet til at arbejde. Effekten på udbuddet af arbejdskraft kan illustreres ved følgende eksempel:
Et konkret tilbud om et nyt job med mere ansvar, en bedre pensionsordning, en del mere i løn, men også udsigten til en del mere arbejde, mindre fritid og mange flere rejsedage, blev afslået. Til trods for, at stillingen indebar et stort avancement, blev tilbuddet afslået, fordi topskatten ville æde store dele af den økonomiske kompensation for det ekstra ansvar, de flere arbejdstimer og de mange rejsedage.
Folketinget har lavet undtagelser for udlændinge
Selvom Socialdemokratiet stadig klynger sig til omfordelingspolitikken og fnysende afviser lempelser i topskatten, har dobbeltmoralen gode kår. Et flertal af Folketingets partier inklusive Socialdemokratiet har for længst erkendt, at skattesystemet og ikke mindst topskatten og den høje marginalskat er en reel hindring for vækst og beskæftigelse i Danmark. En række nøglestillinger i erhvervslivet kan som følge af skatteforholdene ikke besættes med kvalificerede personer.
Folketinget har indset, at med en gennemsnitlig marginal skatteprocent på 56,5 pct. og de vilkår arbejdsmarkedet tilbyder, vil mange danskere betakke sig og afslå ellers vellønnede, men krævende stillinger. Det vil samtidig under normale skatteforhold være helt umuligt at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark.
Folketinget har derfor i bred enighed indført undtagelser fra principperne om ”de bredeste skuldre” og i stedet besluttet at ”bestikke” den velkvalificerede arbejdskraft, for at tiltrække den til Danmark. Derfor er der med den såkaldte forskerordning etableret en særlig skatteordning for udenlandske ”forskere” og nøglemedarbejdere (højtlønnede medarbejdere), som rekrutteres i udlandet og ansættes i en dansk virksomhed eller forskningsinstitution. Ordningen gælder for alle brancher og for såvel danskere som udlændinge.
Ordningens betydning for forskningen er vist nok begrænset, men for såkaldte nøglemedarbejdere er ordningen uundværlig, så længe vi opretholder det urimeligt høje skatteniveau. Nøglemedarbejdere – dvs. medarbejdere, der opfylder et minimumslønkrav på 70.600 kr. + bidrag til ATP – kan i op til 5 år nøjes med at blive beskattet med 26 procent + arbejdsmarkedsbidrag, i alt 31,92 procent af lønindkomst, andre kontante udbetalinger, værdi af fri bil, fri telefon og sundhedsforsikringer.
Urimelig forskelsbehandling
For skatteplagede danskere ville en skatteprocent på knap 32 pct. være forjættende, men selvom særbehandlingen af udlændinge giver anledning til misundelse, er der ingen tvivl om, at ordningen er helt nødvendig, hvis danske virksomheder skal kunne konkurrere og tiltrække medarbejdere fra udlandet.
Søfolk, der arbejder på et dansk skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, kan ligeledes under særlige omstændigheder fritages for beskatning af lønindkomst. Baggrunden er, at allerede i 1980erne stod rederierne, over for valget om enten at udflage eller finde andre veje til at bevare konkurrenceevnen.
Selv Socialdemokratiet kunne dengang indse, at det danske system ikke passede i en globaliseret verden, og resultatet blev det internationale skibsregister, som tillader rederierne at betale nettoløn, uden skattetræk, til deres ansatte. Alligevel må vi i dag konstatere, at danske skibe i høj grad er bemandet med udenlandsk arbejdskraft. Det lykkedes dog at beholde rederierne i Danmark.
I forbindelse med finanslovsaftalen for 2016 er mobile borerigge blevet omfattet af den lempelige tonnageskatteordning. Der var oprindelig pres for at også vindmølleskibe og andre offshore-skibe skulle omfattes, men udgangen blev altså alene mobile borerigge. Konsekvensen vil være, at også ansatte på borerigge vil blive omfattet af den lempelige sømandsbeskatning.
Fremover vil borerigge i stedet for udflagning til Singapore fortsat kunne operere under dansk flag og dermed fastholdes en række ledelses- og planlægningsarbejdspladser i Danmark. Ligesom i handelsflåden er der til gengæld ingen garanti for at bemandingen fremover vil ske med fortrinsvis dansk arbejdskraft.
Behov for beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande
Topchefen for A.P. Møller – Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, siger til Berlingske Tidende den 20. september 2015, at det helt store problem er at tiltrække talenter fra udlande, der ikke bare vil være her i 3, 5 eller syv år, men brænder for en karriere i A.P. Møller – Mærsk hele vejen op gennem systemet. ”Vi vil gerne have flere udenlandske talenter, der kommer til Danmark på permanent ophold. Løsningen på det er ikke en forskerordning, men en beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande”.
Kan Venstre-regeringen levere en mindre marginalskat?
Regeringen har meddelt, at Folketingets partier i foråret 2016 vil blive indbudt til skatteforhandlinger. Skattelettelser står ikke øverst på Dansk Folkepartis ønskeliste. Som bekendt har Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten fuldstændig afvist lempelser i topskatten, men er måske mindre afvisende over for en vis forhøjelse af indtægtsgrænsen.
Liberal Alliance
Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti lagde pres på Venstre, da regeringen blev dannet, og det endte med, at det blev skrevet ind i regeringsgrundlaget, at ”regeringen (har) en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 pct.point, så flere vil arbejde mere, og så danske virksomheder får nemmere ved at rekruttere og fastholde også vellønnede medarbejdere”.
Liberal Alliance har nærmest gjort støtten til regeringens fortsættelse betinget af, at topskatten bliver sat ned med 5 procentpoint ved forårets skatteforhandlinger. Selvom partiet har ry for at gø mere end det bider, bør regeringen tage sig i agt i denne sag.
Det Konservative Folkeparti
Ledelsen i Det Konservative Folkeparti syntes p.t. at foretrække at snakke om flygtninge, vandløb og klimamålsætninger. Partiets principielle holdning som fastlagt af partiets Landsråd er dog helt klart en fuldstændig afskaffelse af topskatten.
Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti tillægger øjensynlig ikke skatten den store betydning. Foreløbig betvivler partiet, at der er økonomisk råderum til skattelettelser og i givet fald bør lettelser ydes i form af lettelser i bunden og ikke på topskatten. Dansk Folkeparti har imidlertid mange gange demonstreret forbavsende fleksibilitet såfremt, partiet får indrømmelser på andre områder – f.eks. i form af en stram grænsekontrol.
Behov for borgerligt sammenhold
I den standende diskussion, hvor der langt ind i regeringen og blandt dens borgerlige støttepartier er stor uenighed om betydningen af skat, kan der være grund til at minde om fortiden. I begyndelsen af 1980’erne lykkedes det Poul Schlüter og Firkløverregeringen at skabe det borgerlige sammenhold, der var forudsætningen for at dansk økonomi kunne bringes væk fra kanten af afgrunden og ud af moradset.
Hvis det ikke lykkes at skabe et tilsvarende sammenhold på skatteområdet mellem Folketingets blå partier, ser det ikke godt ud. Konsekvenserne kender vi desværre allerede: De danske skatteborgere vil fortsat skulle lægge en alt for stor del af deres indkomst i de offentlige kasser, og den danske vækst vil forblive i slæbesporet, imens landene omkring os bevæger sig ud i overhalingsbanen.
Regeringen er en mindretalsregering, og undertiden må der slås af på den ideale fordring for at nå en politisk aftale. Spørgsmålet er, om hvilke konsekvenser det vil få, hvis Venstre ikke kan levere på løftet om at sænke skatten på den sidst tjente krone? Folketingsvalg igen i 2016?
